Ugens prædiken

26. august 2001

Ellevte søndag efter trinitatis

 

Dagens tekst

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabs- brydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde. Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Luk.18..9-14

Prædiken

Den retfærdige, der foragter de andre

Jesus har mødte nogle som stolede på, at de var retfærdige. Og ikke nok med det, deres indbildskhed havde ført til, at de også foragtede alle andre. Her er tingene sat på spidsen. Og man fristes til at spørge, om der virkelig findes mennesker, på hvem beskrivelsen passer. Findes, der nogle som mener, at de selv er retfærdige, og hvordan hænger det så sammen med, at de foragter alle andre.Man kan også spørge modsat.

Kan man have høje tanker om sig selv og samtidig have høje tanker også om andre, eller er det et enten eller.
Er det sådan, at hvis man har høje tanker om sig selv, så medfører det uvilkårligt, at man ringeagter alle andre, og igen spurgt modsat, er det ikke nødvendigt at tro på, at man er retfærdig i et eller andet forhold og omfang, for overhovedet at kunne have et forhold til alle andre.

Ellevte søndag efter trinitatis

Hvad er det der binder os sammen?

Hvad er det for strukturer, der binder mennesker sammen, og som gør, at de i en form for rimelig fordragelighed kan leve sammen i samfund, som i en eller anden grad er i stand til at tilfredsstille den enkelte, så den enkelte føler selvagtelse og mener om sig selv at have en frihed, som også bliver andre til del.
Er det familien, som nogen mener?
Er det nationalstaten?
Er det den lille samfundsstruktur, som vi i en romantiseret udgave ofte mener at genfinde i landsbyen omkring gadekæret?
Er det den etablerede loge eller forening, eller er det i den sociale sikkerhed - i rigdommen - vi findes de strukturer, der giver os tryghed og binder mennesker sammen, så de ikke isolerer sig i egen retfærdighed og kun har foragten at byde på i forholdet til andre.

Velfærdsstaten

Op igennem sidste århundrede - det 20. siden Jesu fødsel - har velfærdsstaten været model for teoretiske betragtninger og for politisk arbejde i forsøget på at få etableret en samarbejdsstruktur og et menneskeligt indhold, der gjorde det muligt at udvikle fællesskabet bedst muligt for den størst mulige mængde mennesker.
Der er så i dag en vis utilfredshed at spore med dette fællesskab, idet mange mener, at det har medført en form for selvretfærdighed; der viser sig i en mangel på omsorg for de andre.

Det hele er blevet til forsorg, en forsorg, der har det uheldige ved sig, at den koster penge, og derfor kan føre til moralsk fordømmelse og foragt for andre, som, siger man, ligger fællesskabet til byrde.
“Jeg kan heldigvis klare mig selv,” hedder det med en vis selvfølelse og en slet skjult foragt for de andre, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig.
Ønsket om at opbygge humanistiske institutioner og samfund optog os i sidste århundrede, hvilket ikke forhindrede at dette 20.århundrede leverede kraftige angreb på humanismen. Angreb der var langt voldsommere, end hvad andre århundreder kan opvise, i hvert fald i henseende til effektiv udryddelse af mennesker.
Det skete i ønsket om at opnå lykken. At finde lykken i en eller anden udvikling - i et eller andet poitisk system.

Lykken

Man søgte ikke blot den materielle lykke, man søgte den rigtige lykke. Den lykke, der netop ligger i, at ingen har behov for at mene, at de er retfærdige, og at ingen behøver at foragte de andre.
For at nå dette mål formulerede man i århundredets begyndelse et stort forsøg, hvor hensigten var, at der skulle ydes efter evne og nydes efter behov. Men også i denne teori og frem for alt i den fremlagte praksis havde man overset, at mennesket er et forunderligt væsen, der ubehjælpeligt lider af selvkærlighed, og som, når det drejer sig om egne fordele, godt kan leve med en uendelig stor afstand mellem teori og praksis.
Her ved begyndelsen til et nyt århundrede står vi og må spørge: “Hvorfor var der ingen af de meget fine teorier og tiltag, vi har kunnet iagttage tilbage fra sidste århundredes begyndelse, der viste sig at være bæredygtige?” som det hedder på moderne dansk.
Hvorfor står vi tilbage med et demokratibegreb, der som det eneste ideologiske frelsesmiddel, er sat på en uriaspost, og som til syvende og sidst står og falder med menneskerettighedernes tvivlsomme gennemslagskraft.

Ellevte søndag efter trinitatis

Næstekærlighed

Kristendommen har en kommentar og et forslag til disse fejlslagne teoridannelser og skønne spildte kræfter i henseende til at opbygge bæredygtige humane udviklinger i en verden, der skriger på frelse.

Kommentaren hedder næstekærlighed.
Næstekærlighed.
Dette gamle for nogen at se lidt forslidte udtryk fik sit idemæssige indhold fastlagt i den Jesusbevægelse, der bredte sig over den dengang kendte verden - ved vor tidsregnings begyndelse.
Dette begreb, næstekærlighed, har man nok taget og gjort til en del af fundamentet for de teoridannelser, der hører sidste århundrede til, men man har ikke rigtig forstået, hvad det betød!

Den kristne kulturarv

Nu vil nogen måske komme med indvendinger og spørge, om det ikke er rigtigt, at man op igennem århundredet i alle tanker og bestræbelser for et bedre samfund, åbent har vedkendt sig den kristne arv. Skulle man i det arbejde, der udsprang af den europæiske kulturs historie helt tilbage fra antiken og fra de semitiske myter, skulle man i alt dette ikke have forstået, hvad næstekærlighed betød? Og har man ikke nikket bekræftende, når man så begrebet optræde som grundlæggende element i humanismen - lagt frem til brug i menneskerettighederne.

Sådan vil nogen sikkert spørge, mens de ryster svagt på hovedet og peger på, at historien om den barmhjertige samaritan ud over at stå i Lukasevangeliet er en kulturel grundfortælling.
Hvis historien om den barmhjertige samaritan betyder, at vi skal være gode ved hinanden, og at vi i henseende til den nød, der kan møde os her i verden, alle har krav på hjælp og alle skal yde hjælp uden personsanseelse, hvis det er det fulde indhold i beretningen om den barmhjertige samaritan, så er det klart, at den er sammenfaldende med det humanistiske budskab om, at alle er lige og har lige ret til hjælpen.

Faldet

Men kristendommen har ikke talt færdig med denne udlægning, for grundlæggende siger kristendommen, at denne kærlighed til næsten ikke er en del af mennesket.
Denne kærlighed hører ikke med til mennesket længere.
Den gjorde engang.
Dengang Gud skabte mennesket. Skabte det i sit billede. Som mand og kvinde skabte han dem, men det gamle testamente bruger mange kræfter på - i historierne om hvordan det gik de første mennesker - at forklare, at mennesket vristede sig løs fra Gud og ikke længere har kærligheden til næsten som udgangspunkt for sit liv i fællesskab med andre.
Historien om Kain og Abel med samt en hel række andre historier fortæller os, at det er med misundelse, begærlighed, griskhed, dumhed, hovmod, selvretfærdighed osv. mennesket styrer verden.

Erindringen om at være Gud lig, at være stabt i hans billede er tilstede, men mennesket har med sin egen vilje gjort oprør og sat sin egen dagsorden.
Sådan opfatter kristendommen mennesket,og udtrykker det ved at sige, at mennesket er faldet ud af sin gudsbilledlighed.
I den kristne sprogbrug kaldes begivehheden syndefaldet og resultatet arvesynden. I et mere moderne sprog kan man sige, at mennesket er splittet imellem det at være skabt i Guds billede, med hele den erindring om fuldkommenhed, der følger deraf og så på den anden side at ville sin egen vilje. At ville sig selv også på bekostning af de andre – af næsten.

Ellevte søndag efter trinitatis

Arvesynden

Teknisk kaldes det arvesynden, men i den menneskelige virkelighed betyder det, dels at det ikke er en selvfølge - at det ikke er menneskets natur - at mennesket elsker sin næste lige som sig selv, og dels at mennesket, fordi det vil sig selv, har en tilbøjelighed til at gøre andre mennesker til redskab for sig selv og dets ønske om at besidde lykken.

Derfor må det læres, derfor må det prædikes, derfor må det påpeges, at det er Guds vilje, at du skal elske din næste som dig selv. Man må forstå, at det er er krav, der som andre krav ofte kommer slemt på tværs af, hvad man selv kunne have lyst til, og man må forstå, at næstekærligheden ikke er indlagt i mennesket som natur, hvad egoismen derimod er.

Humanismen

Humanisterne og teoridannelserne fra sidste århundrede forestiller sig, at mennesket fra naturens hånd er godt, at de “elsker hinanden”.
Meget forenklet sagt antager man, at mennesket på bunden er et godt væsen, og – kunne vi tilføje i dag - at egoismen til syvende og sidst er en god og naturlig tilgang til livet.
For kristendommen er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt mennesket er godt eller ondt, menneskets udgangspunkt findes ikke i det gode eller det onde, menneskets udgangspunkt er, at det i forhold til Gud og dermed i forhold til livet er faldet, er fortabt, i og med at den absolutte kærligheden ikke findes i mennesket. Derfor findes næstekærligheden ikke indbygget i mennesket. Næstekærligheden er et Guds krav, som mennesket skal leve op til i modstrid med dets natur.
Derfor vender Jesus gang på gang tilbage til det tema, og derfor ligger det som en understrøm i al hans forkyndelse, at Gud er kærlighed mens mennesket hele tiden skal søge at tilegne sig kærligheden

Moral

Når kristendommen finder, at næstekærligheden ikke findes i mennesket, men påpeger den som et krav, der rejses af Gud, så er kristendommen ikke en teoridannelse der regulerer forholdet mellem mennesket og dets liv i samfund. Med det kristne næstekærlighedsbegreb er der tale om en tro – om religion – fordi der stilles krav, som går ud over, hvad der kan forlange af mennesket på baggrund af dets natur.

Den natur som viser mennesket som egoistisk, selvoptaget, forelsket i sig selv.

Man har i det forgangne århundrede - i det 20.som i andre århundreder før - ment, at man kunne opdrage til denne næstekærlighed.
Det blev meget langt ad vejen til en opdragelse i moral. Næstekærlighed, mente man, var at praktisere den herskende moral. Man praktiserede ikke næstekærlighed af overbevisning, men fordi det var det moralsk rigtige at gøre. Det var det politisk korrekte.
Vi kan ikke i det nye årtusinde opdrage os frem til nogen form for næstekærlighed. Og det nytter slet ikke noget at give den skikkelse af moral, eftersom moral som fællesnævner ikke eksisterer længere.
Kun gennem forkyndelsen for den enkelte er det muligt at skabe den overbevisning, at der her er et nødvendigt Guds krav at leve op til, hvis verden skal lykkes.
Et krav som, hvis det skal realiseres i livet, betyder en konflikt imellem jeg og du, fordi næstekærligheden altid betyder, at grænsen mellem en selv og næsten skal overskrides, på trods af hvad jeg i øvrigt matte have af tilbøjeligheder til at betragte mig selv som retfærdig og til at foragte alle andre.

Det kommende årtusinde må indse, at kristendommen har en opfattelse af næsteforholdet, som er bæredygtigt ind i en verden, hvor de gamle strukturer og konstruktioner er brudt sammen.
I den henseende kan det næste århundrede blive kristendommen store århundrede, hvor det løses fra den kulturelle tilbøjelig til at indgå i magtstrukturer og bliver selve fundamentet, hvorpå livet hviler.

Ellevte søndag efter trinitatis

Mig arme synder

Men vi kan ikke helt forlade dagens tekst uden at standse op ved historiens afslutning. For den, der i beretningen til syvende og sidst viste sig at være retfærdig, var ham, der som den eneste kommentar til sit liv kunne sige: Gud, vær mig arme synder nådig.
Her rammer vi endnu et grundlæggende forhold ved næstekærligheden.
I enhver teoribygning, som skal skabe samfund for mennesker, må næstekærlighed have en plads, det er kristendommnes syndspunkt, men det må også siges klart og tydeligt, at næstekærligheden er et krav, som ikke lader sig praktisere, og som derfor bliver til en dom. Dommen over levende og døde.

Her går det store skel mellem idealismen, som har været rigt repræsenteret i den vestlige kultur, og kristendommen.
I idealismen er den menskelige stræben mod idealet det gode i sig selv. Det gode er at have høje idealer, derved bliver man god.
I kristendommen er mennesket som mennesket nu engang fastlåst i sin selvkærlighed og dermed ramt af dommen over sig selv. Ikke desto mindre står det over for det Guds krav, som det modviligt og surmulende med slæbende skridt må tage på sig, hvis det vil være en kristen.

Kunne kærligheden praktiseres i sin absolutte form, hvis ellers man tog sig sammen, så ville vi ende der, hvor dagens tekst begynder, nemlig ved dem, som stolede på, at de var retfærdige, og som derfor foragtede alle andre

Derfor må forkyndelsen være en forkyndelse af; at der hvor næstekærligheden kommer til kort, må man standse op og sige som manden her: Gud, vær mig synder nådig, for kun på næstekærligheden og nåden kan troen og livet bygges.

 

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen