Ugens prædiken

17. juni 2001

Første søndag efter trinitatis

 

Den rige mand og Lazarus

Prædikenteksten til første søndag efter trinitatis er hentet i Lukasevangeliets kapitel 16 vers 19 – 31. Af de fire evangelister – Mattæus, Markus, Lukas og Johannes er Lukas den eneste, der kender historien om Den rige mand og Lazarus, eller rettere sagt er den eneste, der anvender den i sit evangelium, for det, at den ikke findes hos de andre evangelister betyder nødvendigvis ikke, at de ikke har kendt beretningen.

I beretningen står der:

Jesus sagde: "Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.

Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.

Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står Op fra de døde.

Første søndag efter trinitatis

Den rige og den fattige Lazarus

Dagens tekst er en historie, der med sin fortælling om den rige mand og Lazarus træder frem som et kraftfyldt billede, der lader sig male på kirkevægge eller på lærred, hvad da også er sket. Vi kender motivet fra middelalderens kalkmalerier og fra malerkunsten i den europæiske kultur.

I den ene side af billedet ser vi den rige og Lazarus, som de levede på jorden. Den rige i stor pragt og herlighed, Lazarus i stor fattigdom – som en lazaron - og i den anden side - efter at de begge er døde - den rige i stor pine i dødsriget mens Lazarus hygger sig i Abraham’ skød.

Situationen i billedet er på en måde både komisk og rørende, og kan få en til i det stille at godte sig over, at der er den slags retfærdighed til , at de rige bare kan vente sig, de skal nok få deres del af elendigheden om ikke andet så engang efter døden samtidig med, at der er den trøst til alle der lider nød, at de engang - i det næste liv om ikke før - skal få oprejsning for den nød og elendighed, de har måttet tåle her i liver.

Billedet lader sig male med al den dramatik, man kan ønske sig, og lægger man øret til fortællingen, som vi har gjort i dag, får man oven i købet den lille iagttagelse med, at den rige mand mener, at han, også efter at han er død, ganske som tilfældet var i livet på jord, har ret til i sin umådelige arrogance at koste med Lazarus. Han skal hente vand til ham, og han skal løbe byærinder til hans fem brødre og fortælle dem om hvordan det er gået ham og hvor stor elendighed man kommer i, hvis man ikke tager sig i agt, mens man er blandt de levende.

Første søndag efter trinitatis

Findes retfærdigheden

Samtidig med at vi ser på billedet og lytter til historien kan vi få en fornemmelse af, at det slet ikke forholder sig som historien siger og som – indrømmet - kirken har sagt op igennem historien og at det slet ikke er kristendommens opfattelse, at den nød man har måttet tåle her på jord bliver erstattet af idel lykke, når man engang er død.

Det er ikke kristendom at tænke og tro sådan, det er gammel folkelig overtro, som har levet til alle tider både inden for kirken og uden for kirken, og som såmænd lever i bedste velgående den dag i dag i forestillingen om, at der til syvende og sidst må være en stor retfærdighed til, som vil sørge for, at alle får deres lige store del af lykke og ulykke i livet og efter livet eller i det ene liv efter det andet liv.

Det er også en svær tanke at skulle udholde, at der ingen retfærdighed er til her i livet eller efter livet og at konklusionen på hele menneskelivet er, at der er hverken retfærdighed her eller hisset endsige mening med lidelsen her på jord.

For det er lidelsen her på jorden, der er problemet. Det er ikke rigdommen ikke lykken ikke nydelsen ikke glæden ja sågar ikke heldet, der er problemet her i verden. Det er lidelsen, der er problemet, det er den, der kalder på retfærdigheden.

For a better life after death

Nede i Nansensgade ligger der en kælderforretning, hvor man designer jeans og andet smart tøj. Der så jeg forleden en jakke eller skjortebluse, hvor der med korssting var broder Munji for a better life after death.

Virksomheden hedder Munji - forstås og har efter indehaverens opfattelse en sådan kraft, at dens produkter kan give et bedre liv efter døden. Eller måske er det kun den specielle skjorte med korsstingsbroderiet på, der vil have den ønskede virkning.

Nu ved jeg godt, at man ikke skal tage det helt alvorligt - det tror jeg i hvert fald ikke man skal, men jeg kommer nok til at gå ned i forretningen og få en snak med dem for at blive helt sikker i min sag. For jeg har faktisk mødte mennesker, der mente, at man på den ene eller anden måde kunne sikre sig et bedre liv efter døden, eller kunne undgå en eller anden frygtelig skæbne, når livet engang ville vise sig at være forbi, og det er da også forståeligt, at emnet om retfærdigheden og lidelsen og livet og døden bliver sat til debat ikke bare i Biblen, men også her i kirken og ikke mindst i Nansensgade i en kælder hvor man designer jeans.

 

Første søndag efter trinitatis

Hvorfor skal vi hjælpe de andre

Nu kunne man forstå historien og billedet om den rige mand og Lazarus som en social-religiøs beretning, og opfatte den som en advarsel om ikke at glemme at gøre godt imod de fattige her i livet. En moralsk fortælling ville vi måske sige i dag og derved pege på, at der til grund for vor omsorg for de fattige og udstødte ligger en moralsk begrundelse, der ofte henter sin argumentation i religionen.

For hvis vi skal gøre godt imod og hjælp de fattige, må der være en eller anden grund til, at vi handler sådan – var der ingen grund ville vi vel bare være lige galde med de andre, for hvad kommer de fattige og elendige os ved?

Vi kan hente den endelige argumentation for at hjælpe i religionen, sådan som det sker i kristendommen og i Islam, når vi siger, at Jesus har sagt, at man skal hjælpe sin næste eller når der peges på at Allah har skrevet i Koranen, at der skal gives almisse af alt, hvad man ejer. Men henter vi ikke argumentationen der, i religionen hvor henter vi den så?

Måske fra fornuften. Måske siger fornuften os, at det bedst kan betale sig at hjælpe de fattige; måske ser vi de fattige som et spejl, der viser os, at det kunne være os selv, der var i nød, og at vi heller må hjælp, for tænk hvis vi selv kom i den situation en dag. Derfor hjælper vi, for at sikre os selv, hvis det skulle ske.

Almindelig god medmenneskelighed hørte jeg en tænke nede på en af de bagerste rækker. Jamen hvad er det for noget. Medmenneskelighed hvor kommer det fra, det er vel blot en kristen farvet humanisme, der har glemt sit udgangspunkt og nu prøvet at ophøje menneskerettighederne til religion.

Spørgsmålet er stadig aktuelt

Næh i en verden hvor enhver tænker på sig selv, for så bliver der tænkt på alle, og hvor spørgsmålet med stadig større kraft rejses om, hvorfor de andre skal have noget af det, som jeg mener er mit, i en sådan verden er historien om Lazarus og den rige mand stadig en fortælling, der rejser et fundamentalt spørgsmål om retfærdighed og menneskesyn og om livet her på jord langt ud over almindelig snak om moral og hvad der nu tilfældigt er politisk korrekt.

Spørgsmålet borer sig ind i religionen for at finde sit udgangspunkt eller sit endelige svar, for nok handler religionen om a better life after death, men før vi kommer til den død, er der et liv, der skal leves og her hører retfærdigheden hjemme, det ved jeg, mens jeg ikke har nogen viden om hvorvidt retfærdigheden overhovedet spiller nogen rolle efter døden.

 

Første søndag efter trinitatis

Hvad er meningen

Det, jeg ved og kan forholde mig til, er det liv, jeg lever, og skal jeg lægge kræfter i her, har jeg ikke meget kraft tilbage til spekulationerne om livet efter døden.

Men selvfølgelig hænger det der stadig – det med at livet en dag afsluttes, eller som nogen gerne vil sige det, afløses af døden. Det kan ikke nægtes, at hvis man en dag slukker mobilen og stopper den fræsende jagt efter succesen, så melder spørgsmålene sig om tilværelsen og livet som perler på en snor.

Hvad er det hele for noget og hvorfor er det og hvorfor er det ikke, og hvem er jeg så i øvrigt.

Kristendommen gir et bud

Kristendommen har et sprog, hvori der tales meget om Gud og Jesus og Helligånden og himlen og sågar livet efter døden, som den i øvrigt ikke siger ret meget om, men på trods af denne megen tale om alt det derude, så klæber kristendommen til livet og verden.

Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Han er den vej man kan gå ad, når man skal igennem den mørke, farlige skov og henover de smilende, grønne enge, som hedder livet, og han er den sandhed, som er absolut i de ti bud, eller han er den sandhed, der er Søren Kirkegaards sandhed, som kun er at finde, der hvor jeg selv vælger mig mine handlinger i livet, der hvor jeg selv skaber sandheden gennem mine valg, og han er livet, fordi han har overvundet døde – for døden er den mest naturlige tilstand og livet er kun der, hvor døden er overvundet - i skabelsen og opstandelsen.

Kristendommen og livet

Kristendommen har med livet at gøre og går i sin tale om livet lagt ud over den opfattelse, at livet blot skal leves for at få et godt design på a better life after death.
Kristendommen er verden og livet tro.
Hvad siger kristendommen så om livet?
Ja som historien her i dag om den rige mand og Lazarus siger i den meget originale afslutning – når jeg kalder afslutningen original, er det fordi vi ikke kender den andetsteds fra, mens begyndelsen af historien er kendt fra ægyptiske og andre fortælletraditioner – i denne afslutning siges det, at menneskene ikke skal have vente mirakler, der kommer ned fra himlen eller fra den anden side døden, og som fortæller dem, hvordan de skal leve livet. Det hele står allerede hos Moses og profeterne. Tænkt blot på den profettekst, der blev læst fra alteret i dag, og som er skrevet af profeten Esajas engang femhundrede år før Jesu fødsel:

 

Første søndag efter trinitatis

Profeten Esajas

Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?
Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.
Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!
Hvis du fjerner åget
og holder op at pege fingre og tale ondt,
rækker den sultne dit brød
og mætter den forkuede,
så skal dit lys bryde frem i mørket.

Vil I vide mere om hvad kristendommen har at fortælle om livet, så tager vi emnet op hver søndag kl. 10 her i kirken.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen