Ugens prædiken

3. marts 2002

Tredie søndag i fasten

 

Dagens tekster

I denne uges prædiken spiller denne første læsning fra Det gamle Testamente en ret stor rolle, derfor er den også trykt her.

Gudstjenestens bibeltekster kan i øvrigt findes her

Læsning fra Det gamle Testamente
Da sagde Herren til Moses: "Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten." Og Herren sagde til Moses: "Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk."
Dagen efter sagde Moses til folket: "I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd." Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: "Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører."

(2 Mosebog kap. 32 vers 7-10 og vers 30-32)

Evangelie-læsning
Jesus sagde til dem: "Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud."
Jøderne sagde til ham: "Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" Jesus svarede: "Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden."

(Johannes kapitel 8 vers,42-51)

Hvad er meningen?

Ind i mellem kan det være mere end vanskeligt at forstå meningen med Gudstjenestens tekster. Hvad handler det her om, spørger man sig selv?
Og sådan har jeg det med dagens tekster. Jeg synes de er ret vanskelige at gå til. Men jeg har gjort et forsøg. Så lad os se om det giver mening - også for os i dag. Lad os se om vi kan finde et evangelium , et glædeligt budskab.

Sandhed og løgn

Jesus gør et stort nummer ud af, at der er forskel på sandhed og løgn. Selvom han ikke argumenterer i vores forstand, så er summen af hans tale, at hans tilhørere er fulde af løgn. Ja, de er så kangt inde i løgnen, at de måske ikke en gang selv kan se det.
Men han er i sandheden, og han siger sandheden og dermed afslører han løgnen.

Tredie søndag i fasten

Teksterne lyver!

Vi kan følge dette princip ved at afsløre, at teksterne selv lyver. Især giver den første tekst om Moses og guldkalven et løgnagtigt billede af Gud og Moses. Moses fremstår som den store leder, som den der forsøger at formilde Guds vrede og som vil ofre sig selv for at folket kan få tilgivelse, fordi de har lavet en gud af guld.

Men her må man anstændigvis tilføje, at der mangler et langt afsnit i vores tekstuddag. Vi har kun fået begyndelsen og slutningen af kap. 32 i 2. mosebog. Dem som har udvalgt teksterne til denne anden tekstrække, som læses ved gudstjenesten i dag, har udeladt noget, som stiller Moses i et mindre flatterende lys. Der sker nemlig det at Moses efter at han kom ned fra bjerget og opdagede folket, der dansede rundt om guldkalven, at han beordrede levitterne - som var en af israels stammer - til at slå deres naboer, brødre og venner ned med sværd. Og som der står:"Levitterne gjorde som Moses sagde, og der faldt den dag henved tre tusind mand af folket."
Vi har med andre ord udeladt et folkemord. Moses er ikke et hår bedre end den Gud ville tilintetgøre det stivnakkede folk.

Det er ikke svært at danne associationer til de værste folkemord, der stadig hjemsøger vores klode. Nu er der den afgørende forskel, at vi har at gøre med en myte og ikke en historisk beretning. Ligesom man må sige der er forskel på om ens børn lader plastisksoldater flyve hen over gulvet i en massakre under sofabordet og så en historisk dokumenteret massakre.

Myternes magt

Men myter er ikke ufarlige. Tværtimod. Myter er en stærk og fortættet måde at tale om nogle grundlæggende strukturer i mennesket på. Religiøsitet kan være en farlig magt, måske den farligste magt overhoved, fordi den kan puste til stærke destruktive magter. Gudstroens tvilling er fanatisme. At mennesket tager Guds ord i sin hånd og myrder løs, som Moses, da han kommer ned. Som der stadig myrdes og krænkes i Guds navn. Det er uredeligt at lade Moses fremstå som den store og solidariske leder, der sætter sit liv til for sit folk, når han samtidigt foretager en iskold udrensning eller værre endnu: pålægger andre at gøre det. Godt nok en myte, men en farlig myte , der let kan tænde magtbegærlige mænd eller kvinder.

Og det er uevangelisk at forsøge at skjule det, selv om det er ubehageligt at skulle se Moses som en fanatiker. Men det er han, som han fremstilles i 2. Mosebog, om man bryder sig om det eller ej. I den Bibel der ligger på vores alter, hvor Moses fylder ikke så lidt.

Tredie søndag i fasten

Religionens tvilling er fanatismen

Religionens tvilling er fanatismen og den går helt ind i vores egen tradition. Og det er ubehageligt. Det er ikke de andre for en gangs skyld. Det er vores egen religiøse tradition, der i sig bærer ansatser til ondskab og mord . Måske er det nu lettere at forstå Jesu ord om at vi har djævelen til far.
Egentlig siger han: I har djævelen til far, til nogle jøder, han diskuterer med. Men det giver kun mening at forstå , det I som et vi.

Jesus var selv jøde, det må man aldrig glemme og Jesus forstod sig til sin død som jøde. Det er os der kalder os kristne. Antisemitismens synder og forbrydelser er lang og udtalelser som denne er blevet misbrugt til forfærdelige forbrydelser.

Troens tvilling er fanatismen og sådanne ord kan misbruges. Alt kan misbruges. Jesus stod i et opgør med sin samtid. Jøder kan kun forstås som Jesu samtidige, som den tradition han selv kom fra og måtte gøre op med, hvor den havde udviklet sig til ubarmhjertighed og hovenhed. Parallelt med at vi også må kæmpe med den tradition vi kommer fra, fordi der også i den findes ansatser til farlig fanatisme.

I har djævelen til far

Det er et stærkt udtryk at have djævelen til far. Stærkt i den forstand at det som et faderskab, sætter sig igennem, om vi vil eller ej. Jesus siger ikke, hvorfor følger I satan. Nej, I har satan til far. Der er en fristelse, ingen helt kan sige sig fri fra.

Som sider af ens egen far - eller mor for den sags skyld - sætter sig igennem om man vil det eller ej. Det kan være en af de svære ting at forsone sig med: at de træk man ikke bryder sig om hos ens far eller mor, alligevel sætter sig igennem. Det gælder både det biologisk betingede træk, som f.eks. en særlig trækning i ansigtet eller en særlig gestus, og det gælder de sociale tillærte adfærdsmønstre. Vi er bundet af begge dele.

Det ligger i Biblens analyse af ondskaben. At den ikke altid kan bekæmpes med vores vilje og gode hensigter, men derimod sætter sig igennem selv om vi ikke ønsker det eller vil det. Moralprædikener kan ikke udrydde det, for det går dybere end vores vilje. Det aspekt ligger i Jesu ord om at have djævelen til far. Vi kommer til at gøre ondt selvom vi ikke ønsker det.

Familien er et godt eksempel på det mærkelige fænomen, at vi kommer til at gøre de mennesker, der er tættest på os, mest skade. Hvor meget vi end i tiden dyrker familien, så er familien også arnested for lidelse og undertrykkelse. Den er bestemt også arnested for meget godt, for trofasthed og hjælpsomhed, men der er ingen der skal være blind for at det med familien er svært.

Tredie søndag i fasten

Vor tids guldkalve

Der er en guldkalv, der har skudt sig faretruende ind. Ikke bare mellem Gud og os men i livet mellem os.
Man kan overveje, hvad man skal oversætte guldkalven til i dag. Hvad er vores guldkalv? Det er langt mere komplekst end blot vores kærlighed til guld og mammon. Vi danser om forførelser, rygklapperiet, forfængeligheden (Man kan jo blot tænke på Farum kommune).

Vi vil gerne forføres, ganske som det fortælles om Aron, at han lod sig forføre til at lave guldkalven og gå foran i dansen. Folket ønskede det jo. De stod bag ham. Han vidste vel godt det var forkert, men han blev båret frem og mængden, den blev båret frem af Arons villighed. Hans handlekraft. En , to, tre var hele lejrens guld indsamlet. Tanken om en stor guldkalv var fristende. Hvem forførte hvem. Det er ikke godt at vide, men pludselig stod guldkalven der, og festen gik i gang indtil Moses kom ned og smed Guds stentavler foran dem i vrede.

Frygten for sandheden

Sandheden er ilde hørt. Hvorfor er den det? Hvorfor vil vi ikke sandheden? Hvis sandheden er god og gør os fri. Eller vi vil vores egne sandheder, der passer til os selv. Det som så let bliver til en livsløgn, men spillet kører, folket jubler og dansen går.

Sandheden er vel altid ilde hørt, særligt hvis den modsiger vores egne belejlige sandheder. Jeg tror, de fleste kender frygten for at blive afsløret. At vores svagheder skal komme frem i klart lys. Men samtidigt er der noget i os, som gerne vil sandheden. Som længes efter afsløringen.

En god ven er én der taler sandt, som også siger det, som er ubehageligt, men gør det fordi det må siges. Fordi man skylder hinanden oprigtighed selv når det gør ondt. At det er forræderi at snakke hinanden efter munden. I den forstand er det godt at blive afsløret, fordi det er gjort af venskab.

Sandheden der nedbryder

Men det er også lettere at nedbryde end at opbygge. Hvis I ikke har læst Henrik Ibsens dramaer, så læs dem. Han stiller sig igen og igen spørgsmålet: Skal man tage en livsløgn fra et menneske. Kan et menneske bære sandheden om sig selv, at erkende sine egne livsløgne. Henrik Ibsen blev aldrig færdig med at søge svar på spørgsmålet og må det aldrig blive færdigtænkt hos os. Det er det for vigtigt til. Skal vi altid fortælle sandheden og bryde nettet af løgnene? Hvad med den sandhed, der tager modet fra et menneske, er det sandhed?

Sandheden der opbygger

Det er lettere at nedbryde end at opbygge. Lettere at hugge et menneske ned end få det til at vokse. Kun den sandhed, der opbygger er sandhed. Kun den afsløring, der er en afsløring i kærlighed opbygger. Her ligger det gode budskab gemt. Vi skal afsløres for at opbygge, som det gode venskab opbygger ved ikke at tale os efter munden, men sige det der undertiden skal siges.

Som da Jesus afslører Peter. Peter er sikker på at han er god, har styr på tingene, super discipel som han er. Jesus afslører hans skrøbelighed eller mere præcist hans menneskelighed, at kun én er uden fejl og det er Vorherre. Som bekendt forudsiger Jesus, at Peter vil fornægte ham 2 gang før hanen har galet 3 gange. Peter kæmper imod. Han vil fastholde illusionen om sig selv som mønster-disciplen, der er trofast til døden. Men afsløringen er sand. Peter fornægter Jesus, da det gælder. Men i stedet for at miste alle illusioner og al håb, bygges han op. Han bliver en af kirkens ledere, uanset at han er den, der forråder Jesus. Han bliver klogere. Måske bliver han mere forstående over for andres svigt.

Tredie søndag i fasten

Kærlighedens afsløring

Måske skal vi afsløres for at forstå, at vi kunne gøre det samme. Det er ikke en afsløring for afsløringens skyld. Det er altid underholdende at se et magtmenneske sættes på plads og moralisterne danser nu om skadefrydens tyrekalv. "Hvad sagde jeg", rygklapperne vender retning som vinden. Men der er forskel på skadefryd og kærlighedens afsløring. Kærlighedens afsløring er altid i solidaritet. I visheden om at du eller jeg kunne gøre det samme. At vi er forført af magten, guldkalven og ingen af os går fri. Vi har djævelen til far, javel. Men vi har Gud til far samtidigt, som ikke lader livet, det gode liv, det sande liv, gå i stykker af vores svigt.

Det er da meget opbyggeligt at Gud har så meget tillid til os, så vi ikke behøver at frygte for afsløringen, men kan stole på at afsløringen tjener til det gode.

Det er denne fastesøndags evangelium. At vi skal holde fast ved den kærlige Gud , den guddommelighed som Jesus åbenbarede som elsker selv dem, der svigter. Ligesom en far og en mor også elsker sit barn, selvom det gør alting galt.

Det har vi altid brug for at høre.

Amen

Nicolai Halvorsen