Ugens prædiken

7. oktober 2001

17. søndag efter trinitatis

 

Dagens tekst

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?" Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?"
Det kunne de ikke svare på.

Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: "Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."

Lukasevangeliet kapitel 14 vers 1-11

Prædiken

De to historier

Der bliver i dagens tekst fortalt to nok så forskellige, men hver især umiddelbart forståelige historier.
Man kunne måske sige, at der yderligere er en tredje historie i beretningen om helbredelsen af manden med vand i kroppen, men når vi ser denne første helbredelsesberetning efter, står det klart, at beretningen er en nødvendig del af den første historie, og at det, der er indholdet i historien og som sættes til debat, ikke er helbredelsen, men spørgsmålet om hvordan sabbatten skal forstås.

Det er det ene tema - sabbatten - det andet tema, som findes i sidste del af dagens tekst, handler om ydmyghed.
At du skal være ydmyg og ikke ophøje dig selv.

17. søndag efter trinitatis

Sabbatten

I det første tema møder vi evangelisten Lukas' udgave af den beretning, som vi allerede kender fra Mattæusevangeliet. Det er historien om aksplukningen på sabbatten, som i Markus' udgave - for nu at tage alle evangelisterne med - munder ud i det velkendte udsagn, at sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld.

Et indlysende synspunkt vil vi måske mene og pege på de eksempler på helbredelse, Jesus og dermed evangelisterne anfører. Ikke desto mindre forstår vi, når vi sætter os ind i den jødiske tankegang, at det var et kontroversielt synspunkt på Jesu tid, ganske som det stadig er kontroversielt blandt Israels ortodokse jøder den dag i dag.
En smule daglig avislæsning kan hurtigt give os et indblik i, at helligdagslov-givningen, som vi ville kalde spørgsmålet om overholdelsen af sabbatsbuddet, stadig er et aktuelt spørgsmål i Israel, og stadig giver anledning til mange praktiske vanskeligheder.

På skabelsens syvende dag

I Første Mosebog kan man læse, at sabbatten er en del af skaberværket. Her siges det i begyndelsen af kapitel 2, at: På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

Sabbatten er altså ikke menneskets opfindelse endsige udtryk for menneskelig bekvemmelighed eller dovenskab - sabbatten er Guds dag.
Det er heller ikke det forhold, at der er Guds dag, evangeliernes beretninger om aksplukning eller helbredelsen på en sabbat søger at gøre op med. Sabbatten anses stadig for at være Guds dag, men det nye, den nye forståelse af skabelsen ligger i at da det er Guds dag, så er mennesket så meget desto mere forpligtet på at handle godt netop på denne dag.

Der er ikke tale om, at Jesus ønsker at omskabe sabbatten til at være en arbejdsdag, hvor samfundet skal fungere med alle sine gøremål og al sin foretagsomhed.
Når Jesus siger at mennesket er herre over sabbatten, så ligger der i dette udsagn en protest imod den udvikling, der havde fundet sted både politisk og religiøst frem mod Jesu tid.
Jesus anklagede, som flere af de gamle profeter havde gjort det, de indflydelsesrige religiøse grupper, der bestod af præsteskab og farisæere, for at have umenneskeliggjort eller måske rettet ugudeliggjort sabbatten ved at kræve, at man absolut ikke måtte udføre noget arbejde på denne dag.

Det var ikke engang tilladt at gøre godt, at hjælp på denne dag. Den var så hellig, at almindelig anstændighed eller etiske, religiøse krav var sat ud af kraft og ligegyldighed med næsten var blevet måden, hvorpå man ærede Gud.
Ved at lade både folk og fæ i stikke - overladt til deres ulykkelige skæbne - tjente man Gud

17. søndag efter trinitatis

Barmhjertighed

Evangelieberetningernes indlæg i diskussionen siger, hvis vi tager dem under et, at Gud ikke ønsker at blive æret, men at blive adlydt.
"Barmhjertighed ønsker jeg - ikke slagtoffer" står der hos Mattæus, og dermed er det hele sagt.
Barmhjertig også på Sabbatten ønsker jeg af jer - jeg ønsker ikke, at jeres fromhed bæres frem som et offer til mig.
Det blive på denne måde for os at se et sympatisk og forståeligt opgør med en formaliseret gudsdyrkelse, der er blevet umenneskelig, idet den ikke indrømmer mennesket en værdig plads i Guds skaberværk.
Mere teoretisk kunne man sige, at spørgsmålet drejer sig om at handle sat over for at være.

Hvordan er man blevet, den man er?

Det kan bringe os videre til den næste beretning, der rejser spørgsmålet om, hvor man mener, man selv bør sidde ved det store bord.
Om man har plads øverst oppe, eller det er en mere ydmyg plads, man bør søge.
Igen spurgt på en mere teoretisk måde: er der en sammenhæng, imellem det man gør, og den man er?
Hvis ikke det forholder sig sådan, hvordan er man så blevet, den man er?
Hvis vi vender spørgsmålet om, kunne man udforme det negativt og sige, vil man vedblive med at være, den man er, uanset hvad man gør?
Hvilken sammenhæng er der mellem, det man gør, og den man er?

Spørgsmålet kan rejses i almindelig samfundsmæssig og etisk forstand, og afhængig af hvem vi spør', og hvilke menneskesyn vi henvender os til, vil vi få forskellige svar.

Vi er det, vi gør!

I den ene ende af skalaen vil man fasthold, at vi ikke er og aldrig vil kunne blive andet, end det vi gør.
Der findes ikke andet, end det vi gør.
Vi kan tænke og tale, råbe eller tie, det ændre ikke på det forhold, at det vi er afhænger af, hvad vi gør, og hvordan vi gør det.

Vi er det vi er!

Når vi når ud til den anden ende af skalaen vil synspunktet være, at vi er, det vi er, uanset hvad vi gør, og hvordan vi gør det.
Vi er, det vi er og kan aldrig blive noget andet.
Alt hvad vi gør, skal hele tiden og altid ses i relation til det, vi er, og fordi vi er, det vi er, vil det, vi gør, altid være det rigtige, fordi vi nu engang er dem, vi er og derfor kun kan gøre det, som vi skal eller er bestemt til.
Derved bliver vore handlingerne rigtige, for vi gør altid kun det, vi er bestemt til at gøre. Vi kan ikke andet.

17. søndag efter trinitatis

Så forskellige opfattelser

Denne debat - dette spørgsmål - om forholdet mellem at gøre og at være, som vi har læst ud af dagens tekst eller lagt ind i dagens tekst, er en stadig tilbagevendende diskussion i kristendommen og ligger som et ikke afgjort forhold ved det at være kristen.
Andre religioner kan have afgjort sig i spørgsmålet. De kan have truffet en beslutning om, at det er af altafgørende betydning, hvad du gør - om du gør det rette på det rigtige tidspunkt. Deri består selve religionen, og det at være en troende inden for dens rammer er at handle rigtigt, sådan som det er bestem i den religiøse forskrift - rituelt eller i henseende til den herskende moral.

Hvorfor?

En anden religion kan mene, at det drejer sig om helt at ophøre med at være, og at det derfor er ganske afgørende at holde op med at gøre.
Religionens mål kan være at søge en anden væren end den, der hører til den gøren og laden, der hører livet og moralen til. At søge en tilstandsændring hvor først skridt er at ophøre med at gøre for derved at opnå en ny og ændret væren.
Man frigøres fra den væren, der binder én ved at ophøre med at gøre.

Men i kristendommen

Sådan kan man se så forskelligt på det, og sådan ser forskellige religioner på det ud over den ganske verden, men i kristendommen foregår debatten, fordi man ikke har kunnet afgøre sig for, hvordan forholdet er mellem at gøre og at være.
Når talen er om det retfærdiggjorte menneske i en evangelisk-luthersk forstand, sådan som vi i den danske folkekirke vil opfatte og tilslutte os tanken, så er det et reformatorisk dogme, at mennesket i forholdet til Gud - på grund af Kristi lidelse og død - bliver retfærdiggjort uforskyldt at hans nåde - helt uafhængig af hvad kristenmennesket i øvrigt måtte gøre eller have gjort.

Alle kan frelses

Derfor står fængselspræsten og prædiker dine synder nådige forladelse i faderens og sønnens og den hellige ånd navn, for det er evangelisk luthersk kristendom, at også den, som har gjort sig skyldig i den allerstørste forbrydelse, kan modtage sine synders forladelse, hvis han angrer.
For som det hedder med et Paulus-citat fra Romerbrevet: "så mener vi, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger!"
Den reformatoriske tradition og dogmatik bygger på den opfattelse af retfærdiggørelsen, som dette sted giver udtryk for: nemlig at menneskets retfærdiggørelse er en væren som Gud skænker mennesket uforskyldt, hvilket vil sige, uden at man har gjort sig fortjent til den gennem sin gøren.

17. søndag efter trinitatis

At være en kristen

Den evangelisk - lutherske tradition har gjort dette ene synspunkt hos Paulus til det eneste gyldige kristenmærke, men måske nok -i hvert fald efter nogens opfattelse - glemt at pege på, at der i den paulinske litteratur - Romerbrevet, Galaterbrevet, Korintherbrevene osv. også er formaninger om, at kristenlivet bør leves på en måde, som beskriver og fastholder en bestemt gøren i en efterfølgelse og efterlignelse af Jesus.

Man taler om, at Paulus giver formaninger - parænese kaldes det teologisk - og i disse formaninger finder vi en gøren, som nok var det, der i det romerske samfund gjorde det største indtryk på omgivelserne, og som derfor skabte en stadig stigende mængde tilhængere. Man følte sig tiltalt af den gøren som lå i formaningerne om at afholde sig fra "utugt, urenhed, udsvævelser, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags." Den gøren, der på den anden side skulle være det, man stræbte efter, var dermed bestemt som det modsatte af, hvad formaningerne omtalte.

Lad det samme sind være i Jer som var i Kristus, skriver Paulus i et brev engang i 50' erne.
"Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel - I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde."

Sådan lyder et uddrag af det brev, Paulus skrev til menigheden i Filippi i Lilleasien i det nuværende Tyrkiet. Med en kraftig formaning minder han dem om, at der er en hel del "gøren" at lægge sig på sinde, hvis kristennavnet skal bæres med rette.

Sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv

Ydmygheden, som også omtales her, er i Paulus' udlægning udtryk for, at man sætter de andre højere end en selv. Det betyder ikke, at man underdanigt kryber for de andre, endsige ringeagter sig selv og prøver at gemme sig ved at indtage den nederste plads ved bordet. Det er respekten for de andre, der byder én ikke at vise de andre ringeagt ved demonstrativt at sætte sig til højbords.
Nu er det med ordet ydmyghed, som det allerede er blevet sagt, at det er ikke den krybende, ynkelige usselhed, der ligger i begrebet.
På latin hedder ydmyghed humilitas og er i slægt med ordet humus, der betyder jord.

17. søndag efter trinitatis

Ydmygheden er frugtbar

Den frugtbare jord, som tager imod alt: vand, tørke, frø og forurening. Den frugtbare jord, som mishandles og udpines og bliver tilsået med både krudt og ukrudt. Den gode jord - humus - er alt dette til trods det, der til syvende og sidst skal frembringe og bære det, verden skal leve af.
Humus er den egentlige rigdom, for den kan bære 50, 60 ja 100 fold i den upåagtede og tålsomme tilværelse den fører.
Jorden er der altid, det er en selvfølge.
Deri består dens ydmyghed.
Den er altid en muligheden.
Den er ofte den eneste mulighed, fordi den kan fostre al den frugtbarhed, der nu engang er brug for.
Sådan er det med den ydmyghed, der sætter sig nederst ved bordet i respekt for de andre. Den rummer i sin ydmyghed en mængde af frugtbare muligheder, som kan være afgørende i det videre liv og samliv.
Ydmygheden er den frugtbare plads, der giver muligheder for at både gøren og væren kan udtrykke kristenlivets storhed og glæde.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen