Prædiken

2. juledag 2001

SANKT STEFANS DAG

 

Den hellige lektie

Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ike modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: "Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud." De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge
Og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: "Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os."
Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånd stirrede Stefanus mod himlen, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: "Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side." Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: "Herre Jesus, tag imod min ånd!" Han faldt på knæ og råbte med høj røst: "Herre, tilregn dem ikke denne synd!"
Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Apostlenes Gerninger:
kapitel 6 vers 8-14 og kapitel 7 vers 54-60.

Dagens tekst

Jesus sagde: "Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved overfor min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn."
Matthæusevangeliet kap. 10 vers 32-42.

SANKT STEFANS DAG

Prædiken

Som den hellige lektie fra Apostlenes Gerninger viser,er julefreden allerede brudt i dag - anden juledag.
Steningen af Stefanus har fra kirkens barndom været et krast realistisk indslag i den stille uge og har givet navn til anden juledag som efter martyreren er kommet til at hedde Skt.Stefans Dag.

I det vigtige skrift Apostlenes Gerninger, som er at finde i Det Nye Testamente, og som kan daters til ikke ret mange år efter evangelierne, får vi en beretning om, hvad der skete med disciplenen og kredsen omkring Jesus, efter at han var blevet korsfæstet engang omkring år tredive.

Stefanus

En af dem, der virkede meget ivrigt for at overbevise samtidens jøder om, at Jesus var Messias, og som tilsyneladende gjorde det med stort talent, var denne kristendommens første martyr, Stefanus.

Han fik dog med sin forkyndelse så mange modstandere hos de forskellige tilflyttede jødiske grupper, der hver især havde samlet sig om en synagoge, at det på et tidspunkt blev dem for meget. Med eller uden det jødiske råds medvirken - hvilket vil sige enten ved en lovlig proces eller ved en lynchning - fik man han aflivet ved stening.
Det var vidnernes pligt at kaste sten på ham indtil han døde, eventuelt efter først at have styrtet ham ned fra en klippe.

Enten var det en henrettelse efter myndighedernes dom, eller også var det en likvidering foretaget af den ophidsede folkemængde, der følte sig krænket og hånet af hans tale.
Beretningen i Apostlenes Gerninger åbner begge muligheder.

Ikke fred, men sværd!

Selv om vi valgte at gå let hen over Apostlenes Gerningers beskrivelse af drabet på den hellige Stefanus, så ville evangelietekstens ord hentet i Mattæusevangeliets kap. 10 om, at Jesus ikke er kommet for at bringe fred, men sværd, fastholde os i den opfattelse, at med anden juledag ? Skt. Stefans Dag - er freden brudt og ufreden hersker igen på jorden.

Hvis I slår efter i skriftet Apostlenes Gerninger, hvorfra teksten er hentet, finder I, at Stefanus forsvarstale, den han får lov at holde for rådet, det jødiske råd, synedriet, er udeladt her i dagens tekst, hvor vi alene får anklagen mod ham og drabet på han beskrevet.
Forvarstalen som ligger ind imellem er udeladt.

SANKT STEFANS DAG

Stefanus' forsvarstale

Forsvarstalen er en lang gennemgang af det jødiske folks historie tilbage fra Abrahams dage og frem til Jesu tid, og pointen i forsvarstalen er, at det igennem hele folkets historie har været forkyndt, at Gud vil gribe ind og sende en frelser, og da denne frelser nu er kommet i skikkelse af Jesus, har jøderne i Jerusalem ladet ham dræbe.
Og Stefanus fortsætter sin anklage ved at pege på, at jøderne op igennem historien altid har sat templet og tempeltjenesten højere end retfærdigheden, og da nu Den Retfærdige - i skikkelse af Jesus - er kommet, ja så holder de stadig mere af templet end af retfærdigheden og tager livet af den.

Templet

Templer er bygninger rejst af mennesker, ganske som kirker er det. Og som de systembyggere mennesker er, elsker de deres bygninger og de systemer; der bor i dem, og man skal ikke komme, som Jesus gør ? ifølge Stefanus ? og sige, at man vil rive deres tempel ned og forandre de skikke, som er overlevere fra tidernes morgen.
Stefanus bebrejder jøderne, at de ikke har set Jesus som den fornyer af den jødiske religion, der har ret til at rive templer ned og ændre på skikke, men at de tvært om, har dræbt ham, ganske som de nu vil slå Stefanus ihjel.

Der ligger i hele Stefanus beretningen en anklage mod jødedommen for, at de for det første har slået Kristus ihjel og for det andet, at de nu gentager dette drab med steningen af Stefanus.
Lukas, som sikkert er forfatter af Apostlenes Gerninger, har opfattet den modsætning, der på dette tidspunkt er mellem jødedommen og den spirende kristendom, som en bitter og uforsonlig religionsstrid, der nødvendigvis må føre til at kristendommen får sin første martyr i denne Stefanus.

Evangelieteksten, som er hentet i Mattæusevangeliet giver ikke Stefanusberetningen meget efter i vildskab.
"Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.''
Siger Jesus i følge Matthæus.

At følge Jesus

Samlet kan man sige, at evangelieteksten skildrer det at følge Jesus som et opbrud fra de vante forhold og relationer, og at denne efterfølgelse betyder, at man begiver sig ud på en ny og farlig vej. Et nyt liv, der meget vel kan betyde smertelige brud og skarpe modsætninger. Netop sådan tegnede situationen sig på Matthæuses tidspunkt i årene efter Jesu død og Jerusalems ødelæggelse i år 70.

Spredt rundt i den verden, som romerne beherskede på godt og ondt, boede disse første kristne og søgte, gennem sammenhold og udholdenhed, at trodse alle fare og angreb i et stedse stigende modsætningsforhold til jøderne på den ene side og den romerske stat på den anden side.
Det er virkeligheden for disse mennesker, Matthæus skildrer. Ikke en opdigtet situation, men det er samtidig afgørende for ham at få sagt, at sådan har Jesus i sin tid fortalt, at det skulle gå.
I vil blive forfulgt og komme ud i megen strid også indbyrdes, og jeres tilværelse skal rumme valg, der kan have voldsomme konsekvenser.
Vælger I mig, vil jeres løn blive stor.

Det er altså en øjebliksskildring af en gruppe mennesker, der i en fremmed og oplyst verden søger at holde sammen og skabe sig en tilværelse, som har en høj etisk standard og derfor virker menneskelig respektabel på omgivelserne. Det er nok til syvende og sidst det, det respektable, der på længere sigt giver kristendommen en vis succes i det rå og åndeligt kaotiske romerrige.

Teksten kan således ikke tages til indtægt for, at man skal føre hellig krig eller for at man skal iværksætte aggressive tiltag fra kristendommens side i et forsøg på at slå den kristne tro fast som en sandhed.

SANKT STEFANS DAG

Men kristendommen er strid

Kristendommen er på alle måder en tro, der stiller krav til liv og virke, og som ikke er udtømmende beskrevet med kravet om, at vi skal være gode mod hinanden og elske næsten. Det skal vi også, men det kan ske på mange måder, og det har sit eget etiske regnskab at praktisere kristendom.

Stefanus blev ved sit standpunkt og det kostede ham livet. Det var, som havde han læst, hvad der står i dagens tekst: at den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
Så ubønhørligt kan kravet være, hvis det kommer dertil, at sagen stilles på spidsen og værdierne kommer til afprøvning.

De kristnes værdier

Hvad er det så for værdier, der kan få disse voldsomme konsekvenser?
Ja Stefanus' forsvarstale giver et fingerpeg, når han bebrejder jøderne, at de søger trygheden og frelsen i templets bygning og glemmer retfærdighedens lære!
Den retfærdighed som overgår al forstand, og som siger, at livet er skænket som en gave og skal modtages som en gave, i forståelsen af at den højeste grad af retfærdighed er Guds nåde.

At forstå at lykke og gode kår ikke er en selvfølge, men netop skal modtages som en gave, der forpligter en til at slippe alt for at hjælpe næsten i hans liv.
At tilgive, som man selv forventer at blive tilgivet, sådan som det siges i Fader Vor: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.
Det er en anderledes retfærdighed, end den verden ellers kender til og som handler om lige ret for loven.

Lov og evangelium

Det skal ikke forstås, som om kristendommen ikke mener, at alle skal være lige for loven, men kristendommen har den dobbelthed, at den på den ene side finder at livet skal leves i samfund med andre, og at der her er en retfærdighed, som vi selv skal forvalte, og som naturligt nok bygger på lige ret for loven.

På den anden side er livet skænket af Gud, og skal leves i et ansvarligt forhold til Gud, hvilet gør, at der altid er brug for tilgivelsens nåde i et håb om, at frelsen må blive til virkelighed, alle de menneskelige fejltagelser og småligheder, der kaldes skyld, til trods.
Det er evangeliets retfærdighed.

At håbe på Guds nåde er et håb om evangeliets retfærdighed på trods af al sund menneskelig fornuft.
Det er netop dramaet i dagens tekst, når det siges: at den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
At leve i en fortabelse og samtidig leve i en frelse er den dobbelte virkelighed, som gør kristendommen til en udfordring.
Det kan ikke forstås, at denne dobbelthed er virkelig.
Det kan kun tros.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen