Ugens prædiken

14. april 2002

2. søndag efter påske

 
Jeg er den gode hyrde

"Jeg er den gode hyrde" er temaet i johannesteksten til denne anden søndag efter påske.
"Jeg er den gode hyrde" og i modsætning til alle andre, sætter jeg mit liv til for fårene, derfor er jeg den gode hyrde.
Det er det ene tema. Og det andet tema som følger i det næste afsnit hedder: Jeg er den gode hyrde. jeg kender mine får, og de kender mig.
0g endelig det tredje tema: Jeg har også andre får som I ikke kender til og som ikke hører til denne flok. Dem er jeg også sat til at være hyrde for. Dem skal jeg også lede, og til sidst skal alle blive én hjord.

Det er måske kristendommens mest anvendte og kendte billede, vi her står over for.
Hyrden med sin stav og lammet på skuldrene optræder i den kristne kunst og billedverden helt tilbage fra den aller tidligste tid i katakomber og i udsmykningen af de første kristnes sarkofager.

Sammen med fisken, der var en slags hemmeligt billede på Kristus, er hyrden overhovedet det første kristne billede, vi støder på, ganske som korset var det første kristne tegn. Billedet af hyrden bevarer sin kraft op i kristendommens historie, helt frem til barndoms glansbilleder, både dem i glansbilledbogen og dem, der hang på væggene i de tusind små hjem.
Hvis vi skulle tale moderne marketingssprog, ville vi sige, at hyrden er varemærket og korset er logoet.

Det er nok typisk for vor tid, at netop billedet af hyrden ikke forstås i dag, som det er blevet forstået igennem næsten totusinde år. Det er der ikke noget underligt i. Det er en udvikling, der har fundet sted, og som gør, at lige bortset fra de egne i verden hvor man overhovedet kan møde hyrder i dag, ja så er den almindelig viden om, hvad hyrdens arbejde består i og hvordan det udføres meget beskeden i det moderne menneskes bevidsthed.

2. søndag efter påske

 

Det ansvar hyrden havde når han færdedes med sine får nat og dag i bjerge og dale, blandt ulve og bjørne og med risiko for at får og lam forvildede sig ud i det store øde hele denne historie kender man kun fra film og TV og har i øvrigt ikke noget forhold til hyrden og hans vilkår.
Når man møder ham på TV eller på film oplever man spændingen, men er i øvrigt uden forståelse for katastrofen, der hvor hyrden kommer hjem uden sin hjord eller blot med halvdelen af hjorden i behold.
Vi kender ikke billedet i dag bortset fra, at vi jo selvfølgelig er fortrolige med billedet, som det bruges her i Johannesevangeliet.
Vores kristne opdragelse gør, at vi ved hvad det betyder, og hvad det siger om Kristus og forholdet til de kristne.

Der ligger en lære om Kristus i dette billede og i særdeleshed i denne korte skildring af ham som den gode hyrde.
Der ligger den lære i billedets, at Gud nærer omsorg for mennesket, at han har kærlighed til mennesket, at han til det yderste vil beskytte det. Han ejer fårene, de er hans og han forlader dem ikke, hvad der så end sker.
"Jeg kender dem og de kender mig." Står der i teksten.
Der er et forhold mellem mennesket og Gud, der bygger på gensidigt kendskab.

Gud kender mennesket, hvert enkelt. 0g mennesket kender Gud. Sådan lærer kristendommen, sådan siger kristendommen, sådan tror kristendommen.
Gud kender mennesket og mennesket hører Gud til.

Der kunne være dem, der sagde det modsatte. At Gud ikke kender mennesket, at Gud ikke interesserer sig for mennesket, at Gud ikke elsker mennesket. At mennesket er alene. At der ingen mening er med mennesket, men sådan taler evangelierne ikke. I evangelierne siges det, som det siges i dagens tekst om den gode hyrde, at mennesket ikke er alene. at mennesket har den værdi, der ligger i, at det er elsket, at det er skabt for at arbejde og underlægge sig jorden og blive talrige, eller hvordan vi nu skal sige det med ikke al for højtidelige ord.

At det hører til i den skabte verden og selv er skabt betyder, at dets liv har en mening og at det hører til et sted. At det indgår i en større sammenhæng.

Fra oplysningstiden i 1700-tallet og frem til i dag, og i særdeleshed i slutningen af sidste århundrede under indtryk af darwinismen diskuterede man meget det modsætningsforhold, man syntes at finde mellem naturvidenskaberne og kristendommen.

Frem for alt var dette modsætningsforhold en diskussion om skabelsen. Man forstod ikke denne tekst, dagens tekste hvor det siges at mennesket tilhører Gud, ganske som fårene tilhører hyrden.

Man kunne i den nye naturvidenskabelige opfattelse kun forstå skabelsen som en proces, en udvikling, og sådan er det vel stadig den dag i dag ind den for naturvidenskaberne.

Skabelsen er en proces der begynder et sted og har et forløb. Man taler om en udvikling, der tog sin begyndelse i en stor eksplosion.

2. søndag efter påske

 

For kristendommen har skabelsen altid været en kvalitet - ikke en proces.
Skabelsen finder nok sted på syv dage, efter den første skabelsesberetning, men ser man efter i det første kapitel i 1.mosebog, bliver det hurtig klart at der er tale om en ydre ramme omkring kvaliteterne.

Det at mennesket hører til det gudsskabte, at hyrden ejer fårene, betyder en kvalitet. Betyder at mennesket står i skaberværket med en kvalitet, som ikke kan udtrykkes på anden og bedre måde end at Gud elsker mennesket, at Gud har kærlighed til mennesket, og at mennesker indbyrdes skal anerkende denne kvalitet eller sagt med kristendommens ord, at du skal elske din næste som dig selv.

Det kan godt vore, at naturvidenskaberne gør ret i at lede efter processen i skabelsen, det kan da være interessant nok, og kristendommen skal ikke tage nogen anstød af det, for den, kristendommen, har så på sin side fundet kvaliteten i skabelsen. Det, der har med selve livet at gøre, det levede liv.

Man kan godt leve uden at beskæftige sig med den proces, der hedder skabelsen, men man kan ikke leve uden at beskæftige mig med den kvalitet, der hedder skabelsen, for her er det selve det levede 1iv, man har fat i, og det kan man nu engang ikke undgå at beskæftige sig med.

"Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min rest, og der skal blive en hjord, en hyrde."

Sådan lyder det til afslutning, i denne tekst' og vi kan høre det som en profeti om, at gudsmagten skal brede sig over hele jorden, og alle folkeslag skal blive mine disciple, idet i døber dem i faderens og sønnens og helligåndens navn og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.

Vi kan læse de få ord om de andre får, som om de var en missionsbefaling. som om de var en beskrivelse af hvorledes magten vil brede sig over jorden. Men vi kan også læse dem og forstå dem som en beskrivelse af enheden.
Som enheden i skaberværket; enheden, der er til trods alle forskellighederne. Forskellighederne, som er vores måde at se på.

Vi kan kun se, hvis der er forskelligheder. Vi kan se fordi både lys og mørke er til. Hvis der kun er lys eller kun mørke, kan vi ingenting ses Vi ser fordi der er forskelligheder til, både i det vi ser og i det vi hører og i det, vi føler og i det vi tænker. Altid er det ene målt op imod det andet, set op imod noget, der er forskelligt.

2. søndag efter påske

 

Men i kristendommen er denne tale om fårene en understregning af at der også er en enhed. Menneskene er en enhed; igen en kvalitet.
En kvalitet der gør at tingene ikke falder fra hinanden. En enhed der gør, at det hele ikke eksploderer i forskelligheder i sine atomare bestanddele. Det er en del af den kvalitet. der hedder skabelsen, at tingene ikke falder fra hinanden.
At der er en enhed, der muliggør at vi kan elske hinanden.

Jeg er den gode hyrde, er mere og andet en et glansbillede. Det er andet og mere end en sentimental. billedlig fremstilling af den gode Jesus.
Den Gode hyrde er Guds investering i den skabte verden. Her sagt på den helt specielle måde. hvor de mest enkle billeder, skal forklare de allerstørste sammenhænge og kvaliteter.

 

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen