Ugens prædiken

30. september 2001

16. søndag efter trinitatis

 

Søndagens tekst

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor.
Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk."
Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Lukas kap. 7 vers 11-17.

Prædiken

Nain

En halv snes kilometer syd for Nazaret ikke langt fra grænsen mellem Galilæa og Samaria - dér - i det støvede og tørre bjerglandskab lå der en lille by, der bar navnet Nain.

Den ligger der endnu og hedder stadig Nain, og kommer man dertil, møder man ruinerne af en middelalderkirke, som er opført, dér hvor de satte båren ned for Jesu fødder. Og spørger man sig for, er der også en eller anden, der er villige til at vise en den grav, hvor enkens søn skulle have været gravlagt, hvis ikke han var blevet bragt tilbage til livet.

Den har igennem mange år været en palæstinensisk by, der har levet sit eget liv i tryg forvisning om at have indskrevet sig i verdenshistorien med denne lille, gribende beretning om enkens søn fra Nain, der får livet tilbage, fordi Jesus ynkes over hans moders sorg.

En vandrehistorie

Man kan mene, som mange har gjort, at beretningen om enkens søn er en vandrehistorie, som kendes tilbage fra Det Gamle Testamente, og som af evangelisten Lukas er blevet tillagt Jesus i ønsket om at vise Jesus som den, der hersker over liv og død.

Det kan nok tænkes, at man med overordentlig stor glæde har lyttet til den slags historier, om hvorledes gudsmænd kunne udføre forunderlige ting, og at man har frydet sig. Og man har nok kendt afslutningsordene og hvisket med på dem med stumme læber, når fortælleren har rundet sin beretning af med ordene: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk!"

16. søndag efter trinitatis

Elias

I Det Gamle Testamente finder vi to steder en beretning om, hvorledes profeten Elias imellem andre forunderlige ting, man ved at fortælle om ham, også opvækker en kvindes søn, fordi han ynkes over hende.

I den første af beretningerne, der står at læse i det 17. kapitel i det skrift, der hedder Første Kongebog, har profeten Elias på Herrens bud taget ophold i byen Sarepta på et tidspunkt, hvor tørken lå knugende over landet. Byen ligger langt nordligere end byen Nain - oppe i det fønikiske kystland - og da den store profet Elias på sin rejse nærmer sig byen, møder han en enken, der er ude at samle brænde.

"Han kaldte på hende og sagde: "Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke."
"Da hun nu gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: "Tag også et brød med til mig!"
Hun svarede: "Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø." Men Elias sagde til hende: "Du skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. For dette siger Herren, Israels Gud: Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden."

Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid. Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord Herren havde talt ved Elias.

Senere skete det, at kvindes søn blev syg; og hans sygdom var så alvorlig, at der til sidst ikke var liv i ham!

Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, gudsmand?
Du er kommet til mig for at gøre Gud opmærksom på min skyld og få min søn slået ihjel!"
"Overlad din søn til mig," sagde Elias og tog ham ud af favnen på hende. Så bar han ham op i værelset ovenpå, hvor han boede, og lagde ham på sin seng. Han råbte til Herren: "Herre min Gud! Vil du virkelig bringe ulykke over denne enke, som jer har fundet husly hos, og slå hendes søn ihjel?" Så kastede han sig tre gange over drengen og råbte til Herren: "Herre min Gud, lad livet vende tilbage i drengen!"
Herren hørte Elias bøn, og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende.
Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: "Se her, din søn lever!" Og kvinden sagde til Elias: "Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund."

16. søndag efter trinitatis

Historien om døden

Sådan ender den historie, og afslutningen er ikke så forskellig fra, hvad vi i dagens tekst har mødt hos Lukas i beretningen om enkens søn fra Nain.

Begge historier sigter mod, at vi med de to enker skal sige, at Herren igen har besøgt sit folk. Men de to historier handler også om det forhold, vi kender så godt, og som pludselig kan komme til os og tynge os til jorden, så vi ikke synes at kunne rejse os igen.

Begge historier, både den der fortælles om Elias, og den vi finder i Lukasevangeliet, handler om døden.
Døden som vores livs største og sidste begivenhed.
Døden, der som den absolutte begivenhed fuldstændig tager perspektivet fra os, så al mening forsvinder.

Ikke den mening vi underholder os med i det daglige, og som penge, held og arbejde i bedste fald kan give os. Det er ikke den mening, der går tabt. Tværtimod kan vi måske have held til at lade netop den del af livet fylde os med foretagsomhed, så vi glemmer, at vi har mistet perspektivet.

Kærlighedens glæde

Næh det, der er gået tabt er kærlighedens glæde, og kærlighedens glæde lader sig ikke erstatte af fortagsomhed eller andet.

Den man har elsket, har man elsket. Og når det er forbi, er den kærlighedens glæde, man har haft sammen, blevet til et minde uden perspektiv.

Livet har et perspektiv, men døden er uden perspektiv, der er i bedste fald kun minder tilbage. Sådan følte enken i Nain det. Alt var taget fra hende, der var ingen til at forsørge hende, hun havde kun tiggeriet tilbage.

Hun følte det dobbelt, den dag de bar hendes sidste store kærlighed ud af byen på en båre for at begrave ham blandt de andre, der også engang havde været kærlighedens glæde. Først manden. Nu sønnen. Hvor var livets mening. Hvor var perspektivet, hvor var hendes liv?

Opstandelsen

Men så møder hun opstandelsen.
Hun møder Jesus.
Det blev påskemorgen, og hun fik sin kærlighed tilbage.
Derfor er historien ikke bare en beretning i Det Gamle Testamente om Elias, der hjælper kvinden i Sarepta med både mel, olie og den syge søn.

Når vi møder historien i Lukasevangeliet, bliver den til en beretning om opstandelsen, som skænker glæden til den, der tager imod, her hvor Gud har besøgt sit folk.

Det stråler af glæde i evangeliernes opstandelsesberetninger og i apostelbrevene, når talen falder på opstandelsen og det evige liv. Det er tydeligt, at man forventer sig noget. Noget stort, noget lyst, noget frydefuldt. Det kristne håb er et håb om glæde - om perspektiv i døden.

16. søndag efter trinitatis

Fortrolig med tanken om døden

I l. Petersbrev siges det med glæde i stemmen: "Ham elsker I uden at have set ham; på ham tror I uden at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles frelse."

Det er perspektivet, at forventnings glæde breder sig og fylder livet , så angsten og bekymring ikke knuser kærlighedens glæde.

Hvis ikke du vil overraskes af døden, må du gøre dig fortrolig med tanken om den. Men du kan ikke gøre dig fortrolig med døden ved at stirre på den, ved at stoppe op ved den, og laden den tage magten fra dig. Du må videre til påskemorgen. Du må frem til opstandelsen for at få et perspektiv, der rækker ind over livet og skaber kærlighedens glæde.

At leve livet i forventningens glæde om opstandelsens herlighed og at dø i sikker forvisning om sine syndere forladelse, er påskebudskabets glæde.

Så er kristendommen trods synd og død det gladeste budskab at tage imod.

 

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen