SJETTE SØNDAG EFTER PÅSKE
 

At vidne om Kristus


er ikke at hælde en masse vand ud af ørerne eller at tale i timevis med ord, der knap er forståelige.

At vidne om kristendommen er at være karsk som Poppo i en sikker tro på at Guds nåde uanset hvad der sker, vil følge en fra det øjeblik, man er blevet døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

I denne sikre forvisning, at man har en nådig Gud, som ikke slipper forbindelsen og altid er villig til at tilgive, hvis man er i stand til at angre. I denne sikre forvisning, kan man så trygt gå ud og leve et liv i kærlighed til den tilgivende Gud og i kærligheden til den næste, som står lige foran en eller ved siden af en, og som har brug for ens hjælp.

Vi skal ikke bære jernhandsker og slet ikke lade dem gløde i bålet, men vi skal stole på Guds nåde og så i øvrigt lægge os Jesu ord på sinde. Det betyder, at vi skal huske, hvad han sagde, og hvad han gjorde.

Det kan I godt huske, hvad han sagde, og hvad han gjorde!

Tag din seng og gå, sagde han til den lamme, der af vennerne var blevet lagt for fødderne af Jesus, og synd ikke mere.

Eller dengang de ville stene en kvinde, der var grebet i hor, og han banede sig vej frem mellem alle mændene og så på dem og sagde, den som er ren og uden synd kan kaste den første sten. Eller dengang han sagde, at de skulle elske deres Gud og deres næste som sig selv.

Det er det, der skal bæres vidnesbyrd om.

At Gud er kærlighed og nåde, og at det er det grundlag, livet skal leves på.

Kærlighed og nåde.

På Poppos og Harald Blåtands tid, blev kristendommen forstået, som den mægtige magt, der sejrede over alt og alle. Kristendommen havde den ret og var den sandhed, der ligger i at være den, der sejrer over alt her i verden.

Kristendommen var en sejr. Man forstod den som den sejr, man kendte fra slagmarken, og Kristus var den konge, man hyldede efter sejren.

Vi har i dag en anden forståelse af kristendommen; en forståelse af kristendommen, som taler til os om kærligheden og nåden som absolutte værdier i livet med hinanden.

Om Kærligheden til Gud - som udtryk for kærlighed til alt det skabte og om kærligheden til næsten, som det absolutte krav i livet, der aldrig fritager for ansvar over for de mennesker, der har brug for én, og som i yderste fald betyder, at du skal elske dine fjender og velsigne dem, der forbander dig.

Og om nåden som vi alle har brug for, og som vi alle skal vise de andre - tilgivelsens nåde.