Ugens prædiken

3. juni 2001

PINSEDAG

 


Teksten til pinsedag er hentet dels i Apostlenes Gerninger kapitel 2 og dels i Johannes evangeliet kap. 14.

Apostlenes Gerninger fortæller om pinsebegivenheden:

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Johannesevangeliet står der:

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, hans skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer, og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!

PINSEDAG

Det hellige forår

Nu kom vor pinseliljetid, nu har vi sommer skær og blid, synger vi i Grundtvigs pinsesalmen I al sin glans nu stråler solen.

For halvtreds dage side sang vi Påskeblomst! hvad vil du her? Bondeblomst fra landsbyhave.

I den danske salmebog har vi to pragtstykker af et par salmer, som både er prædiken og bøn og som er påske og pinse, så det ikke kan prædikes eller synges bedre.

Den blide sommer, den gyldne høst.

Den korte svale sommernat med fredskovens nattergale, jeg mener at have været der engang og at have lyttet til nattergalene i de lyse nætters trylleri.

Det vifter lifligt gennem løvet og pludselig stårvi ved den lille bæk, som risler med en strøm af sølv for fødderne af os i engen.

Det er det kæreste vi ejer, det er det bedste vi ved. Grundtvig maler os et billeder på det himmelske lærred af den skønhed og poesi, der ligger i det forår vi aldrig kan glemme.

Noget af det mest meningsfulde, vi har i vort fællesskab, er denne skønhed, som kommer år efter år og vise os den forunderlige opstandelse.

Det tidlige forår og den korte sommer er der igen med sin overflødighed af indtryk og skaber glæde og livslyst i os og forkynder "at natten hun er nu omme".

PINSEDAG

Eksistensen

Det er den mest virkelige virkelighed vi har her i livet. Min egen virkelighed kan jeg komme i tvivl om. Jeg kan blive usikker på, hvad min eksistens egentlig er for noget.

Hvad meningen er!

Hvad målet er med mit liv her på jorden.

Hvem er jeg?

Er jeg virkelig?

Men at solen stråler i al sin glans og at sommernattens korte svale er fyldt med fuglesang, det er min virkelighed, så jeg forstår det og aldrig glemmer det. Denne oplevelse af nyt liv er blevet til et trylleri.

Trylleriet

Et trylleriet, som måske er det meste virkelige ved min virkelighed.

Trylleriet blev for Grundtvig til Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme; det bliver som Paradis opladt på ny, det er al den herlighed og skønhed, der ligger udbredt som Guds skaberværk og som gang på gang betager Grundtvig og får ham til at tænke på kærligheden og forsoningen og den ånd som giver talen kraft og indhold.

Ånd og kraft

I denne vidunderlige verden finder Grundtvig det mageløst, at mennesket som det fortabte ler har lov til at tro på, at det er genløst, er rehabiliteret, som vi måske vil sige i dag, er rejst på ny fra fald og ydmygelse, og at det har fået sin habitus - sin gudsbilledlighed - tilbage igennem Kristus denne "menneskets forsoner".

For Grundtvig er det Gud i verden som taler og som "virker alt den ånd som taler".

Denne verdens fyrste

Fortabelsen er blevet til genrejsning, men som det siges i dagens tekst så er paradis på jord ikke som paradis i himlen for der er denne verdens fyrste til forskel. Jesus kan sige "og i mig er der intet, som hører denne verdens fyrste til", men mennesket må stille konstatere, at det må leve med denne verdens fyrste.

PINSEDAG

De to fortabelser

Sådan kan det siges .

Nu er scenen sat!

Nok står mennesket midt i sit jordiske paradis med alle dets muligheder, men fortabelsens skygge går over verden.

Mennesket har to fortabelser - den ene er skabningens fortabelse, den eksistentielle fortabelse, der siden Adams dage, har været menneskets vilkår fordi Gud er Gud og mennesket er menneske og fordi mennesket ville være som Gud og troede, at det kunne overvinde det onde, hvis blot det kunne kende forskel på godt og ondt, og fordi det troede, at det kunne overvinde døden, hvis blot det lærte livet at kende.

Da det troede at kunne blive som Gud, blev det til en komedieagtig efterligning, som i sidste ende lagde afstand til Gud.

Det gik ikke.

Det der skulle være en kloning blev til en dårlig efterligning, derfor er det stadig, som det altid har været. De er ét og alligevel to - Gud og menneske - de er ens og alligevel forskellige.

Den anden fortabelse

er den etiske - den moralske, som kommer af at mennesket altid lader sig lokke af denne verdens fyrste til - på grund af morskab eller dumhed eller forblændet selvkærlighed eller egoismens kynisme - at sidde til bords i muntert lag.

Når man skal til fest hos denne verden fyrste, er det nemt at se, hvor gildet skal stå, men det er også nemt at se, hvem, der mangler i selskabet. Ærlighed og troskab, kærlighed og tilgivelse bliver ikke lukket ind, ja er overhovedet ikke indbudt til løjerne. De er for kedelige og lægger altid en dæmper på selskabet.

Sådan oplever evangelisten Johannes verden, og det er nok ikke så forskelligt fra, hvordan vi oplever den, her hvor den frie vilje løber om hjørner med os og gør, at vi lader os lokke af denne verdens fyrste.

Gud og den skabte verden med al dens skønhed og trylleri, glæde og kærlighed og midt i det hele mennesket med al dets guddommelighed, men også med al dets svaghed for og tilbøjelighed til at optræde på scenen hos denne verdens fyrste - eller det onde, som vi også kalder det - lidelsen .

PINSEDAG

Fortabelse og frelse

Verden kan forstås anderledes.

Den bliver forstået anderledes - af andre kulturer. Den kan forstås som tomhed eller som kaos, som fuld af ånder og kræfter, som ren lidelse o.s.v., men Grundtvig og Johannes og vi med dem kender verden og Gud og mennesket og verdens fyrste i denne dobbelthed af fortabelse på den ene side og frelse på den anden side, sådan som kristendommen redegør for det i sin beskrivelse af verden og livet.

Pinseånden

Ind i den dobbelthed mellem Gud og Verdens Fyrste kommer ånden mennesket til hjælp og viser mennesket vejen til livet.

Den er ikke en lov denne pinseånd, der siger du skal, den er en samtale og en tiltale, som altid udfordrer viljen.

Den er pinsens glæde som finder sin metafor i al den pinseliljeskønhed digteren synger om.

Det var på pinsedagen, de var samlet, disciplene, og hvem der ellers var tilstede, da der pludselig lød en susen som af et vældigt åndepust.

Det var den jødiske pinsefest eller ugefesten, som den også blev kaldt, der gav anledning til at de var kommet sammen.

Oprindelig var det en takkefest for kornhøsten, men den rabbinske tradition havde mange år før Jesus gjort den til en mindefest om lovgivningen på Sinai bjerg.

"I den tredje måned efter israelitternes udvandring af Ægypten, på denne dag nåede de Sinajørken.

Der slog Israel lejr lige over for bjerget, men Moses steg op til Gud. Da råbte Herren til ham fra bjerget"

Moses og loven

Sådan begynder det nittende kapitel i Anden Mosebog, og det fortsætter med at berette om, hvad Gud råbte til dem:

"Hvis I vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk! Det er de ord, du skal tale til Israels børn!"

"Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som Herren havde pålagt ham.

Og hele folket svarede, alle som én: "Alt hvad Herren har sagt, vil vi gøre!"

Og Herren lover at stige ned på Sinai bjerg i en tæt sky og tale til Moses, så hele folket kan høre det. I overmorgen vil han komme og hele folket skal stå i nyvaskede klæder og ingen må røre ved bjerget, for så er han dødsens.

Og det blev i overmorgen og Herren kom i et frygteligt uvejr med lyn og torden og hele bjerget var hyllet i røg, og røgen stod til vejrs som røg fra en smelteovn.

Og Gud sagde:

PINSEDAG

De ti bud

Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.

Du må ikke have andre guder end mig, og du må ikke misbruge Herren din Guds navn. Du skal komme hviledagen i hu, så du holder den hellig, og du skal ære din far og din mor.

Du må ikke slå ihjel og du må ikke bedrive hor. Du må ikke stjæle, og du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste. Du må ikke begære din næstes hus, og du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!

Det blev til ti bud den dag på Sinai, og de blev skrevet på to stentavler, men det berettes, der først om henne i kapitel 31 i Anden Mosebog.

Samme med stentavler kom der en række andre bud, så antallet til sidst var oppe på 613 og derved blev det.

Moseloven var givet og folket havde indgået en pagt med Gud. Imellem Gud og folket stod loven, på godt og ond. For var man lydig mod Gud og overholdt loven ville det gå en godt, men hvis man var ulydig mod loven, fortjente man hans straf, og den ville komme, det var sikkert.

Det var denne begivenhed de var samlet for at fejre, disciplene og hvem der ellers var med, da der pludselig skete noget som satte dem i gang - gav dem et helt nyt indhold i deres liv ganske som dengang for mange år siden på Sinai Bjerg.

Ånd og bogstav

Ikke at det var en gentagelse af det, der skete i Sinai ørken. Det var nærmere en fortsættelse af den begivenhed, for under Moses dengang for mange år siden kom loven til menneskene, men nu hvor disciplene var samlet, var det Kristus selv, der kom til menneskene i den ånd, som virker alt.

Loven var med sin ånd og sit bogstav blevet det hvorom folkets liv handlede, alt andet ville følge af den. Det gode såvel som det onde ville være et resultat af folkets forhold til loven - for den enkelte som for folket som helhed.

Intet ville ske, uden at det afspejlede loven - lovens ånd og lovens bogstav, men mest lovens ånd. Den var, som al anden lov, ånd før den blev bogstav. Sådan er det med al god lov, den er først ånd, senere bliver den bogstav.

Hvis loven kun var bogstav, var der intet at tale om, intet at diskuterer, intet at gøre bedre. Hvis loven kun var bogstav, ville den leve sit eget liv og fjerne sig fra det folk den skulle tjene. Den ville blive umenneskelig og tyrannisk. Men den gode lov, hvor ånden hele tiden bestemmer bogstavet, det bliver en god lov og det er en fryd at se den tjene og udrette gode ting, og samatlen om lovens ånd hører aldrig op.

Det var lovens ånd, der dengang i Sinai ørken fyldte folket med håb og forventning og skabte en kultur fuld af ånd og bogstav, sådan som vi kender den jødiske kultur op gennem tiderne.

PINSEDAG

Evangeliets ånd

På samme måde blev disciplene, og hvem der ellers var til stede den pinsedag for snart totusinde år siden, fyldt af den ånd der skabte forventning på et tidspunkt, hvor håbet var ved at løbe ud og forventningerne var mindre end små.

Der kom en kraft, en evne, der fyldte hele huset og har fyldt huset siden da.

De blev ikke åndfulde og høje, men deres liv blev fyldt af den ånd, der løfter menneskelivet op i værdighed og glæde.

Kraften fra det høje. Gudskraften, der sætter ting i gang og som fylder den mest fortvivlede situation og den største håbløshed med nyt mod og forventning til fremtiden.

Hvor kom den fra?

Ja vi ved ikke bedre end at sige at den kom fra Gud, hvad skulle vi eller sige. Den kommer ikke fra os selv, for vi har den ikke, men vi kan fyldes af den. Den var der bare, som den altid har været der.

Helligånden

Vi kalder den Helligånden, hvad skulle vi ellers kalde den, for den er en ånd som loven er en ånd og den skaber mulighed for liv ganske som lovens ånd skaber mulighed for liv. Og den er hellig for den kommer ikke fra os selv, men fra det der er lige som os, men alligevel forskellig fra os.

Det er det vi kalder det hellige. Derfor måtte den komme til at hedde Helligånden og blive ét både med Kristus, der er Gud som menneske og med Gud, der er menneske som Gud.

Vi ved aldrig hvornår den kommer; vi ved ikke, hvor den er. Vi har ikke styr på den og kan ikke befale over den eller gøre den til vores tjener. Den er så fri, som kun ånd kan være og den er så god, som havde den aldrig hørt om det onde.

Derfor kender den heller ikke til personanseelse og kan ikke skelne mellem mennesker - de gode og de onde. Den har ikke været igennem syndefaldet,. Så den kan ikke kende forskel på godt og ondt, derfor kan den ramme enhver. Den er helt uberegnelig, og uretfærdig, ville vi måske sige, når den rammer der og ikke her.

Men sådan er det med Guds ånd.

Pinsens budskab

Det er så pinsens budskab, at Helligånden er kommet engang og gør det nu igen her i vor pinseliljetid, hvor vi får sommer skær og blid.

Helligånden, der holder livet sammen, ganske som lovens ånd holder loven sammen.

Verden og Gud og mennesket og verdens fyrste - det hele - var faldet fra hinanden, hvis ikke Helligånden var den kraft der giver livet fylde og virker alt den ånd som taler.

Amen

 

Mads-Bjørn Jørgensen