Ugens prædiken

12. august 2001

Niende søndag efter trinitatis

 

1.tekstrække

Dagens tekst

Jesus sagde også til disciplene: ”Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren sprugte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren svarede. Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!

Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, skal, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.

Lukas-evangeliet kap.16 vers 1-9

 

Prædiken

Die Welt am Sonntag hedder en avis i Tyskland.

Et pudsigt navn - Verden om søndagen. Man kunne måske vente, at det var en kristelig avis med et religiøst budskab, der handlede om, hvad der skete rundt om i verden på årets søndagen – om hvordan man på forskellig vis fejrede søndag i forskellige kulturer og inden for forskellige religioner.

Sådan er det ikke – det er ikke det, der er avisens stofområde endsige dens dybere journalistiske hensigt.

Niende søndag efter trinitatis

I øvrigt er det altid betænkeligt, når die Welt bringes på bane, for det kan ved nærmere eftersyn vise sig, at verden i den talte og den skrevne presses øjne mest omfatter den nærmeste omegn eller tydeligvis udgøres af den vestlige verden, hvorimod det, der måtte ligge uden for, almindeligvis opfattes og meget sigende benævnes som den tredje eller den fjerde verden, som ikke blot i henseende til civilisation og kultur, men også geografisk ikke ligger uden for, men neden unde r den første og anden verden.

Nu skal dagens prædiken ikke være en anmeldelse eller kritik af Die Welt am Sonntag – I kan selv købe avisen en dag og gøre jer nogle overvejelser, næh det, som bringer avisen frem her i dag på prædikestolen, er, at betegnelsen Die Welt am Sonntag godt kunne være den overordnede betegnelse for, hvad der sker her i kirken om søndag. For lige som avisen bruger søndagen til at se tilbage på ugen, der gik og til at kaste et blik ud på den verden, der er blevet endnu en uge ældre, så er søndagen i kirken med salmer, bøn og prædiken et tidspunkt på ugen, hvor verden og livet i verden tages op til behandling og menneskelivet løftes op og sættes ind i et perspektiv, der går langt videre, end hvad vi normalt kalder die welt.

Det vi er i gang med lige nu og her er altså Die Welt am Sonntag hjulpet af evangelisten Lukas ud fra en redaktionel grundholdning, der hedder kristendommen, som er den til enhver tid livsnødvendige tolkning af Jesu liv og læren om Kristus.

Mammon, uretfærdig/uærlig

Så meget desto mere er det vi foretager os lige nu og her Die Welt am Sonntag, som det lykkes evangelisten Lukas med dagens beretning om den uærlige godsforvalter at bringe os midt ind i problemet om forholdet mellem den uærlige mammon og livet i verden.

Den nye oversættelse af Det Nye Testamente fra 1992 taler om den uærlige mammon mens den gamle oversættelse fra 1948 bruger udtrykket den uretfærdige mammon, der efter min mening må være den på alle måder rigtige oversættelse – sprogligt såvel som indholdsmæssigt.

Mammon, hvad det så end er for noget, kan være uretfærdig, fordi den skaber uret imellem mennesker. Fordi den ikke udtrykker retten, den ret der siger, at alle bør have til livets ophold, eller fordi mammon er fordelt imellem mennesker her på jorden på en helt tilfældig måde eller i hvert fald er fordelt på en måde, som afspejler at den mere kloge snyder den mindre kloge, at det altså er et spørgsmål om hvor snu man er i livet og i pengesager og ikke hvor meget retfærdighed eller uretfærdighed man søger at lægge ind i die Welt.

Uærlig kan mammon aldrig blive, for uærlighed forudsætter en bevidst forholden sig til en fastsat norm, der hedder ærlig – sand,falsk - og det er kun mennesker, der kan forholde sig til normer. Uærlighed forudsætter en lov mens uretfærdighed er et spørgsmål om moral.

Men lad det nu ligge – I kan selv gøre jer overvejelser over, hvad forskellen på uærlig og uretfærdig er.

 

Niende søndag efter trinitatis

Rigdommens problem

Beretningen om den uærlige godsforvalter får Lukas drejet hen på det omtalte emne om den uretfærdige mammon og får rejst spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til kapitalen eller sagt på en anden måde, hvordan lever man med sin rigdom uden at sætte sin salighed overstyr.

Han synspunkt er, at når mammon er på tale, så er det interessante spørgsmål her i livet, hvordan man gør den uretfærdige mammon retfærdig, og i sit Robin Hood-agtige forsøg på at føre kapitalen derhen, hvor den redder menneskeliv får han i dagens tekst gjort den uretfærdige mammon til frelsesmiddel for den uærlige godsforvalter. Det ligger helt i tråd med hvad vi kan iagttage i Bjergprædikene hos Mattæus og i Lukas parallel i Sletteprædiken. Hos Mattæus står der at salige er de fattige i ånden, mens vi hos Lukas kan læse, at salige er de fattige.

Lukas ser himmeriget som et håb for de fattige og et løfte til de elendige, mens han opfatter rigdom som en hindring for at komme ind i himmeriget ganske som Mattæus udtrykker det, når han siger, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme i himmeriget.(19,24)

Denne vanskelighed med at få kapitalen passet ind i verden og ind i Gudsriget for den sags skyld, hefter ved kristendommen op igennem tiden. Når den til alle tider eksisterende avis Die Welt am Sonntag tager ordet, så har den altid kunnet skrive et moralsk indlæg om kristendommens rigdom og fattigdommen in die Welt.

Det, der her er sagt, kunne lyde som en kritik af Lukas. Som en kritik af at han har denne interesse eller opmærksomhed, og som en kritik af at han gerne taler om sit standpunkt i debatten om rig og fattig, men sådan skal det ikke forstås, for det er og har altid været - trods alt hvad der igennem tiderne har kunnet fremføres af retfærd ig kritik imod kirken - så har det altid været kristendommens bekymring, at kapitalen er så ulige fordelt, at det betyder liv i overflod for nogle og død i sult og elendighed for andre, uden at der er anden grund til dette misforhold, end at mammon er uretfærdig.

Der er i hvert fald én uretfærdighed i verden!

Kan man ikke få øje på anden uretfærdighed her i livet så er netop denne forskel indlysende, og det har - Robin Hood eller ej – altid været kristendommens opgave at råde bod på denne uretfærdighed eller måske træde op imod uretfærdigheden og søge den ændret med en mild påvirkning eller måske det, der er værre.

Kristendommen har i denne sammenhæng ført skarp tale og brugt kraftige udtryk som fortabelse og evig straf., der hvor uretfærdigheden har forbrudt sig mod den lov, som gør det muligt at tale om ret og uret,

Niende søndag efter trinitatis

Det er voldsom tale, når der i Mattæus-evangeliet stå at læse om verdensdommen:

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed………..Og alle folkeslagene…samles foran ham og han skal skille fårene fra bukkene…………Da skal kongen sigetil dem ved sin højre side: Kom I som er min faders velsignede. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Det er kristendommens hårde dom, at alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mine små, det har I heller ikke gjort mod mig.

Men hvad med godsforvalteren?

Men med alle vore overvejelser over rigdommens fare og den uretfærdige mammon – hvor gode og retfærdige de så end måtte være - er vi ikke færdige med historien om den uærlige godsforvalter, for hvordan skal vi til syvende og sidst forstå lignelsen ind i Die Welt am Sonntag ind i det perspektiv, der rækker fra evighed og til evighed?

Manden er grebet i at ødsle sin herres ejendom bort, og da han gribes i denne uærlighed, bliver han enig med sig selv om, at han vil begive sig ud i andre og nye uærligheder for at redde sig, den dag han står uden arbejde. Derfor går han rundt og nedskriver sin herres skyldnere deres gældbeviser, for at de til sin tid vil modtage ham i deres boliger og give ham husly og føde.

Niende søndag efter trinitatis

For dette sidste bedrag bliver han rost

Hans herre kommer til ham og roser ham, fordi han har båret sig klogt ad.

Godsforvalteren hører til denne verdens børn og de bærer sig klogt ad over for hinanden. De lever med hinanden vel vidende, at alle er uærlige godsforvaltere i den store sammenhæng, som hedder Gud.

Alle ved at Die Welt am Sonntag altid vil kunne pege på den ene eller den anden og sige, at der står en uærlig godsforvalter, som har forvaltet sine talenter på den dårligst tænkelige måde og i øvrigt har været slet imod sig selv og endnu dårligere imod andre. Sådan er livet, sådan er die Welt.

Kun gennem nåden kan livet leves med de andre og med sig selv. Derfor hedder det i Fader Vor: forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Her hvor alle snyder, har alle samme behov for at få nedskrevet gældbeviset. Enten man søger at redde sit skind ved at nedskrive sin herres gældsbeviser hos hans skyldnere, eller man er skyldner, der får tilbudt at få nedskrevet sit gældsbevis og ikke kan modstå fristelsen til at slippe lidt billigere, i begge tilfælde er man den uærlige, der kun kan håbe på den nåde, som hedder syndernes forladelse.

Her hvor alle snyder, har alle samme behov for at få nedskrevet gældbeviset. Enten man søger at redde sit skind ved at nedskrive sin herres gældsbeviser hos hans skyldnere, eller man er skyldner, der får tilbudt at få nedskrevet sit gældsbevis og ikke kan modstå fristelsen til at slippe lidt billigere, i begge tilfælde er man den uærlige, der kun kan håbe på den nåde, som hedder syndernes forladelse.

Lov

Hvis spørgsmålet om den uretfærdige mammon er et spørgsmål om at gøre den Guds lov til virkelighed i verden, som siger, at du skal elske din næste som dig selv, så er kristendommen en lovreligion, og Lukas og andre med ham har ret i at kræve, at vil du efterfølge Jesus i din gang her på jorden, så må du bruge den uretfærdige mammon til at gøre godt med her in die Welt.

Evangelium

Men lige så klart er det, at hvis du gør dig tanker om dit liv og virke i Godsejerens rige, så må du i livet med dig selv og de andre tro på den Guds nåde, som evangeliet fortæller om bl.a. i den utrolige historie om den uærlige godsforvalter, der ødslede alle sin herres ejendomme bort og alligevel efter endnu et bedrag blev rost og fik del i hans nåde.

 

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen