Ugens prædiken

8. juli 2001

Fjerde søndag efter trinitatis

 

Jesus sagde:

”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”
Han fortalte dem en lignelse: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! Når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”

Lukasevangeliet kap.6 vers 36-42

Eventyret

At en enkelt fjer kan blive til fem høns, har vi H. C. Andersens ord for, og vi kunne sige, at eventyrets beskrivelse af sladderens ondskab er en udformning af budskabet i dagens tekst.

Vær barmhjertige, døm ikke, tilgiv, giv. Hvorfor ser du splinten, når du ikke er ser bjælken - udsagn, der er med til at danne den etik, der hører kristendommen ti l.

Fjerde søndag efter trinitatis

Gud får skylden

Lidelsen her på jord er det ikke ualmindeligt at give Gud skylden for. Man læser og hører det ofte spørgsmålet om, hvorfor Gud tillader lidelse her på jord, og forsvarene for Gud og argumenterne for og imod er utallige, uden at man når frem til andet end at lidelsen nu engang er livsvilkåret for mennesket – beskrevet i beretningen om uddrivelsen af paradisets have.

Dagens tekst taler ikke om lidelsen, men om ondskaben i verden, og der skal ikke mange eventyr eller historier til før man indser, at her er det mennesket selv, der er under anklage.

Ondskaben er menneskets sag

Hvordan lidelsen kom ind i verden og hvem, der bærer ansvaret kan diskuteres, men at ondskaben er menneskets egen sag, er der ingen tvivl om. Den sammensatte natur, der er karakteristisk for mennesket, rummer en evig konflikt mellem viljen til det gode og tilbøjeligheden til at søge sit eget, til at ville sig selv, på bekostning af de andre eller den anden.

Når vi taler om ondskab, er der altid en anden eller nogle andre indblandet. Ondskab findes kun imellem mennesker, og tåler ikke at blive isoleret, bortset fra den selvdestruktive ondskab, der netop er betinget af den enkeltes opsplitning i flere jeg’er.

Kain og Abel

I det gamle testamente behandles ondskaben i flere beretninger, hvoraf et par lyder i en let omskrivning til eventyrets form.

Allerede i begyndelsen af det gamle testamente i den allerførste bog, i første Mosebog fortælles der om hvordan Kain blev ond på sin bror Abel og slog ham ihjel.

Her var ikke tale om at han blev sur på ham og rakkede ham ned eller søgte at ødelægge hans ting, næh han slog ham ihjel, fordi han blev sur på ham. Han menet at have opdaget, at Gud bedre kunne lide Abel og hjalp ham mere, end han hjalp Kain.

Han blev misundelig på ham og slog ham ihjel.

Fjerde søndag efter trinitatis

Eventyret om syndfloden

Det er altså ikke noget nyt det der med at være onde mod hinanden, hvis vi skal tro Det Gamle Testamente. Tvært imod siger historien om Kain og Abel, at sådan har det været lige fra de allerførs te mennesker kom til her på jorden. De har altid været onde mod hinanden. Men ikke bare Kain og Abel-historien fortæller om hvor galt det er fat.

Der er en anden historie,' som er mindst lige så alvorlig. Det er den med Noah, og den handler om det samme. Om menneskers ondskab.

Her var det Gud, der var blevet sur. Eller som der står ”han fortrød, at han havde skabt mennesket”, hvilket nok er en tand værre end at være sur.
Han gik hver dag og så ned til menneskene, fortæller historien, og hver gang han kiggede ned til dem, så han, hvordan de var onde mod hinanden.
I begyndelsen overså han ondskaben. Han lod som om han ikke så det. Han ledte efter nogle mennesker, der var gode ved hinanden, sådan nogle måtte der da være et eller andet sted.
Men lige meget hvor meget han ledte, inde i byerne eller ude på landet, så kunne han kun finde mennesker, der var onde ved hinanden.
De snyder og bedrager hinanden. De bagtaler hinanden, de lyver om hinanden, de slår hinanden ihjel. De piner og plager hinanden. Ja de sidder minsandten og spiser deres mad lige for øjnene af dem, der sulter og er lige ved at dø af sult og tørst.
Kan man nu forstå, at de kan få sig selv til at gøre det. Hvorfor deler de ikke det de har, der er jo mad nok til alle, hvis det bliver fordelt til alle. Gud var sur. Han fortrød, og spurgte sig selv: hvorfor skal jeg gå og se på al den ondskab hver eneste dag.

Noah

Bortset fra Noah og hans kone og hans tre sønner Sem Kam og Jafet, så er alle dem nede på jorden så fulde af ondskab, at man skulle tro, det var løgn.
Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan de ikke styre sig? Hvad har de ud af det?
Det må da være meget nemmere at leve der nede på jorden, hvis de var søde og gode ved hinanden!

Jeg er dødtræt af al deres ondskab. Hvad skal jeg gøre? Og så så Gud sig omkring for at se, om ikke der var nogen, der havde en god ide.
"Ja det er jo ikke de rene engle, du der har skabt"! sagde ærkeenglen Michael.
Han sad og drak kaffe.
I øvrigt var det ham, der havde jaget Adam og Eva ud af Paradisets Have, da de havde spist af det æbletræ, Gud havde forbudt dem at tage af.

Ærkeenglen Michael

”Du kunne ha’ tænkt dig om og skabt dem gode!” Sagde Michael og så klog ud.
”Jeg har skabt dem, så de selv må bestemme. Jeg vil ikke gå og hænge over dem hele tiden, de må selv finde ud af at gøre det rigtige og være bare rimeligt gode ved hinanden. Hvis jeg havde skabt dem til altid at være gode, så var det jo ikke mennesker så var det engle, og dem har jeg jo nok af, svarede Gud.
Mennesker skal være mennesker, og det betyder, at de selv må finde ud af at leve livet.
Det er deres egen sag at afgøre sig for det der med det onde og det gode.
De må bestemme over sig selv!
”Det kan de jo ikke, det kan du selv se,” sagde Michael og pegede ned på jorden, hvor der var vild ballade.

”Jamen de må se, å finde ad af det.”

”Hvad skal jeg gøre,” sagde Gud, ”jeg kan ikke lave dem om nu, det vil være et alt for stort arbejde.

Fjerde søndag efter trinitatis

Kærlighed

"Du skulle prøve med kærlighed!" var der en af de små engle, der foreslog.
Gud så på hende, for det var en pige-engel, dem er der nemlig også nogen af, og han spurgte hende: "Hvad mener du med at prøve med kærlighed?" "Jeg bruger da altid kærlighed! " "Hvad tror du det hele egentlig drejer sig om, hvis ikke det er kærlighed!"

Og så prøvede Gud med kærlighed

Han sendte sin søn ned til jorden, for at fortælle dem om kærlighed. Den havde man hørt om før, men aldrig på den måde. Kærlighed var, når man var forelsket. Det vidste man. Ret meget andet kendte man ikke til den.
Nu stod Jesus på jorden for at skulle fortælle dem om den kærlighed som kom fra Gud, og som gjorde, at de skulle elske hinanden, fordi Gud elskede dem først.

I begyndelsen kunne de slet ikke finde ud af, hvad det var, han mente.
Misforståelserne var mange, fordi historien, om at mennesket bliver elsket af Gud, med alt hvad det indebærer, er så vanskeligt at begribe. Man kan ikke tale om, at det skal forstås, for det kan det ikke, man må tro på det, andet kan man ikke. Det vidste den lille engel godt, men ikke desto mindre havde hun stillet forslaget.
Det var nemmere, hvis der kun var rettigheder og pligter, så vidste man, hvad man havde at holde sig til.

Kun kærligheden kan standse ondskaben

Men efterhånden gik det op for dem, at det eneste, der kunne standse ondskaben, var kærligheden. For kærligheden gjorde, at de ikke sladrede om hinanden og ikke talte ond om hinanden eller snød hinanden, ikke smækkede døren i eller vendte om, men blev og talte pænt til hinanden. Men frem for alt gjorde kærligheden, at de fik øje på hinanden.
Fik øje på at de havde brug for hinanden, og at man derfor ikke skal gøre noget imod andre, som man ikke ønsker, de andre skulle gøre mod en selv.

Fjerde søndag efter trinitatis

 

En blind kan ikke lede en blind

For hvis man gør noget ondt imod en anden, og den anden så gør noget ondt mod en selv, så er det som to blinde der skal hjælpe hinanden. Det kan de ikke – det går ikke.

De kan kun hjælpe hinanden, hvis de bruger kærligheden til at hjælpe med. Det var det Jesus skulle lære dem, for det er den eneste måde at bekæmpe ondskaben på.

Man kan ikke afskaffe ondskaben ved at slå hinanden ihjel, eller ved at sende syndfloder, der oversvømmer alt ting og lægger jorden øde. Man kan ikke bekæmpe ondskaben med brintbomber eller kanoner, kun med kærlighed kan det lade sig gøre. Men ondskaben er der stadig.

Menneskene er ikke blevet engle. De har stadig deres egen frie vilje til at bestemme, hvad de vil, og hvad de ikke vil, men de har fået kærligheden som kan hjælpe dem, når ondskaben er ved at løbe af med dem.

Du bestemmer selv!

Jesus kom med kærligheden. Guds kærlighed til menneskene. Derfor læser vi år efter år det samme stykke her, om at vi ikke skal dømme hinanden og ikke lade os irritere af, at de andre har fejl og mangler, når man selv har endnu flere og endnu større skavanker.

Så er det da sådan, at ondskaben lever side om side med kærligheden, og som der skal arbejdes med kærligheden, skal der arbejdes med ondskaben. Der skal arbejdes med tingene, de kommer ikke af sig selv. Kærligheden skal hele tiden skærmes mod hadet, og det gode skal hele tiden værnes mod det onde.

Og det er os selv, der bestemmer, hvem der skal herske.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen