Ugens prædiken

16. september 2001

Fjortende søndag efter trinitatis

 

Dagens tekst

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Da han så dem, sagde han: ”Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!” Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte. ” Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er der kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren? Og han sagde til ham: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”

Lukas 17,11-19

Prædiken

Når det utænkelige sker

Lad os et øjeblik standse op ved det, vi alle har været vidne til i den forgang uge, og lad os fra denne prædikestol og fra disse kirkebænke sende en tanke til de mange, som på grund af død og lemlæstelse må bære sorg og fortvivlelse langt ind i deres hjerter.

Det, som i mange underholdende, fiktive eventyr i flere år har fyldt tv-seere og biografgængere med gys og skræk, er for øjnene af os blevet til virkelighed på en måde og i et omfang, som ingen havde forestillet sig, og som endnu engang viser os, at virkeligheden overgår de fantasier, vi kan gøre os, om hvordan livet er, og hvad det kan bringe.

Virkeligheden kan opvise større rædsler end den menneskelige fantasi i sine mareridt kan fremmane, men virkeligheden kan også vise os større godhed end det menneskelige håb nogensinde har ladet de skælvende læber hviske livet i øret.

Midt i den hverdag, som vi er fortrolige med, og som på trods af vanskeligheder og bekymringer rummer en tillid til, at ingen bevidst vil os noget ondt, midt i denne hverdag blev vi vidner til begivenheder, som virker på os, som var det her hos os, det skete, selv om de i virkeligheden foregår langt væk.

Vi er som tv-seere blevet kyniske og overfladiske, når lemlæstede lig eller fortvivlede ofre for griske menneskesmuglere vises på skærmen, men det vi så i tirsdags, kan vi ikke ryste af os .

Vi kan ikke sige, at det ikke kommer os ved.

Vi kan ikke som præsten og leviten gå forbi på vejen, mens den overfaldne ligger i grøften overladt til sin egen smerte og død, verden er i dag for lille, til at vi kan være lige glade med, hvad der hænder i fjerne egne rundt på kloden.

Fjortende søndag efter trinitatis

Globalisering?

Man kalder det globalisering, og onde tunger mener i begrebet at kunne se en grobrianagtig profitjagt, der flyder ud over verden og lukker sig over alle, som var det Det Røde Hav.

Vi må, hvis vi vil kalde os kristne, anderledes mene, at globaliseringen betyder, at vi har ansvar for verden, og at vi ikke kan flygte fra dette ansvar. Hvis vi prøver at flygte, vil vi opdage, at globaliseringen betyder, at der ingen steder er at flygte hen. Det vil altid lyde til os, som det i sin tid lød til Kain: ”Kain hvor er din bror Abel?” og det nytter os ikke at svare som Kain: ”Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?” for vi er som Kain en del af verden, en del af dens vold og en del af dens terror.

Hvor knuget vi end måtte være af ugens begivenheder, og hvor svært vi end har det med at få billederne af flyet, der eksploderede i en ildkugle og mennesker, der kaster sig ud fra den rygende bygning, væk fra nethinden, og uanset hvor tilbøjelige vi i den første forfærdelse kan være til at løfte armene mod himlen og råbe på hævn, så giver det, vi har set, og det vi har forstået, af det vi har set, ved nærmere eftertanke et klarsyn på vor kulturelle situation og på de værdier, som er grundlæggende for det, der i dag kaldes den vestlige verden, men i andre sammenhænge bærer betegnelsen den kristne verden.

Klarsynet

Klarsynet handler om, at det, der gør os sårbare, er den åbenhed og tillid, vi igennem årtusinder har bygget samfund på, og som har været med til at skabe den materielle, vidensmæssige og teknologiske udvikling, som på den ene side er en beundringsværdig bedrift, men som på den anden side samtidig tynger os til jorden, fordi ansvaret er vokset med udviklingen.

Vi kan bare ikke leve uden den tillid, som kristendommen har lagt ind i vor kultur i form af et næstebegreb, der som en absolut fordring er grundlæggende i vor etik.

Tilliden til at de andre ikke vil mig noget ondt, og at vi kan mødes og tale sammen. Tilliden til at den anden taler sandt, og mener det han siger, er en absolut forudsætning for vort religiøse liv og virke og for vor kulturelle udfoldelse i alle dets afskygninger. Modsat er de steder i samfundet og kulturen, hvor tilliden ikke er tilstede og ikke bliver opfattes som en etisk fordring, netop blevet betegnet som vor kulturs sorte pletter.

Stasi-syndromet, mccarthyismens menneskejagt, fascismens og nazismens dyrkelse af menneskeforagt, løgnen og fortielsen i det politiske system. Alle dårligdommene vokser frem som svampe, der hvor åbenheden, tilliden og ansvaret bliver undertrygt på grund af magtbegær, griskhed og storhedsvanvid.

Fjortende søndag efter trinitatis

Selvkritik-selvransagelse

I denne åbenhed og tillid ligger en selvkritik og selvransagelse, der ofte i den religiøse sammenhæng, hvor den hedder bod og anger, bliver misforstået og tolket som selvoptagethed. Ikke desto mindre hører selvkritik og selvransagelse med til åbenhed og tillid fordi ansvar og samvittighed ikke kan trives uden selvkritik og selvransagelse. Hvor skulle ansvar og samvittighed komme fra, om de ikke kom fra selvkritik og selvransagelse, og hvor skulle åbenhed og tillid komme fra, om de ikke byggede på ansvar og samvittighed.

Hele denne opbygning af menneskelige relationer - af foretagsomhed og initiativ, der er karakteristisk for den kristne verden - bliver umulig, hvis man ikke kan regne med, at næsten som står næst ved én er opfyldt af åbenhed og tillid, men at man derimod kan risikere, at han i næste øjeblik kan sprænger sig selv i luften som en levende bombe og dræbe og lemlæste dem, der står omkring ham.

Her sprænges næstebegrebet – her er der ingen næste, her gør terroren livet med næsten til et angstfyldt mareridt, som lammer og gør alt liv og al virke umulig. Den form for terror er den yderste form for vold og gør selv krigens gru til et spil om regler og kalkulerede risici.

Al anvendt, professionel tortur bygger i udstrakt grad netop på forholdet mellem åbenhed og tillid, der pludselig svigtes og slår om i fjendskab og had. Ingen kan i længden klare psykisk at nære tillid til, at der eksisterer et venskab og så gang på gang opleve, at det erstattes af ondskab og lukkethed.

Den kristne frihed

Om den kristne frihed kan der siges mangt og meget, afhængig af hvilken situation man er i, og hvilke behov man måtte have for at give sin kristne virkelighed mund og mæle, men er det talen om forholdet til næsten, der er kommet op, så er den kristne frihed det forhold, at livet ikke kan leves uden at tillid og åbenhed er den etiske platform for den menneskelige væren.

Har vi ikke førhen vidst, hvor grundlæggende næstekærlighed er som etisk princip i vor kristen verden, så ved vi det i dag – få dage efter den 11.september 2001, hvor vi så ildkuglen på himlen, da flyvemaskinen som et kors ramte bygningen, der er højere end babelstårnet.

Den dag de endnu engang dræbte Kristus.

Alt hvad I gør imod en af disse mine små, gør I mod mig.

Det var et lammende øjeblik, hvor al selvransagelse og selvkritik forstummede og hævnen blev tændt. Den retfærdige hævn, der skal komme over de formastelige – de, der har dræbt Kristus.

Martyrerne har dræbt Kristus.

Fjortende søndag efter trinitatis

Hævnen

Alle tankers vanvittige roteren bliver først standset af dagens epistel, hvori Paulus skriver til menigheden i Rom: Jeg forstår ikke mine handlinger. Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg….Viljen har jeg, men (at) udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

Dette - al psykologis udgangspunkt - er dynamikken i den selvransagelse og selvkritik som gør tilliden og åbenheden mulig og bortviser tanken om hævn.

Hvordan tager man hævn og rejser sig bagefter – tilfreds med sig selv?

Hvad kommer efter hævnen?

Hvornår har hævnen ført til noget godt.

Hvornår har vi gjort hævnen til en af vort samfunds grundpiller uden at skamme os bagefter?

De nøgne, kronragede piger det var tilladt at spytte på i 1945! Var det en værdig hævn?

Hvor har vi læst, at hvis man slår dig på den venstre kind, skal du straks slå den anden på hans højre?

De skyldige skal straffes, men det er noget andet end hævn. Vi har ingen plads for hævnen i vor lovgivning.

Hævnen hører Herren til, for ellers vil hævnen aldrig høre op. Han er den, der kan erstatte hævnen med tilgivelse, uden at præsidenttronen vakler under ham

.Dobbeltheden i menneskelivet

Denne dobbelthed af det gode og det onde, som Paulus har peget på i romerbrevet, må skabe besindelse, så vi forstår, at over for os står mennesker, som flygtningelejre, lokal undertrykkelse og almindelig sult og nød har gjort til politisk vanvittige mennesker. Mennesker, som er moralsk blinde, og som blev voldens ofre før de selv blev voldelige.

I denne vanvittige verden, hvor rigdommen er så enorm, og fattigdommen og nøden er så afgrundsdyb, har hævnen ingen plads, medmindre det er selve retfærdigheden, vi vil hævne os på i et misforstået og fortvivlet opgør med den paulinske dobbelthed.

Hvis vi er blevet så trætte af med Paulus at måtte sige, at: ”Jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” Hvis ildkuglen har blændet os, så vi ikke længere kan se verden i øjnene, kan vi måske gå så meget forkert her i livet, at vi kan finde på at ville hævne os på den retfærdighed, som burde være lige så global som den er lokal.

 

Fjortende søndag efter trinitatis

Ansvaret for verden

I den kristne verden må det være en ny erkendelse, når støvet har lagt sig, og de sidste ofre for angrebet på det tårnhøje helvede er blevet lagt i jorden, at vi alle har et ansvar for verden, og at vi dermed også har et kristent medansvar for den vold i verden, vi nærer så dyb en afsky for, og som vi med god ret frygter skal tage magten fra os.

Globaliseringen er kommet, og den er ikke, som nogen tror, kun det gamle spil om enhver og hans penge. Globaliseringen er ret beset den nye ansvarlighed for kristne i mødet med Islam og alle de andre i et fælles opgør med volden i verden.

Der er så et stykke arbejde, der skal gøres i troen på det gode.

Det måtte godt en dag kunne siges til os, som det i dagens tekst blev sagt til den ene spedalske, som var en samaritaner,

”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”

 

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen