Ugens prædiken

20. maj 2002

2. Pinsedag

 

Dagens tekst

Jesus sagde: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: "Alle skal være oplært af Gud." Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.

Joh.6,44-51

Prædiken

Der er en fælles tone over dagens to tekster.
Den hellige lektie, der er hentet i Apostlenes gerninger, samt dagens tekst hentet i Johannesevangeliet.
I begge tekster tales der om, hvordan det er Gud, Herren, Faderen, der skaber vækst i menigheden. Får den til at gro og vokse.

Hos Lukas i Apostlenes gerninger er bemærkningen til den store enighed og det voksende fællesskab der opstod i den første menighed, "at Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst", og i evangelieteksten til i dag siger Jesus i sin afskedstale til disciplene, at "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager ham!"
"Herren føjede hver dag nogen til!"
og
"Faderen drager!"
Begge tekster er enige om at det er Gud, der skaber troen. At det er Gud, der kalder på mennesket og giver det plads i livet.

Men dermed er ikke alt sagt om menneskelivet

Det er en kendt sag, at man både i det gamle testamente i den israelitisk - jødiske verden, samt på Jesu tid havde en opfattelse af livet og tænkte om verden på en måde, som tog udgangspunkt i skabelsesberetningen.
For Israelitterne var det en givet ting, at det var Gud Herren, Jahve, der havde skabt verden og menneskene og gennem sin indgriben styrede verdens gang og menneskenes liv.

Men Gud havde også, og det er vigtigt, givet menneskene en fri vilje, sådan som det kommer til udtryk allerede i fortællingen om syndefaldet, dengang Adam og Eva spiste af æblet og valgt vilkår for deres videre liv på jorden.

2. Pinsedag

 

Gud er den, der styrer verdens gang og menneskenes liv, men han gør det i et samspil med menneskene, som på deres side styrer deres eget liv på den måde, at de kan være i modsætning til Gud, trodse ham og overtræde hans bud eller være lydige mod ham og hans vilje. Deraf afhang deres vilkår her i livet, mente jøderne. Deres liv og færden blev afgjort af deres forhold til loven, der var Guds åbenbaring på jorden.

Der er altså ikke tale om en fatalisme, hvor alt er bestemt og planlagt af Gud, hvorefter menneskene blot må bøje sig under denne Guds bestemmelse.

Menneskene havde en fri vilje og måtte i kraft af den tage deres ansvar her i verden, og også på dette plan leve op til ordene i første Mosebog, hvor Gud siger til de første to af de mange: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!"

Det er ordene fra dette sted, der altid har lydt i den jødiske verden såvel som i den kristne verden. Ordene om friheden til at leve og handle som mennesker i denne gudskabte verden.
Det er gaven, menneskene har modtaget af Gud.
Friheden til at leve i verden og opfatte dette liv som en opgave, som en forpligtelse og ikke at ønske sig ud af verden, eller at finde at verden er et ondt sted, man skal flygte fra eller ud af.

På denne vis er livet en guds gave i betydningen en opgave.
Livet er rakt os, vi har ikke selv bedt om det, og verden er vores.
"Gør jer til herre over den og hersk over den", lyder ordene, og det har den jødisk-kristne verdens mennesker så gjort: hersket og gjort sig til herre.

Menneskets frie vilje kommer af et syndefald

Forholdet til Gud og forståelsen af verden er således ikke stort anderledes, når vi kommer til Jesu tid eller til de mange år og tider derefter helt frem til i dag.
Det er stadig Guds skabte verden, hvor menneskene lever i frihed, men under det ansvar som kommer af at mennesket, sådan som det fortælles i syndefaldsberetningen, lærte at kende forskel på godt og ond. For at leve i frihed betyder at man har ansvar og ansvar kommer af, at man har lært at kende forskel på godt og ondt.

Hvordan opdrages mennesket til at leve med den frie vilje i denne verden, som det selv er med til at forme? Hvordan lærer det at kende forskel på godt og ondt.

Jøderne siger det sker gennem loven. Gennem kendskabet til Guds lov og ved at følge denne lov til punkt og prikke. Alle moselovens 613 bud - både dem, der siger, at du må godt, og dem der siger, at du ikke må.

