Ugens prædiken

24. februar 2002

2. søndag i fasten

 

Dagens tekst

"Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I diskuterer med dem?" Og en fra skaren svarede ham: "Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke." Da udbrød Jesus: "Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!"
Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: "Hvor længe har han haft det sådan?" Han svarede: "Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os." Jesus sagde til ham: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror." Straks råbte drengens far: "Jeg tror, hjælp min vantro!"
Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: "Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!" Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: "Han er død." Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: "Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?" Han svarede dem: "Den slags kan kun drives ud ved bøn."

(Markus kap. 9 vers 14-29)

Åndernes magt

Vi lever i en rationel tid. Alligvel er troen på ånder og dæmoner vendt tilbage. Selvom om nogle måske undrer sig, så er det ganske vist.
Under stor opmærksomhed kunne man i efteråret på i fjernsynet på TV2-zulu i programmet Åndernes Magt se hvordan en præst fra folkekirken og hans kone forsøgte at uddrive en dæmon af en ung mand. Han havde selv prøvet andre ting, og havde også fra en Psykiater på Ålborg sygehus fået papir på at han ikke var psykisk syg. Man havde også konstateret hans anfald af "besættelse" eller hvad det nu var - man havde ikke kunnet helbrede manden eller give ham en diagnose.

Manden selv og hans kæreste var overbevist om at han var besat af en dæmon, og de var kommet i kontakt med førnævnte præst, som kom og forestog en eksorcisme - en dæmonuddrivelse. Det var filmet meget dramatisk, og de anfald manden havde var til tider også ret voldsomme.
Der blev læst forskellige bønner og under påkaldes af Jesus Kristus blev dæmonen forsøgt uddrevet. Der blev også stænket indviet vand på manden og på huset og flere andre ting.

På forhånd var sagen anskuet udfra et funktionalistisk synspunkt - det handlede om at få manden helbredt. Så vidt jeg husker lykkedes det ikke, - i hvert fald ikke helt. Jeg havde også selv forventet en sådan funktionel uddrivelse, hvor den onde ånd eller sygdom under riv og slid havde forladt manden, men præsten med håndspålæggelse eller med fremstrakt kors befalede ånden at fare ud. Ligesom Max von Sydow gjorde i filmklassikeren Eksorcisten. Men det skete altså ikke. Der var i hvert fald ikke tale om sådan ren helbredelse.

 

2. søndag i fasten

 

Det kom også bag på mig, at præsten og hans kone brugte meget tid på det jeg ville kalde almindelig sjælesorg. Det talte med manden i de perioder han ikke var besat og forsøgte at afdække hvad der kunne være af sorg og psykiske knuder i hans sind og hvilken relation dette kunne have til hans historie. Og de fandt ud af en del. Der var et stærkt problematisk forhold til en tidligere kæreste, en tid han havde haft det meget dårligt, og der var også satanistiske elementer. En del ting, tøj og breve fra den tid bliver så lidt spektakulært for åben skærm båret ud af huset og smidt ud.Men stadig var fokus på mandens helbredelse for sine plager. Man fik det vist lidt bedre, men helt helbredt blev han ikke.

Virker det?

Og hvor vil jeg hen med det?
Ja, det synes jo ret oplagt at knytte til ved dagens evangelium. Dagens tekst kunne fuldstændig kontinuerligt og uden brud sættes som kommentar til denne episode. Præsten og hans kone som forsøgte at helbrede, er ligesom Jesu disciple, som må give op. Alt er muligt for den som tror, men hverken præstens eller mandens tro var stærk nok.
Desværre mangler vi Jesus.
Og det er nok det store problem, når man anskuer helbredelse og dæmonuddrivelse på den funktionalistiske måde. Problemet er for mig at se ikke at nogle bliver helbredt på mirakuløs vis, men problemet er, at ikke alle bliver helbredt. Det kan nemlig hurtigt falde tilbage på de syge - at det er fordi deres tro ikke er stærk nok. Alt er muligt for den som tror. Så får den syge det nederlag og den skyldfølelse at bære på oven i den plage som selve lidelsen er. Eller også mister den syge troen. Enten troen på healeren eller troen på Gud eller begge dele.

Tro og mirakler

Men hvad så med alle de gange, hvor der finder en mirakuløs helbredelse sted? Vi nogen indvende. Er det så ikke et bevis på Guds kraft?
Nej, det mener jeg ikke. Det er ikke et bevis på andet end, at der sker ting som videnskaben ikke kan forklare. Men hvilken kraft der egentlig er på færde i helbredelsen, det kan næppe bevises. Og hvorfor er det så vigtigt? Er det ikke netop et udtryk for en usikker tro, hvis den har brug for mirakler og undere til at støtte sig på. "Det er en vantro slægt som kræver tegn" Som Jesus citeres for et andet sted.

Dertil kommer jo så, at det vil ikke kun er ved kristne ritualer og bønner, at der gives uforklarlige helbredelser. Det forekommer indenfor mange kulturer og religioner, og kan derfor ikke være et bevis på kristendommens sandhed og ej heller på den særlige guddommelighed.

2. søndag i fasten

Det centrale i teksten

Jeg vil mene, at der ikke er en nogen direkte vej fra teksten til os, hvis vi forstår den på den naive måde, at helbredelsen er det centrale. Eller som jeg sagde før, hvis vi fokuserer på det funktionelle. Hvis beretningerne om Jesus blot var dokumentariske beskrivelser af helbredelser som havde fundet sted for et par tusind år siden, tror jeg næppe det var blevet til en verdensomspændende religion.

Men helbredelsesberetningerne er spektakulære og netop deres dramatiske iscenesættelse af vores værste forestillinger og vores højeste håb, som er lidelsen og befrielsen fra den.

Netop det at man på meget kort tid går fra forkrøbling, plaget og lidende til sund, rask og restitueret er jo noget alle kan identificere sig med. Sygdom og helbredelse er ligesom forbrydelse og straf til hver en tid godt stof. Tænk blot på, hvor populære tv-serier om hospitaler er.
Men denne fokus på det funktionelle og det magiske er det som narrer os. For det afgørende i teksten er ikke helbredelsen.
Det afgørende er omstændighederne og detaljerne. Især tro og vantro.

De er alle vantro

Det begynder jo med at Jesus, da han hører om problemet beklager sig over "Den vantro slægt" - "..hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?.."

Det er jo noget mærkeligt noget at sige. For har de gjort noget forkert. Den syge og hans familie er jo sagesløse og disciplene har gjort hvad de kunne. Alligvel er mesterens kommentar at de er vantro - hele bundtet.

Så kommer drengens far ind i billedet og han er fuldstændig desperat - han har lidt under og med sønnens lidelser og sikkert også med den skam, som den slags lidelser var forbundet med den gang. Formetlig er der ikke tal på de læger og healere han har konsulteret og han er ved at miste håbet. Alligevel har han hørt om Jesus og stønner nu sin bøn "Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os"

Så kunne Jesus jo godt have helbredt manden. Men i stedet træder han lidt på ham og gør alt det som jeg har lært man som sjælesørger ikke skal gøre. Han udtaler den helt utroligt hoverende sætning: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror"

Jeg mener tænk nu, hvis det var gået galt. Tænk hvis drengen ikke var blevet helbredt. Så havde det for alvor set sort ud, både for drengen, faderen og for Jesus. I stedet for uddrivelsen af den onde ånd var havde vi fået kristendommens uddrivelse af verdenshistorien endnu før den var blevet til.

Ikke tro, men et sort hul

Og faren på sin side. Tror gud hjælpemig, at Jesus forlanger at han skal anstrenge sig for at tro på sagen.

Og der er jo intet han ikke vil gøre for sin søn, så derfor anstrenger han sig og udtaler "Jeg tror" - Og han siger det næppe med en rolig og afklaret stemme som jeg. Han formentlig halvt stønner, halvt råber "Jeg tror" - og han hører selv hvor hult det lyder. Han hører hvor lidt dækning han egentlig har for de ord. Derfor kommer det - uvilkårligt - uden at han kan standse det, fra hans inderste "..hjælp min vantro". For han har jo ikke selv noget at komme med, han har intet - der hvor den pæne tro skulle være har han et stort mørkt hul.

Og først der skrider Jesus til handling og klarer ærterne. Exit den urene, stumme og døve ånd.

2. søndag i fasten

Jesu tro

Men hverken hos den nysgerrige skare, hos disciplene eller hos faderen er der stærk tro. Disciplene har måske troet på sig selv, troet på at de kunne. Det tyder deres afsluttende spørgsmål på, men den tro havde ikke noget at holde sig til.

Manden forsøgte som før nævnt også at præstere en stærk tro, men det endte med en bøn om at hjælpe hans vantro.
Og helbredelse kom altså fordi Jesus var til stede. Fordi han som den eneste havde en tro der var stærk nok.

Det er den tro vi har at holde os til. Ikke vores egen tro. Men hans tro.

Men den tro Jesus havde og som aldrig svigtede når det gjaldt andre fortabte og lidende vantro, den tro førte ham ikke til helbredelse og glorværdig sejr. Han egen tro førte ham i døden. Og i den samme tro berettes det, at han opstod igen fra de døde.

Men dermed fjernede han ikke døden fra verden. Jesu opstandelse fjernede ikke alle problemerne og Jesu tro og de ord vi har om denne tro, fjerner heller ikke os fra denne verden, hvor der er død og lidelse.
Men de giver os ord og handlinger at holde fast ved trods vores vantro, trods selvtilstrækkelighed, trods angst, trods døden og alt hvad der adskiller os fra fred og kærlighedens fællesskab.

Det er måske ikke meget, men det er helligåndens fælleskab - et trosfællesskab af vantro, lidende og fortabte. Et fællesskab hvor også det som ikke er funktionelt har plads, et fællesskab hvor der er plads til alt det mislykkede, de mislykkede børn, de mislykkede forældre og ikke mindst de mislykkede disciple.

Amen

Nicolai Halvorsen