Ugens prædiken

26. maj 2002

Trinitatis

 

Dagens tekst

De elleve disciple gik til Galiæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogen tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Mattæusevangeliet kap. 28 vers 16-20.

Prædiken

Denne magtfulde afslutning på Mattæusevangeliet står som en overskrift og et forlangende, men også som et løfte over kristendommen fra dengang og til i dag.

"Døb dem og lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
"Døb dem og lær dem," det blev og er kirkens opgave dengang som i dag. Dåben er begyndelsen; dåben er indgangen. Uden dåb ingen kristendom.

Havde kristendommen været et etisk, moralsk system, som kunne føre mennesket frem til det gode liv, eller havde kristendommen været en livsfilosofi, som det kunne betale sig at følge, hvis man ønskede at leve i harmoni med sig selv og sine omgivelser, så havde det været nok, at der i dagens tekst havde stået: "Lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer," men sådan står der ikke.

Forudsætningen for det hele er som teksten siger: "Døb dem!"
Dåben er forudsætningen for kristenlivet. Dåben er begyndelsen.

Trinitatis

Sådan har det altid været

Som alle ting har en begyndelse, sådan er det også med kristenlivet, det begynder med dåben.
Livet begynder med dåben, vil nogen sige.
Andre kunne mene, at livet begynder med fødslen, men sådan har det ikke været forstået førhen - før i tiden begyndte livet med kristenlivet dvs. med dåben.

At blive et menneske

Måske opfatter vi i dag livets begyndelse som fødslen, men det er først i de seneste generationer, vi har fået denne opfattelse. Førhen forstod man i den kristne kultur, som man i øvrigt forstod det i de fleste andre kulturer, at mennesket først blev til et menneske, der hørte til blandt andre mennesker, i et samfund, i en gruppe, i en klan, i en slægt, når det gennem en eller anden indvielsesceremoni - en overgangsrite - var blevet optaget i samfundet, klanen eller slægten.

Indvielsen førte det ny væsen - hvis det da var et nyt væsen og ikke blot en forfader i ny skikkelse - fra at være et lille væsen frem til at blive et menneske. Indvielsen var nødvendig, for at det nye individ kunne komme til at tilhøre samfundet. Før indvielsen var det ikke en del af fællesskabet, så når man satte børn ud, gjorde man det, før de gennem indvielsen kom til at tilhøre fællesskabet. Det var derfor uden særlige problemer af etisk eller følelsesmæssig art.

Man kunne ikke i den fortid, som var vore forfædres, opfatte et menneske slet og ret som et selvstændigt individ, sådan som vi gør det i dag, det måtte have et tilhørsforhold, det måtte høre til et eller andet sted; det måtte i den kristne kultur være døbt ind i en sammenhæng. Ingen stod helt frit og alene. Sådan kunne man ikke være menneske.

Man kunne sige, at denne opfattelse sådan set også er rådende i dag. Ingen kan fødes i Danmark i dag uden at få et navn og et CPR-nummer. Et menneske kan ikke være til inden for landets grænser uden at have et navn og et nummer. Dette minimum af identitet og tilhørsforhold er et krav fra samfundets side. Hvis ikke det er opfyldt, er vedkommende ikke.

Hvad det var, der var blevet født, kunne man i gammel tid være usikker på. Og hvem, der i fødselsøjeblikket havde bemægtiget sig det lille væsen, kunne man aldrig vide.

Først når det var blevet døbt eller på anden vis optaget i slægten, havde man styr på, at det var et menneske, man stod over for.
Derfor blev det også inden for den kristne verden hurtigt magtpåliggende, at få børnene døbt så hurtigt som muligt efter fødslen, ellers kunne fremmede magter tage bolig i barnet, sådan som man lagt op i tiden mente om mongolbørn, som man anså for at være skiftinge.

Trolde havde taget det nyfødte barn op af vuggen og lagt sit eget barn i stedet. Man behandlede derfor mongolbørn med stor varsomhed, for at der ikke skulle ske ens eget barn noget, hvor det så end måtte befinde sig.

Trinitatis

Dåbsmagi

Var barnet levedygtigt kunne dåben vente til førstkomne søndag, men var det usikkert om barnet kunne leve, og det hændte jo, var der ingen tid at spilde. Hvis barnet skulle høre den kristne verden til og ikke leve i et farligt ingenmandsland, måtte det døbes, før det var for sent ganske som i dag.

Enhver, der vil tage vand i sine hænder og døbe i Faderes og Sønnens og Helligåndens navn, kan, hvis der er tale om en nøddåb, foretage en dåb også selv om den, der foretager dåben, ikke selv måtte være døbt.

I middelalderen og langt op i efterreformatorisk tid knyttede der sig mange spekulationer og overvejelser og også meget overtro til dåbshandlingen.

En jordemoder, der ikke mente at barnet, hun havde været med til at bringe til verden, ville kunne leve, havde, i mangle af vand, døbt barnet i Øl.

Da det viste sig, at barnet trods alle bange anelser alligevel var levedygtigt, fik forældrene efter grundige teologiske overvejelser besked på, at dåben var ugyldig. De måtte henvende sig til præsten og få barnet døbt med vand.

Man krævede også langt op i tiden, at barnet var fuld afklædt før dåben i kirken kunne finde sted. Præsten skulle undersøge det nøgne barn, for var man kommet til at døbe en dukke af voks eller træ, havde dem, der var i besiddelse af den døbte dukke, fået mulighed for at øve trolddom. Utallige var de forestillinger, der knyttede sig til dåben.