I kristendommen har Gud gennem Jesu liv og død knyttet mennesket til sig i en ny pagt, som betyder, at mennesket skal opdrages af evangeliet. Det evangelium, der klart og tydeligt taler om, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt i denne verden.
Det er ikke lovgivningen på Sinai bjerg, hvor Moses modtog lovens tavler af Guds hånd, vi her taler om, men derimod Gud tale til menneskene, mens han vandrede på jorden og døden på korset; det er denne tale, der viser at ansvaret er absolut.

2. Pinsedag

På samme tid fri og bundet

Friheden til at være alles træl, som Luther udtrykker det, rummer den dobbelthed, som hedder: at leve i absolut frihed og være bundet i et absolut ansvar. Det er kristendommen vanskelighed, kunne vi sige, og det er klart her problemerne opstår.

Problemet tegnes klart evangelierne igennem - tænk blot på bjergprædikens forlangende ord om at velsigne dem, der forbander jer, eller beretningen om den Barmhjertige samaritaner, eller historien om den fortabte søn.
Alle taler de om, at i forholdet til medmennesket - næsten, som det også hedder - eksisterer der et forhold mellem frihed og ansvar, som til syvende og sidst kun kan løses gennem tilgivelse, forsoning og nåde. Forholdet kan ikke løses gennem strid og krig, ufred og ondskab.

Evangeliet om Jesu liv og død bliver her udgangspunktet for forståelsen af, hvordan den frie vilje skal forvaltes for her i evangelierne findes eksemplet Jesus, ophøjet til Guds søn gennem det han gør, og det han siger, og det de gjorde ved ham.

Med Jesus er der sat et eksempel for, hvordan viljen skal bruges

I Johannesteksten til i dag siges det: "Alle skal være oplært af Gud. Enhver som har hørt og lært af faderen kommer til mig!"

Det er Jesu budskab, at menneskene skal forvalte friheden på en måde som klart viser, at de er oplært af Gud. Ikke at de er oplært af deres egne ønsker eller tilbøjeligheder; deres eget had og ondskab, griskhed og forfængelighed, men at de er oplært af Gud til kærlighed og nåde.

At de er oplært til at give og at modtage i alle livets forhold.

Det er en ny beskrivelse af mennesket og menneskelivet og dermed en ny beskrivelse af friheden - kristeligt set. Som Søren Kirkegaard siger det: at friheden er at ville noget bestemt og ikke det at kunne alt.

Da kirken opstod

Da kristendommen blev en institution.
Da den hellige almindelige kirke blev til den synlige kirke, forstod den budskabet om, at alle skal være oplært af Gud. Men da den anså sig selv for Guds repræsentant - midlertidigt - her på jord, følte den og forstod den katolske kirke opgaven som det, at kirken skulle opdrage menneskene.
Kirken blev den store opdrager.
Alle skulle være oplært af kirken.
Man kunne kun være rigtig oplært af Gud, hvis man var oplært af kirken.

Men som det er med al opdragelse, så medførte den en reaktion - et oprør. Oprøret er foregået over en lang periode, over mange år, men det se i dag tydeligt og klart.

2. Pinsedag

Opdraget af Gud !

Mennesket vil ikke opdrages af kirken som institution, men vil lære sin egen frihed at kende gennem Gud ord gennem Guds opdragelse.

Det skal måske indskydes, at netop Guds opdragelse, det at lære af Gud, sådan som vi finder det beskrevet i det nye testamente i beskrivelsen af Jesu liv og forkyndelse, og sådan som vi flere steder i Det gamle testamente får det fortalt, så er Guds opdragelse, at have lært af Gud om kærlighed og nåde og at kunne pege på at ens eget liv viser, hvordan den kærlighed og nåde har fulgt en livet igennem.

Troen er en kamp med Gud

Troen er her ikke den enkeltes intellektuelle eller følelsesmæssige udfoldelse. Troen er at kunne se, hvordan ens liv har været et liv med Gud og en kamp med Gud i et stadig arbejde med at leve sin frihed ud og i lige så høj grad at bære sit ansvar.
Den lærdom, der her er lagt frem, er en lærdom, som mennesket i en vis forstand har slidt sig til.
Ganske som i beretningen om Jakobs natlige brydekamp med ham han ikke ved hvem er, eller hvad hedder.

"Der var én som brødes med ham til morgengry; og da han så, han ikke kunne få bugt med ham, gav han ham et slag på hofteskålen; og Jakobs hofteskål gik af led, da han brødes med ham.
Da sagde han: "Slip mig, thi morgenen gryr!" Men han svarede, gjorde Jakob: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"
Så spurgte han: "Hvad er dit navn?"
Han svarede: "Jakob!"
Men han sagde: "Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel, thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!"
Da sagde Jakob: "Sig mig dit navn!" Men han svarede: "Hvorfor spørger du om mit navn?" Og han velsignede ham der."

At være oplært af Gud, er som Jakob her at have kæmpet med Gud og mennesker og sejret, derfor er der når det kommer til stykket ikke noget oprør for enden af denne opdragelse, for den er bragt istand ved en kamp, som er fysisk nær og kraftfuld, som drengen der i leg kæmper med sin far på græsplænen.

I denne kamp er der opdragelse og respekt begge veje,og opdragelsen giver ingen anledning til oprør. For opdragelsens inderste væsen er ikke at lære at adlyde, men at lære den frihed at kende, der bærer sit ansvar og fører til kærlighed og nåde.

Det er det, der ligger i dagens tekst, når det siges at "Enhver som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig!"

2. Pinsedag

 

Uden at have hørt og lært, uden denne kamp med Gud, uden at have spurgt "hvem er du", uden at have sagt "jeg slipper dig ikke før du har velsignet mig," kommer man ikke frem til Jesus.

Frem til den frihed, der ligger i kærligheden og nåden.

Kirken blev den store opdrager, og den krævede lydighed og respekt, men kendt også til hadet og tyranniet.
Det skaber altid problemer, hvis man tror, at man kan opdrage på Guds vegne.

Forskellen imellem at være oplært af Guds og at være oplært af mennesker ligge i at Guds oplæring er uden alle de menneskelige modsætninger, vi omgiver os med og som ofte fører til had.

Menneskenes oplæring består i at opstille modsætningerne. Modsætningen mellem dig og mig, modsætningen mellem had og kærlighed, mellem det gode og det onde, for sådan oplever vi, den verden vi er sat til at herske over; for sådan oplever vi os selv.

Evangeliet ophæver modsætninger

Evangeliets opdragelse er anderledes. Den består ikke i at opstille modsætninger, men i at ophæve modsætninger.
Det er således ikke svaghed og passivitet, når det hedder "Du skal elske dine fjender og velsigne den, der forbander dig".
Det er Guds oplæring. Fri for modsætninger fuld af ansvar. Det er evangeliets tale om, hvordan friheden skal forvaltes.

Igennem mange århundreder havde kristendommen talt om denne frihed, som mennesket var sat i, og som var livets krav og vilkår. Men en dag mente man, at forstå, at denne frihed ikke udsprang af at være oplært af Gud, men at den udsprang af den politiske virkelighed, der var menneskeskabt og underkastet den menneskelige vilje.

Frihed blev et politisk begreb.
Helligånden blev hjemløs på jord.
For Helligånden er netop den kraft og det mod, der ligger i at være oplært at Gud til frihed i kærlighed og nåde.
Men ikke blot Helligånden blev hjemløs på jorden og flakkede rundt som ænder i jagttiden, også kærligheden og nåden havde problemer.

Paterniteten var væk. Man glemte hvem der var far til friheden, og at friheden var et syndefald.
Men ikke blot friheden glemte sin oprindelse, også kærligheden og nåden følte, at deres oprindelse var ukendt.
Hvoraf kom de - kærligheden og nåden!
Hvis de ikke var et resultat af at være oplært af Gud, hvad var de så et resultat af.

Og så så de spørgende over på friheden og spurgte: "Hvorfra kommer du?" Kan friheden være barn af andre end kærligheden og nåden, ganske som kærligheden og nåden er børn af friheden.

Hvor skulle friheden, kærligheden og nåden ellers komme fra.

For at friheden ikke skal blive hjemløs og forældreløs på jorden, den jord som menneskene er sat til at underlægge sig, så må kristendommen med Gud Søn og Helligånd, holde fast ved at "Alle skal være oplært af Gud" ellers gives der ingen frihed.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen