Ugens prædiken

19. august 2001

Tiende søndag efter trinitatis

 

Dagens tekst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid." Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: "Der står skrevet: 'Mit hus skal være et bedehus' Men I har gjort det til en røverkuler Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at fa ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk.19,41-48

Prædiken

Jerusalem dengang - i dag

Det er vanskeligt at høre dagens tekst med dens foruroligende profeti om Jerusalems skæbne uden at komme til at tænke på situationen i dag med den voldsomme optrapning af konflikten mellem Israel og det palæstinensiske folk, en konflikt som vi kender så meget til og ved så lidt om.
Det er et sært forhold og en meget forvirrende virkelighed, vi så godt som dagligt hører, ser og læser om, en virkelighed som på ubehagelig vis viser os den ortodokse jødedoms kompromisløse bosættelsespolitik, der som et erobringstogt tager besat land i eje og lader rettet til at bosætte sig være begrundet i en fundamentalistisk læsning af det Gamle Testamente

Tiende søndag efter trinitatis

De gamle historier om Moses og Abraham

Det er de gamle elskede historier om Moses, Abraham, Isak og Jakob. Historierne om hvordan Gud lovede Abraham et folk, der skulle blive talrigt som havets sand og himlens stjerner og et land, der skulle flyde med mælk og honning, hvis folket ville følge hans bud og leve efter hans lov. Det er beretningerne om, hvordan folket efter at have vandret i fyrretyve år i ørkenen gik omkring Jeriko og fik murene til at vælte ved trompeternes lyd, og om hvordan de bosatte sig blandt kana´anæerne og måtte føre krige mod ammonitterne, moabitterne, edomitterne og mange andre, og om hvordan de satte sig op imod filisterne og tabte og vandt krige for endelig at blive frelst af drengen David, der med sin slynge fælde kæmpen Goliat.

Templet i Jerusalem

Man husker pludselig historien om kong Saul, der i sin skinsyge mod den unge David, kastede spyddet efter ham og på alle måder søgte at komme ham til livs, så han til sidst måtte flygte for hans vrede og gemme sig i bjergene, indtil tiden var inde, til, at han kunne overtage kongemagten efter den svigerfader, der hadede ham så vildt og inderligt. Og mellem utallige andre historier om Samsons styrke og filisterkvinden Dalila's list, om Salomons visdom og Dronningen af Sabas benovelse står beretningen om Davids belejring af Jerusalem og hans listige erobring af byen gennem vandledning og endelig den prægtige historie om hans sejrrige indtog i byen, hvor han dansede splitternøgen i spidsen for optoget, der sang og dansede, men også stønnede under vægten af pagtens ark.

Først fik den plads i åbenbaringsteltet, men senere bygge Salomon et tempel, som ikke havde sin mage i henseende til pragt og herlighed og som var lagt midt på det gamle helligsted på toppen af Sions bjerg.

Bosætterne

Når vi lytter til de unge og ældre i grupperne af religiøse bosættere, kommer vi til at tænke på alle disse historier fra Det Gamle Testamente, i kraft af at vi mener, at beretningerne tilhører den kristne tradition, Men for de religiøse bosætteres er beretningerne de dybeste og vægtigste argument i deres kamp for landet, og de mener at Gud har lovet dem landet, og at vi ved det lige så godt som de. Skal vi til at argumentere imod bosætningerne skal vi derfor tale imod Guds forjættelse til sit udvalgte folk. Vi skal foretage et opgør af den alvorligste karakter med vore grundlæggende religiøse fortællinger og påpege eller argumentere for, at deres fundamentalistiske forståelse af Det Gamle Testamente er at gå for vidt.

Tiende søndag efter trinitatis

Gud har ikke lovet sit folk det land. De har ingen ret til det. Det tilhører nogle andre, som de i bedste fald må dele det med efter nogle retningslinier, som ikke er udstukket af Den Retfærdige Gud, men af den yderst menneskelige institution FN.
De må indse, at det ikke er Gud, Jahve, Herren, de skal rette sig efter, men at det er det internationale samfund med FN i spidsen, der har det afgørende ord i denne sag.
Bosættelserne i de besatte områder må rømmes og Gud Herrens forjættelse stilles i bero, ellers er der ingen mulighed for fred i området, og fred i området er, hvad det internationale samfund ønsker i Mellemøsten såvel som på Balkan, i Nordirland og hvor som helst, det måtte tjene det internationale samfunds at freden hersker.

Vi bryder os ikke om det fundamentalistiske element, som ikke kender til kompromis og forlig, som så på den anden side er det eneste det internationale samfund kender til, med mindre det tvinges ud i en kompromisløs krig for at forjage en diktator.
Der kom engang en ambassadør
Nu kommer der så rejsende hertil som landets repræsentant en mand fra det til alle tider meget omtalte Jerusalem og sætter os i dyb forlegenhed, idet hans blotte tilstedeværelse kaster os ud i en dyb konflikt eller i hvert fald ud i overvejelser, som, vi normalt mener, ikke er nødvendige, fordi vi har fuld viden om, hvordan vi bør forholde os i slige sager.

Hvordan forholder vi os til tortur?

Det er spørgsmålet, der går rundt i det danske samfund og som stilles til både nulevende og afdøde kulturpersonligheder.
Nu er spørgsmålet - snedigt nok - ikke formuleret, som om det drejede sig om tortur i al almindelighed. Spørgsmålet bliver så at sige opblødt, så det kommer til at handle om, hvad vi mener om en lille smule tortur.
Hvordan forholder vi os til en lille smule tortur, og hvis det ikke er opblødning nok, så hjælper vi det lidt på vej ved at indføre et dilemma. Hvad hvis nu det drejer sig om en stor ulykke for en større gruppe mennesker? Har man så lov til at bruge en lille smule tortur, hvis man ved hjælp af den lille smule tortur kan nå frem til at undgå den ulykke, der ville ramme uskyldige - ja sågar børn.
Eller sagt på en anden måde kan målet hellige midlet.

Den humanistiske tradition

I den folkelige og politiske tænkning ikke bare i Danmark, men i den vestlige verden overhovedet - herunder ikke mindst i de institutioner, hvis åndelige udgangspunkt er menneskerettighedserklæringen - er man meget påvirket af den humanistiske tænkning. I denne tradition er spørgsmålet om voldsanvendelse et etisk spørgsmål, som har været stillet år efter år i alle århundrederne siden oplysningstidens humanistiske gennembrud. Her i den nye civilisations vugge blev det klart for filosofien og den nye revolutionære politiske tænkning, at mennesket er alle tings mål, dog uden at man fik præciseret, om det var det enkelte menneske, man talte om, eller om det var menneskeracen eller menneskelivet, man mente var det endegyldige mål for livet her på jord.

Tiende søndag efter trinitatis

De udbombede byer

Først efter lang tid og kun langsomt kom man i gang med at tale om voldens etik set i et historisk perspektiv, og kun langsomt fik man afprøvet de etiske overvejelser og beslutninger på vor samvittighed.
Når dagens tekst taler om Jerusalem og den frygtelige skæbne, der ventede byen, så kunne vi tale om Warszawa, Berlin eller Dresden og stille spørgsmålet om betimeligheden i, at så mange civile ofre var nødvendige for at bringe galskaben til en afslutning.

Hvorfor?

Hvad var argumentet, eller hvilke argumenterne talte for at lade atombomberne springe over Hiroshima og Nagasaki.
De etiske overvejelser har eftertiden lært at kende som en kalkulation og et ønske om at få krigen stoppet og derved undgå, at så og så mange unge amerikaneres liv blev ofret på en videre fremrykning over de japanske øer.
Man ofrer nogen for at redde andre, og lader det så i øvrigt være et retligt spørgsmål, hvordan skyld og straf skal fordeles.
Det er krigsforbryderdomstolenes opgave at sørge for, at den ret der stadfæstes, gør det, der er sket, etisk korrekt.

Det bliver den voldens legitimering, der retfærdiggør at slå andre mennesker ihjel, og som gør det muligt at anvende tortur.
At mishandle et menneske for at redde andre kan i den humanistiske tradition accepteres og bliver accepteret, også selv om man principielt er imod både drab og tortur.
Når der i demokratierne tales om Den Retfærdige Forsvarskrig, så er argumentet bl.a., at man fører krig som et forsvar for de grundlæggende principper, at man ikke må slå ihjel, og at man ikke må bruge tortur.

Et dilemma

I den humanistiske - demokratiske tradition klæber der ved anvendelsen af vold altid et dilemma, fordi et af de principper, man ønsker at forsvare, er, at man ikke må anvende vold. Det betyder, at man ved anvendelse af vold for at afskaffe vold befinder sig i det etiske princip, som siger, at målet helliger midlet. I denne tradition er virkeligheden båret af en aldrig svigtende vilje til at indgå kompromisser i en tiltro til, at den enkeltes samvittighed og ansvarsfølelse vil sikre balancen mellem vold for voldens skyld og vold for princippernes skyld.

Tiende søndag efter trinitatis

Hvad siger kristendommen?

Når man spørger kristendommen om, hvordan den forholder sig til drab og voldsanvendelse som tortur, kan man vælge at følge reformatoren *Martin Luther, når han siger, at øvrigheden ikke bære sværdet forgæves, og at det er øvrighedens pligt at føre det imod det onde i verden.
Det onde er som en farlig hund, der hvis ikke den står bundet, farer hylende rundt og skaber ulykker. Det er øvrighedens pligt at forsvarer borgerne imod det onde og bekæmpe det onde. Derfor har Gud indstiftet embedet både som dommer og bøddel og har tilsagt soldaten, at også han kan have Guds nåde. Det er øvrighedens sag som fader og moder for os alle at bekæmpe det onde på Guds vegne, mens det er den enkeltes pligt i sin forvaltning af livet og de gode gerninger, at holde sig det femte bud efterretteligt og afholde sig fra mord og drab.
Med andre ord, man må ikke slå ihjel medmindre man er i øvrighedens tjeneste og derfor fører sværdet på Guds vegne mod det onde i verden.

Bjergprædiken

Deler man ikke Luthers og dermed 1500-tallets opfattelse af forholdet mellem det offentlige og det private, må den kristne tage det femte bud op til overvejelse og afgøre med sin samvittighed, om buddet er absolut, fundamentalt og om bjergprædikens opfølgning - frem for Luthers katekismus - er den kristne kommentar til buddet om, at du ikke må slå ihjel. I bjergprædiken står der: at de gamle siger, du må ikke slå ihjel, men jeg siger jer, at enhver som bliver vred på sin bror skal kendes skyldig af domstolen. Og I har hørt, at der er sagt: "Du skal elske din næste og hade din fjende." Men jeg siger jer: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn."

Hvordan vi end vender og drejer sagen, er bjergprædiken det kristne menneskes udgangspunkt for de mere personlige overvejelser over volden og dens anvendelse i en realiseret kristen verden.
Afgørelsen synes ligetil. Vold under enhver form er forbudt!
At give anledning til vold er forbudt, og at søge at hindre vold ved at anvende vold er forbudt!
Kommer du til at anvende vold, er du skyldig for det store råd - din samvittighed angriber dig og dit ansvar som kristen dømmer dig.
Angeren plager - eller kommer til det på et eller andet tidspunkt, og så er der kun Guds nåde tilbage, når livet skal leves videre i erkendelse af, hvad det er at være en synder.

 

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen