Ugens prædiken

16. juni 2002

Tredie søndag efter trinitatis

 

Dagens tekst

Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.
Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på ' hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har faet ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Lukasevangeliet kap. 15 vers 11-32

Prædiken

Arven ødte han.
Alt det han havde fået med hjemmefra, soldede han op i et liv i sus og dus.
Så var den formue væk, og livet meldte sig med sine krav om, at man må kunne klare sig, selv om man ikke er i besiddelse af en formue.
De købte venner og soldebrødrene var forsvundet, ganske som vi hører om det i eventyret om fyrtøjet, hvor det gik soldaten ganske på samme vis, da han har brugt de penge, han havde hentet nede i træet hos hundene med de stor og de større og de meget store øjne.
Vennerne forsvandt med pengene.
Rigtige venner er det nemlig altid småt med.

Til dette i sig selv ret store problem kom nu, at der udbrød hungersnød i landet.
Høsten slog fejl. Der kom for meget regn eller for lidt regn.
Der var ikke noget korn at købe, eller man havde ikke penge til at købe det for. Der var dengang som i dag mange grunde til, at hungersnøden breder sig.
Nu fik den unge mand kærligheden at føle - sådan siger vi - men mener jo det modsatte. Han fik at føle, at det var slut med kærligheden. Han kom til at lide nød. Han sultede og tørstede. han havde ikke noget sted at bo, og han følte sig ensom.
Der var ikke længer nogen, der hilste på ham på gaden, og der var ingen at tale med endsige hygge sig med.

I det fremmede land, hvor forholdene var blevet så dårlige og alt og alle havde vendt sig imod ham, begyndte han at føle skyld.
Han indså, han havde båret sig forkert ad både over for himlen og over for faderen hjemme på fødegården. Han havde taget fejl af livet og havde troet, at livet i sus og dus var det rigtige liv og nu, hvor han stod med tomme lommer, indså han, at det at leve livet for sin egen skyld, kan være en gabende tomhed.

Lukas, som i sit evangelium ofte taler om rigdom og penge, måske fordi han er lidt pengeglad, er måske også forarget over, at han ikke har passet på pengene, men brugt dem tjuhej i stedet for at spare og investere og gemme. Men dybest set var det vel den unge mands retmæssige ejendom, og han kunne gøre med den , hvad han ville, så der er vel ingen grund til forargelse.

Tredie søndag efter trinitatis

Skylden

Ikke desto mindre følte han, at han havde båret sig forkert ad, og det var hurtigt blevet til skyld, eller vi skulle måske hellere sige, at han følte, at han havde begået en synd.

Begået en synd over for himlen, som havde sagt til ham, da han stod med de mange penge i hånden, at han skulle passe på, at den megen rigdom også blev brugt til at leve et liv, der var værdigt og godt og også ville være andre til glæde. Og en synd over for faderen, som nok havde formanet ham til at vise respekt over for den arv, han havde modtaget, og som havde bedt ham om, at han ville vise sig at være ham en værdig søn, som han kunne være stolt af.

Faderen ville gerne kunne fortælle, at han havde skiftet med sin søn, og at sønnen nu var flyttet til udlandet med sin arv. Han ville gerne kunne fortælle, at det gik ham godt og fortælle, at han var en indflydelsesrig mand i det fremmede. En man regner med.
Men som sagt det var gået helt anderledes.

At gå i hundene

Det var gået så galt som det nu kunne gå, og den unge mand var endt ikke blandt de dårligst stillede, ikke blandt de udskudte, ikke blandt dem, der tiggede og levede af småtyverier, næh han var endt ude på marken blandt svinene, og han misundte dem deres mad.
Han kunne godt have ønsket sig nogle af de bønner, de fik at spise.
Efter jødiske forhold er det en fornedrelse, man kommer til at fryse af. Dybere kan man ikke synke her i livet end at bo blandt svinene og misunde dem deres mad.

"Men han gik i sig selv", står der.
Han gik i sig selv.
Det hele havde ført ham uden for sig selv.
De mange penge. Livet i sus og dus. Nedturen og nu svinene ude på marken, som han kunne sidde på afstand og betragte, mens de spiste bønner. Det havde alt sammen bragt ham ud af sig selv. Det havde fyldt ham med hovmod og stolthed og jo mere han syntes, at han havde forbrudt sig og havde gjort sig skyldig i synd, des mere havde hans stolthed gjort ham fremmed over for sig selv og havde låst ham fast i livet - ude på marken blandt svinene.

"Men nu gik han i sig selv!"
Og han sagde til sig selv, at hjemme havde hans far daglejere, dem kunne han blive en af.
Han ønskede ikke at blive modtaget som søn af huset, for fornedrelsen havde gjort ham ydmyg, og han ville tage til takke med en plads blandt daglejerne.

 

Tredie søndag efter trinitatis

Ydmyghed

Der er en anden historie i evangelierne, som fortæller om dem, der kommer masende ind og sætter sig på de øverste pladser ved bordet, hvorefter de høfligt og bestemt bliver bedt om at sætte sig længere ned, for de øverste pladser er forbeholdt nogen andre.
Historien skal vise, at det er menneskeligt langt bedre, at sætte sig nederst ved bordet og så blive bedt om at rejse sig og flytte længere op.
Af ydmyghed kan der komme glæde og ære, når man bliver bedt om at flytte højere op.