Kom man lidt guldstøv i dåbsvandet, ville barnet blive rigt, og var der flere børn, der skulle døbes samme dag, var det bedst at blive døbt først, for vande mistede sin kraft, hver gang et barn blev døbt.

Vi kan more os over disse forestillinger og finde dem primitive og fulde af overtro og gammel hedenskab og langt fra den kristne dåbstanke, men grundlæggende var der al magien til trods en klar forståelse af, at dåben førte frem til menneskelivet i samfundet, og at dåben var afgørende for barnets fremtid.

Dåben var en pagt, man ikke kunne stå uden for. Den var ikke menneskeværk eller blot et tomt ritual. Den var, som sakramente indstiftet af Gud. En nødvendig tilsigelse af syndernes forladelse, som mennesket ikke kunne leve foruden.

Det vidste man, og troede man.

Trinitatis

Hvad er dåben

Kirken kæmpede både i middelalderen og i årene efter reformationen med alle disse forestillinger, og reformationens fædre søgte i skrift og tale at gøre dåben fri af denne trang til at tillægge dåben magi.

Men hvordan forklarede kirken da dåben.

Hvad sagde den om dåben, og hvordan forklarede den dåbens betydning. Kirken pegede på, at der i dåben ligger et menneskesyn. At den rummer en grundlæggende opfattelse af, hvad menneskets situation her i verden er. Mennesket udgangssituation er, at det er i konflikt med sin Gud. Har sat sig op imod sin skaber i ulydighed og trods. I dag ville vil vi sige, at mennesket er i modsætning til livet. Konflikter med livet.

Det hedder teologisk arvesynden og har intet at gøre med, at vi måske kører uden cykellygte eller kan have tilbøjeligheder til at tømme aktieselskaber.

Den frie vilje

Det er den frie vilje, som den er skildret ikke mindst i syndefaldsberetningen, der giver problemet.
Den frie vilje sat op over for det ansvar, der ligger i klart at kunne skelne mellem godt og ondt. Det kan mennesket nemlig godt - skelne mellem det gode og det onde.

Det moralske kan det måske knibe med, men det er nok heller ikke så vigtigt. De moralske overvejelser går i almindelighed på, hvad man nu engang bør og gør og bør gøre og er under stadig ændring, men med de etiske overvejelser er det langt vanskeligere. Her træder ansvaret frem med en tyngde, vi slet ikke kender i moralen.

Den etiske overvejelse og beslutning i valget mellem det gode og det onde bringer os gang på gang i konflikt med os selv. Du må ikke lyve. Du må ikke stjæle. Du må ikke begære det, der hører din næste til!

Og hvad gør man så, når man har løjet, stjålet og begæret?

Eller som Paulus siger i sit brev til menigheden i Rom: Det gode som jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Her tænkes ikke på menneskelig smålighed og uærlighed, men på den modsætning som mennesket kan bringe sig selv i, og som hurtigt kommer til at indbefatte Gud, som det udgangspunkt eller den instans, hvorfra ansvaret kommer.

Man kan mene anderledes om mennesket. Man kan synes og mene, at mennesket er hverken godt eller ondt, men at det er underkastet livets tilfældigheder, og man kan i denne forbindelse diskuterer arv og miljø. Men kristendommens har besluttet sig i den sag!

Syndefaldsberetningen er den nødvendige fortælling, der redegøre for, hvordan tingene hænger sammen, når det etiske grundvilkår mellem det gode og det onde skal skildres.

Her er syndefaldsberetningen nødvendig, for man kan ikke tale om etik uden at give eksempler, og eksempler kan kun gives gennem fortællinger, igennem det vi kalder myter.

Trinitatis

 

I kristendommens forståelse og beskrivelse af mennesket, har mennesket et trodsigt forhold til det liv, det skal leve og til det ansvar, det ikke kan komme fri af, hvis det vil den frie vilje bare i mindste måde.

Det er i denne trodsighed, i denne vekslen mellem had og kærlighed til livet, at mennesket har brug for at diskutere tingene igennem og få nogle udsagn, der ikke er dets egne. Det er det, der hedder Gud.
At få nogle udsagn, der ikke er ens egne.

Mennesket vil sig selv; er indkroget i sig selv, siger Luther om dette menneskeliv. Mennesket elsker sig selv mere end noget andet væsen.
Det er synd. Det er synden i menneskelivet.

Denne synd tilgives i dåben. Ikke sådan forstået at den forsvinder, men sådan at den ikke længere tilregnes. For nu at bruge både Luthers og Augustins ord. Det er menneskets modsætning til og trodsige forholden sig til dets eget liv og til de andres liv, der ophæves i dåben.
Det fejlslagne liv genoprettes.

Livet er en etisk opgave

Også når vi er gået gennem dåben, er livet en udfordring, som vi tager op og løser hver på vores måde, og dåbens udgangspunkt som syndernes forladelse, er for den døbte en stadig tilbagevendende spekulation, forkastelse og antagelse. Ingen går fri for at tage livets vanskeligheder og problemer op. Og alle må vi løse dem på den ene eller anden måde.

Nu er det sådan, at jeg egentlig ville have prædiket om det andet forhold i denne dåbsbefaling i dagens tekst. Det med at gå ud i alverden og gøre alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer.

Jeg ville have prædiket om det ansvar og dermed den etik der ligger i dette den kristne kulturs krav på verdensherredømmet, og om hvordan vi i dag i vor indkrogethed løser denne opgave, men det må blive en anden gang.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen