SJETTE SØNDAG EFTER PÅSKE
 

Munken Poppo


Fra beretningen om kristendommens første tider i Danmark kender vi til det at vidne om, brugt sådan som Johannes taler om det i dagens tekst.

Der er her i den tidlige danmarkshistorie netop en begivenhed, der havde afgørende betydning for, at kristendommen blev indført i Danmark som landets religion og som netop handler om at bære vidnesbyrd.

Vi skal tilbage til omkring 950, og vi skal til kongsgården i Jelling ovre vest for Vejle.

Her sad Harald Blåtand en aften i hallen i kongsgården og underholdt sig med de tilstedeværende om religiøse spørgsmål. Det gjorde man ofte, for også dengang var man stærkt optaget af at diskutere livets store spørgsmål, specielt når man havde fået lidt at drikke.

I hallen sad der også en klerk, en munk, der var sendt til Danmark for at bære vidnesbyrd om den nye religion, der fortalte om Gud, Kristus og Helligånden.

Man havde lyttet til ham, til Poppo, og man havde fundet det meget sympatisk, det han fortalte. Gud var almægtig og herskede overalt og over alt. Det kunne man godt lide. Så havde han en søn, der nok var død, men som alligevel havde kæmpekræfter, efter at han var død, også det syntes man vældig godt om, for man vidste godt, at man kunne have kæmpekræfter, efter at man var død. Endelig var der talsmanden, som var sendt til jorden af Gud, efter at sønnen var død, og også det forstod man.

En ombudsmand blev det kaldt, når kongen satte en af sine hirdmænd til at styre et område, som nok tilhørte kongen, men hvor kongen ikke kunne være tilstede.

Jo denne nye religion, var sympatisk og forståelig, så munken og præsten Poppo havde fået lov at sidde med denne aften i hallen i kongsgården sammen med Harald Blåtand og alle de andre.