Ugens prædiken

21. april 2002

3. søndag efter påske

 

Dagens tekst:

Jesus sagde: "En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig." Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: "Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Og : Jeg går til faderen?" De sagde altså: " Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om."
Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: "I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et mennske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingens skal tage jeres glæde fra jer."

Johannesevangeliet kap. 16 vers 16-22.

Prædiken

"Hvad er meningen med det han siger til os?" "Vi forstår ikke, hvad han taler om!" To fremtrædende og vigtige udtalelser i dagens tekst.
Disciplenes uforstand understreges yderligere af, at Johannes siger, at Jesus vidste, at de ville spørge ham om, hvad det betød, det han havde sagt til dem.

Vi er heldigere stillet for vi ved, hvad dagens tekst handler om.
Kort før det hele bryder sammen for disciplene og kvinderne, og de alle bliver grebet af den store angst, taler Jesus til dem om det, der skal ske.
Jeg skal forsvinde en kort tid, siger Jesus til dem, og fordi I ved, at jeg er død skal i sørge, mens mine mordere jubler.
Men jeres sorg skal blive til glæde, når I møder mig efter opstandelsen, og så skal ingen kunne tage jeres glæde fra jer.
Det bedste billede Jesus ved at bruge om det, der skal ske, er billedet af kvinden, der kender den store smerte og den store glæde, når hun bringer sit barn til verden

Vi forstår!

Også dette eksempel kender vi og forstår vi, så teksten rummer ingen vanskeligheder for os. Vi ved at det er opstandelsen Jesus taler om.
Vi forstår godt dagens tekst, som vi forstår alt muligt andet her i livet. Vi kalder os selv og hinanden oplyste og mener netop dermed, at vi forstår.
Vi opdrager og uddanner hinanden til at forstå - uden at det nødvendigvis betyder at vi viser forståelse - ofte er det nok at forstå.
Vi er en verden af mennesker, der forstår, og det vi ikke forstår, det kasserer vi, eller går vi let hen over; opgiver vi.

Vi kan dog godt - uden at vi har villet det eller uden, at vi har kunnet undgå det - løbe ind i noget som får os til at sige som disciplene: "Hvad er menigen - vi forstår ikke", men så gribes vi også af fortvivlelse og angst ganske som disciplene, der mistede meningen med at være disciple, da ham, de var disciple for, ikke længere var iblandt dem.
Men almindeligvis forstår vi "alt", og det giver vi os tilfreds med.

"Jeg forstår godt du er glad!" kan man deltagende sige til én, der viser sin glæde.
Det er lykkeligt overstået. Det gik godt trods alt. Du har nået dine ønskers mål.
Heldet smilede til dig.
Jo, jeg forstår godt, du er glad!
Jeg ved jo, hvad det er, der er hændt dig.
Men forstår jeg glæden?

3. søndag efter påske

Glæden

Vi kan ikke sprogligt sige: "Jeg forstår glæden!"
Glæde eksisterer ikke uden i relation til et eller andet. Det må være glæden over et eller andet - glæden på grund af noget - jeg forstår.
Det er den følelse af opstemthed, som følger på et overraskende heldigt udfald eller et andet menneskes positive, kærlige tiltale, man forstår.
Her følger glæden som et resultat af noget, og den er til at forstå, men derudover eksisterer glæden ikke.
Glæden er en relation, glæden er ikke en grundtilstand i mennesket.
Glæden er relativ.
Han fik et tungt liv, men han tog det let.
Det klarede hun jo let, nej for hun tog det tungt.
Glæden er relative relationer.

Alligevel er glæden en del af min virkelighed, når det gode liv bliver godt og mine behov er dækket i en sådan grad, at min utilfredshed er undertrykt, og mine aggressioner er faldet til ro for en stund.
Sådan kan vi tale om glæden i dag i en let psykologisk udformning og på en for alle forståelig måde.
Men det er ikke den glæde kristendommen og dermed dagens tekst taler om.

Kristendommens glæde

Det, disciplene ikke forstår eller begriber, er, hvad det er for en glæde, de skal fyldes af, og hvordan denne glæde skal have den helt specielle kvalitet, at ingen kan tage den fra dem igen.
Det er ikke den behovsorienterede, psykologiske, lykkehjulsglæde, vi her taler om; den glæde kender vi. Kristendommens glæde er en anden glæde, som måske ikke kan forstås, men nok begribes, og når kristendommen peger på glæden, som det sker i dagens tekst, så er det netop for, at man skal kunne begribe glæden vel vidende, at den ikke kan forstås, men nok begribes.

At begribe glæden betyder at tro, at den kristne glæde knytter an til håbet og til kærligheden. For netop i kærligheden og håbet begriber man, hvad glæden er.

Hvis man - som allerede sagt - skal forstå glæden, kan det kun ske ved, at man ser glæden i relation til de ting i verden, man er glad for, så er det blot ikke glæden, men tingene, der fylder en. Derimod at begribe glæden er at begribe eller gribe den som håb og kærlighed, der fylder en, uden at man ved hvorfra den kommer.

Jesus siger til disciplene, at deres uforstand og kommende fortvivlelse, skal blive til et håb og de skal få ny kraft. Håbet er troens første skikkelse, og er i alle livsens forhold det, der bærer igennem.
Et liv uden håb er ubærligt.
Det er interessant, at vi, som går igennem livet og forstår alle ting, over for os selv må indrømme, at det, der holder os i gang, er håbet.

At begribe håbet er at indse og leve i tiltro til, at håbet udfolder sig i kærligheden og at forstå, at denne kærlighed, som er kristendommens grundvold, tager sin begyndelse i Gud kærlighed. I at Gud elsker verden.
Håbet er i kærligheden.

3. søndag efter påske

Vi elsker vor venner

Som mennesker i verden elsker vi dem, der elsker os. Det er en gammel sandhed og en uanstrengt selvfølgelighed.
Selvfølgelig elsker jeg dem, der elsker mig.
Men med den kristne kærlighed forholder det sig anderledes. Der elsker jeg næsten, fordi der til hende eller ham er knyttet det samme håb om frelse, som jeg selv nærer. I kristendommen er næstekærlighed ikke en sentimental medlidenhed med næsten, fordi denne er i nød.
Næstekærlighed er respekten for Guds plan om frelse for næsten såvel som for mig.
Derfor er det heller ikke rigtigt, når man ofte hører folk sige, at man ikke kan elske næsten, med mindre man elsker sig selv.
Det der skal siges er, at man ikke kan elske næsten, medmindre man elsker Gud og respekterer hans plan med næsten.
Her er ikke forskel på høj eller lav,mand eller kvinde, træl eller fri, som Paulus siger.
Alle er vi ét i det håb, der handler om frelsen, og hvis inderste fylde er en glæde, som ikke kan tages fra os.

Forsoning

Dette håb, denne glæde tvinger min kærlighed til at nå alle med tilgivelse og kærlighed, men verden er ikke særlig god til at tilgive.
Der er mangt og meget verden ikke tilgiver. I det forhold er verden strengere end Gud, og tilgivelsen kun det halve, og vi bliver aldrig færdig med den - tilgivelsen.

I dag hvor uforsonligheden i det mellemste østen forfærder os, og har bragt verden i fare, er tilgivelse og forsoning, det eneste middel mod ødelæggelsens vederstyggelighed. Der findes ingen militær løsning, hvis man da ikke vil kalde den totale udslettelse en løsning og mene, at man med sin samvittighed i behold kan leve med en afslutning af denne karakter. Her må vi over for vore jødiske og muslimske brødre prædike et kristent budskab om tilgivelse og forsoning. Det er kristendommens svar til en verden fuld af had og angst, når den spørger, hvor mange gange den skal tilgive sin bror. Syv gange syv, gange syv, gange syv gange skal du tilgive din bror, siger Herren, og til den blodtørstige imam kan det passende lyde, at så kan den der er syndfri passende kaste den første sten.

I verdens sprog kan jeg stille mig op og råbe: "Elsk mig for, hvad jeg er!" Og bliver der så stille og tavst omkring mig, er det måske fordi, jeg har bedt verden om en tilgivelse, der er større end den, den ikke særlig tilgivende verden kan klare.
Elsk mig for hvad jeg er, er en bøn om hjælp .
Er et nødskrig fordi håbet og glæden har forladt mig, og jeg føler mig så sølle, at jeg må bede verden tilgive mig.

3. søndag efter påske

 

Jesus stod ikke op over for disciplene og verden og sagde elsk mig som jeg er. Han bad ikke verden om tilgivelse, men bad Gud om at tilgive verden.

Og i dagens tekst siger han til de uforstandige disciple: Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerter glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer."
Der fik de glæden beskrevet og håbet grundlagt.
Han skal komme igen og glæden skal vare evig.

Det er en flot gave, der her rækkes disciplene, men det er også en grundlæggende kristen beskrivelse af, at kærligheden og håbet nødvendigvis er knyttet sammen og er hinandens oprindelse og forudsætning, og at de to kun kan leves ud gennem tilgivelsen og forsoningen.

Disciplene stod ikke frem og sagde: "Elsk os for, hvad vi er".
For Jesus havde sagt til dem: Det er ikke hvad I er, der tæller, det er hvad Gud igennem mig engang vil gøre jer til, der er det afgørende. Hans tilgivende nåde.
Derfor stod de frem og sagde: Elsk os for Jesu Kristi skyld, elsk os for hvad vi engang vil blive, når vi ser ham, som han er.
Vi finder frelsen i håbet, elsk os som dem, der finder borgerskab i himlen. Elsk os som forældre elsker barnet, som Gud i himlen elsker mennesket, elsk os for håbets skyld.

Således er det godt at forstå verden og kende glæden, men det er livet om at gøre at værne om håbet om tilgivelsens nåde, for det er troens første skikkelse.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen