Ugens prædiken

24. juni 2001

Anden søndag efter trinitatis

 

Jesus sagde:

"Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid."
Lukas 4:6-24

"VÆRSGO, så er der serveret!

Et yndlingsmotiv hos Lukas er måltidet. Jesus spiser sig gennem evangeliet. Snart er han gæst hos en tolder, snart hos en farisæer." Sådan stod der at læse i Præsteforeningens Blad for år tilbage.
Et yndlingsmotiv hos Lukas.
Det er ikke nogen bebrejdelse mod Lukas.
Hvem han så end var, havde han stor forståelse for betydningen af det fællesskab der knytter sig til måltidet, og han tager det med rette som udtryk for den fornemste udformning af det menneskelige fællesskab.
Dagens tekst om det store festmåltid, hvor det er de vanføre, blinde og lamme, der sidder med ved bordet, placerer således endnu engang Lukas som evangelisten med den sociale forståelse, der gerne tager de underprivilegeredes parti og ofte ser dem som en gruppe, der har en særlig plads i Gudsriget.

Anden søndag efter trinitatis

Måltidet

I samtidens jødiske miljø havde måltidet en særlig karakter. Man spiste kun med ligemænd, og indbydelsen til at deltage i et måltid var udtryk for, at man var accepteret og hørte til i de rigtige kredse. Måltidet var rent, hvis alle tilhørte kredsen og havde den rette status, mens et element af urenhed ville brede sig, hvis uværdige personer sad med ved bordet.

Det er tekstens overraskende og chokerende udgang, at de rigtige er indbudt, dem med ejendom, formue og indflydelse, men at selskabet ender med at bestå af vanføre, blinde og lamme.
Jamen er det da ikke godt?
Næh det er det ikke, set ud fra samtidens opfattelse, for de vanføre, blinde og lamme havde netop fået deres skæbne som udtryk for guds straf, og folk, som Gud har lagt sin straf på, sad man ikke til bords med.

At spise er et fællesskab

Det menneskelige fællesskab i måltidet rækker langt ud over det jødiske samfund og for den sags skyld alle de andre samfund, som Lukas havde kendskab til. Fællesskabet omkring måltidet er et alment og globalt forhold og ligger som et bærende element i alle kulturer til alle tider.

Vi kender også til det i dag

Når man modtager en middagsinvitation er det en æresbevisning. Man er inviteret, man er fundet værdig, man tages med på råd.
Man regner med os.
Ja vi taler lige frem om at den og den er sammenspist, som udtryk for, at der er tale om et fællesskab.
Den største fornærmelse kan på den anden side demonstreres ved, at man tager sin tallerken og flytter hen til et andet bord, når en eller andet uønsket person kommer og sætter sig med sin mad ved bordet måske oven i købet efter at have spurgt, om der er plads.
Fællesskaber besegles ved fællesspisning, og modsætninger demonstreres ved, at man inviterer nogle bestemte personer og undlader at invitere andre. En ting er at blive modtaget på rådhuset, så er man byens gæst, men siden antikken har det været en om muligt endnu større hædersbevisning at blive bespist på Rådhuset, dengang som i dag.

Anden søndag efter trinitatis

 

Vi kender godt til det forhold, at det egentlige fællesskab mellem mennesker er måltidfællesskabet med god mad på bordet og cigarrøg under loftet.
Ja man kan ligefrem nå til, at man udbringer skåler på hinandens lykke og held, og at dele sin madpakke med den anden er udtryk for agtelse og sand næstekærlighed. Fællesskabet ligger i de ord, vi godt kender og bruger: "Vil I tage til takke med, hvad huset formår, så sætter jeg lidt mad på bordet!"
Så bliver det et festmåltid, som vi sent glemmer. Ikke på grund af retternes mangfoldighed og overdådighed, men på grund af det fællesskab, der opstår omkring de simple retter.

De første kristne spiste sammen - men....

Fra det nytestamentlige skrift Apostlenes Gerninger ved vi, at det i menigheden på et tidligt tidspunkt var blevet en del af det kristne fællesskab, at man spiste sammen, men vi ved også at den gode skik med fællesmåltider udartede i menigheden i Korinth, og at Paulus i sit første brev til menigheden måtte udtale fordømmende ord over dem.

"Når I kommer sammen, er det ikke Herrens måltid, I holder, for enhver tager straks for sig af sin egen mad, og en sulter, mens en anden drikker sig beruset."

Det siger han og er forarget, for det er ikke Herrens måltid, I holder, og der er intet fællesskab i den adfærd.

En næsten evangelisk fortælling, har vi i historien om Babettes gæstebud.
Hun er kommet som fremmed til egnen og er blevet modtaget, som var hun en af deres egne.
Fra det meget fjerne får hun en arv og ved ikke af at sige tak på en bedre måde end at bespise sin næste med et overdådigt måltid.
Jo måltidfællesskabet flytter på noget her i verden.

Nu var der en mand

"Nu var der en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange," siger teksten til i dag, men de undslog sig alle. Det er en fornærmelse imod værten.
Her er tale om timelige bekymring og om en optagethed af denne verdens goder og fornøjelser som, når de bruges som undskyldninger til ikke at deltage i festen, er en fornærmelse mod den, der har sendt indbydelse ud.
Derfor bliver de fattige, vanføre, blinde og lamme indbudte sammen med denne verdens lazarusser til det store festmåltid.

Teksten har to pointer

Dels det at de travlt optagne undskylder sig, dels at det er de arme, der kommer til at sidde til bords ved festen.
Lukas har listet sit sociale budskab ind i historien.
Gudsriget er for de fattige, de vanføre, de blinde og lamme og det er chokerende, for det er jo ikke dem, der bær verden endsige har verdens opmærksomhed.

Anden søndag efter trinitatis

 

Alle er indbudt, for også de, der har fem par okser eller lige købt en mark eller lige er blevet gift, er blandt dem, der har modtaget invitationen, men til syvende og sidst er det ikke dem, Gudsriget bliver befolket af.
Man har sagt, at kristendommen vender tingene på hovedet, og her kan det vel meget passende være en karakteristik af Lukas og hans fortælling om det store gæstebud, at den vender tingene på hovedet.

Lignelser

De fortællinger vi almindeligvis kalder lignelser, fortæller altid om Gudsriget, og så godt som altid giver de en chokerende beskrivelse af, at Gudsriget er lige det modsatte af, hvad man skulle vente, når man tror sig sikker i at vide, hvordan alting ser ud både i menneskeriget og i Gudsriget.
På den måde er lignelserne altid provokerende. Man ville gerne have at Gudsriget skulle være for de retfærdige, men det er det ikke, det er for toldere og syndere og dem der bedrager. Man ville gerne have, at Gudsriget skulle være for den rige, smukke og pæne, men det er det ikke, det er for de fattige, vanføre blinde og lamme.
Gudsriget er det modsatte af, hvad vi kender til. Det er bl.a. det interessante ved Gudsriget, for tænker man efter, må den stærk provokerende tale om, hvad Gudsriget er, uvilkårligt sætte spørgsmålstegn ved vante forestillinger og give alvorlig stof til eftertanke.

Hvorfor er verden og livet som det er og kunne det være anderledes?

Gå hjem og se efter
Så går vi da hjem og ser efter i skålen, om der ligger en invitation og venter. Jo det gør der da. Der ligger et kort.

Jamen jeg gider ikke sidde til bord med hvem som helst, der må da være en grænse for, hvad man skal udsætte sig for.
Har de manerer?
På den anden side - måske skulle jeg trodse Lukas, når han siger at "Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.

Jeg kommer.
Jeg siger ja til invitationen og møder op, velvidende at jeg kommer til at sidde sammen med, ja I ved godt, hvem jeg kommer til at sidde sammen med.

Anden søndag efter trinitatis

Sådan er det i Gudsriget

Jeg kan risikere, at få vinen galt i halsen af bar forfærdelse over, hvem jeg kommer til at sidde sammen med. Sådan er Gudsriget.
Gudsriget er fuld af forfærdelse, fuld af overraskelser, fuld af anderledeshed. Gudsriget er, når vi tager denne verden og gør den helt modsat eller forskellig, som når der til eksempel er lighed mellem dem, der har fem okser eller ejer en mark og så de fattige, vanføre og lazarusserne.
Gudsriget er, at alle denne verdens forskelligheder, som vi elsker og gør os til af, er gjort til ligheder for Jesu Kristi skyld.

Det er svært at forstå, at livet kan tænkes at være så anderledes end sådan, som vi tænker og mener, at livet er, men det er det, Lukas siger, for hans sociale budskab er jo ikke socialt i vor forstand. Det er ikke et program, der lindre på den sociale urimelighed.
For Lukas er det sociale, at der i Gudsrige-fællesskab, er den lighed, at der ingen personanseelse og forskel er. At der ingen forskel er andet end at alle ting er anderledes.
Det kan vi til nød forstå, når taler er om Gudsriget, men at verden kunne være anderledes, at krig kunne være fred, at sult kunne være mæthed, at had kunne være kærlighed, det har vi ganske anderledes svært ved at forstå endsige arbejde på.

Til syvende og sidst er det afgørende måske ikke, om vi er indbudt til festmåltidet, for det ved vi jo, vi er, måske er det afgørende, hvorvidt vi giver en hånd med i forberedelsen af festen.
Det kunne være os der gik ud og indbød de fattige, vanføre, blinde og lamme til at sidde til bords med os i en festlig sammenkomst for Jesu Kristi skyld.
Verden er stor nok, og der er nød nok.
Ingen behøver at spørge om, hvor de skal gå hen, og hvem de skal henvende sig til for at få afsat invitationerne, og så ville Lukas med rette kunne sige: *Se Gudsriget er midt iblandt jer.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen

Se Gudsriget er midt iblandt jer. Lukasevangeliet kap. 17 vers 21.