Af opblæsthed og selvovervurdering kommer der almindeligvis kun ydmygelse og tåbelig diskussion om, hvem der er bedre end andre og har større ret til de øverste pladser.
Det har sønnen trods alt fået ud af sit solderi og sin overfladiskhed. Han har lært noget om ydmyghed. Noget om at føle sig som en synder, samtidig med at gå i sig selv og rejse hjem og bede om en plads nederst ved bordet.
Synden skal nemlig ikke knuse. Synden skal ikke slå ihjel. Synden skal ikke forhindre mennesket i at gå i sig selv og rejse sig fra marken og gå hjem og bede om en plads ved bordet.

Hjemkomsten

Og så går han da hjem.
Han har været nervøs hele vejen. Anspændt og bekymret for hvad der ville ske, når han står ansigt til ansigt med faderen.
Men jeg har ikke tænkt at bede om andet end tilgivelse og så en beskeden plads ved bordet, har han sagt til sig selv gang på gang, og alligevel har han været nervøs for det forstående møde.

Gang på gang har han frygtet, at han var fortabt. At det var for sent, og at faderen vil vende ham ryggen og jage hundene på ham og lukke porten for ham og sige til ham: "Hvem er du? jeg kender dig ikke! Fremmede."

Angsten

Det er en livsens angst, denne bekymring for at portene skal blive lukket for en. At det skal siges om en, at man ikke er kendt på stedet, at man ikke har gyldigt adgangskort, og at man skal komme til at stå og se alle de andre gå ind og lukke dørene bag sig, mens man selv står tilbage uden for.

Det er fortabelsen.
Den fortabelse som er den angst, der kan lamme en og få en til at søge at købe sig en plads, kost hvad det vil, for jeg vil have en plads. Jeg tør ikke leve i den uvished om, hvorvidt jeg vil blive lukket ind.
Det bliver hysterisk og forfærdeligt at tænke på fortabelsen, og det kan føre til hvad som helst.

Nogen dage har han været helt fortvivlet og har sagt til sig selv, her hvor han vandrede afsted på vejen, at han jo har forbrudt sig, at han er en synder for både himlen og faderen, og at han derfor selvfølgelig ikke er værdig til at blive modtaget endsige få en plads ved bordet. Det har ført ham derud, hvor han næsten har opgivet hele foretagendet, og har haft den største lyst til at søge tilbage til svinene. Men der har også været dage, hvor han har kunnet dæmpe sin angst og sige til sig selv, at han tror på faderen. han tror om ham, at han er i stand til at tilgive ham og tage imod ham i sin nåde, og at selv om han kommer som en synder, vil han blive modtaget som en søn.
Han tror på faderen, eller rettere han tror på hans nåde, han tror på hans tilgivelse.

Det er den mulighed han har, han har ikke noget andet at tro på her i livet. Vil han skifte sin tro ud med en vished om, hvordan det skal gå ham, så har han kun svinene og bønnerne at se frem til.

Tredie søndag efter trinitatis

Tilgivelsen

Det er ikke nødvendigt at gå videre.
Vi ved hvordan det ender. Vi ved hvordan faderen behandler den fortabte søn. Hvor glad han bliver, og hvor flot han bliver modtaget, sønnen, da han endelig står hjemme på gården, og de alle sammen råber hurra for den fortabte søn, der er vendt hjem.

Men vi ved også, hvordan hans bror, den flittige, arbejdsomme, påpasselige, trofaste, pålidelige, regelrette, fornuftige, flinke, omsorgsfulde, uselviske bror på vej hjem fra marken, hvordan han hører hurraråbene i det fjerne og undre sig over, hvad der nu må være sket derhjemme, mens han har været i marken.

Måske løber han det sidste stykke hjem til gården og står nu forpustet foran faderen efter at have banet sig ind gennem den forsamlede mængde af glade daglejere og piger.

Der står han den bror, som har formøblet det hele og bragt skam over familien. Hvordan tør han vise sig her igen. Men værst af alt, hvor kan faderen tillade sig at gøre stads af ham ja overhovedet at tage imod ham.
Stod det til mig, var han blevet jaget på porten.
Han kan næsten ikke styre sig af bar ophidselse.

Det er en ydmygelse og vreden skyller igennem ham, så han næsten ikke kan beherske sig. Han drejer om på hælen og forlader forsamlingen, mens han er ved at tude af arrigskab.

Her gik han og troede, at han gennem alt sin flid og påpasselighed, arbejdsomhed og slid havde gjort sig fortjent til at være sin fars første og største glæde, og så kommer sådan en tølper og får førstepladsen.
Jo jeg forstår ham godt. Det er menneskeligt at forstå ham.

Frelsen er for syndere og gives ikke for god orden, flid og opførsel

Historien fortæller os ikke hvordan det går siden hen. Om brødrene forliges, eller om de slår hinanden ihjel. Måske hed de Kain og Abel.

Vi ved ikke, hvad der sker, men vi sidder tilbage med en fornemmelse af at have lært lidt om, hvad tro er, og hvad Guds nåde er, men vi har også set hvad det kan føre til, hvis man tror sig sikker på frelsen.

Frelsen gives nemlig ikke til den flittige, arbejdsomme, påpasselige, trofaste, pålidelige, regelrette, fornuftige, flinke, omsorgsfulde, uselviske, fordi vedkommende nu engang er alle disse ting.

Frelsen gives af Guds nåde.
Den kan ikke købes, den kan kun tros som et håb om at blive modtaget på trods af alle de synder og alle de mangler, man nu engang er i stand til at opvise livet igennem.

Der var engang en far, som havde to sønner.
Det er et eventyr, men det er også en historie om menneskelivet. Om dets angst og tro og håb, men størst af dem alle er kærligheden.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen