Ugens prædiken

1.juli 2001

Tredie søndag efter trinitatis

 

 

"Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ”Denne mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem en lignelse: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over en synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lyse og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig”.

(Lukasevangeliet kap. 15 vers 1-10)

Et filosofisk problem

Enten må man accepterer, at verden er modsigelsesfyldt og ujævn med en evig skiften imellem forskellige normer og holdninger, eller man må mene, at verden bør tilstræbe enhed og stabilitet, og at et skifte i holdninger og normer kun kan godkendes, for så vidt det bringer verden længere frem mod det mål, som kunne kaldes færdiggørelsen af verden.

Som filosofisk problem har det helt fra antikken været genstand for overvejelser, om verden bevægede sig eller verden stod stille.

I jødedommen og den spirende kristendom var det ikke det filosofiske problem, om hvorvidt bevægelse findes, der var til debat, for man filosoferede ikke i græsk forstand, ikke desto mindre tages der i dagens tekst fat på spørgsmålet om, hvorvidt normerne kan brydes, og hvad et sådant brud eventuelt kan føre til.

Tredie søndag efter trinitatis

En levende virkelighed

Det hele kommer af at Jesus tog imod syndere og spiste sammen med dem.
Det er nogle farisæere og skriftkloge, der giver ondt af sig, fordi Jesus på denne måde trodser de gældende normer og derved bliver en trussel mod samfundet.
Farisæerne og de skriftkloge mener ikke, at man sådan uden videre kan omdefinere samfundets værdier og omgås dem, der er sat uden for samfundet.
Her er ikke tale om samfundets tabere.
Dette begreb eksisterede ikke på Jesu tid i det senjødiske miljø endsige noget andet sted i verden.

At bruge betegnelsen "Samfundets tabere" forudsætter en moderne forståelse af forholdet mellem samfundet og den enkelte som indeholder komplicerede betragtninger, som ikke blev gjort på Jesu tid.

Den enkelte blev vurderet i forhold til Moseloven, og var man en taber, skyldtes det at man selv havde sat sig uden for de rammer, moseloven foreskrev.

"Samfundets tabere", de syg de fattige, dem, der blev ramt af ulykke, var på Jesu tid dog ikke helt og fuldt overladt til sig selv og egen elendighed. Man gav almisse og søgte at være lige så tilgivende og hjælpende, som Herren den højt ophøjede var, sådan som vi hørte om det i den hellige lektie, der er hentet hos profeten Esajas, for vel er det deres egen skyld, at de er blevet ramt af ulykke og elendighed, eftersom netop ulykke og elendighed kun kommer af, at man sætter sig op imod Herren den højt ophøjede og hans bud, men som det siges i esajasteksten, så bor Herren hos den, hvis ånd er nedbøjet og hvis hjerte er knust, og han "anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid!"

 

Tredie søndag efter trinitatis

 

Når Herren kan være så mild, er det selvfølgelig menneskets sag at være på samme måde.

Det er et ubarmhjertigt samfund, der ikke - alt andet til trods - tager sig af de svage.

I tredje Mosebogs 19. kapitel i Det Gamle Testamente siges det, hvordan man skal tage sig af de fattige. Det skal ske på følgende måde: Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud

Lad så det være eksempel nok på, at det ikke er et umenneskeligt samfund, vi møder på Jesu tid.

Samfundet, dets medlemmer havde nok snarere den også i dag kendte holdning, at vist tager vi os da af de sociale tilfælde, men de skal vide at kende deres plads, og vi er til en hver tid bedre end dem.

Problemet var balancen eller rettere det forhold, at man skulle tage sig i agt for at blande ting, der ikke måtte blandes. Det uens måtte ikke føres sammen, for det ville betyde, at det tilsammen blev kraftløst.

Man måtte ikke pløje med en okse og et æsel sammen, og man måtte ikke sætte kød og mælk ved siden af hinanden for nu at nævne et par eksempler.

Blandinger var urene og det urene var farligt.

Det er altså ikke på grund af de fattige, toldernes og syndernes modsætningsforhold til Gud, man som farisæer og skriftklog, skulle holde sig fra dem, for selv Gud beskæftiger sig fortsat med dem, det var fordi, de var urene.

Verden bestod af rent og urent. Enten det ene eller det andet.

Vi mener, der er en hel verden af ting og forhold, der ligger der imellem. Ting der hverken er rene eller urene, om hvilke vi i den henseende kunne sige, at de er ligegyldige, men i det israelitiske - jødiske samfund, som i en lang, række andre samfund, var livet reguleret af, at ting og forhold enten var rene eller urene.

I nogen situationer var det til at gennemskue, hvorfor det var sådan, i andre situationer var det uforklarligt, hvorfor moseloven havde sat dette eller hint op som urent.

En lang række dyr og væsener, der levede i vandet, var f.eks. urene og kunne ikke spises; det stod alt sammen at læse i moseloven, og var det ikke omtalt der, så havde den fædrene overlevering - traditionen - noget at sige om, hvad der helt konkret var rent eller urent.

I og med at det stod at læse i moseloven eller i fortolkninger til moseloven, hvad der var rent eller urent, så var det Gud selv der havde lagt disse bestemmelse ind i verden, derfor skulle menneskene rette sig efter dem.

Selvfølgelig skulle man hjælpe syndere og andre elendige, men man skulle fastholde, at Gud havde erklæret dem for urene, og derfor skulle man holde sig fra dem. I hvert fald måtte man ikke spise sammen med dem, det ville gøre måltidet urent og være gudsbespottelse, og gudsbespottelse, var der dødsstraf for. Det stod i moseloven.

Farisæerne og de skriftkloge var på helt sikker grund, når de bebrejdede Jesus, at han satte sig op mod love og bestemmelser, og de gjorde det så at sige i en god mening.

Samfundets normer og systemer måtte ikke overtrædes, for de var gudskabte, og blev de det, måtte det ikke ske ustraffet. Det var de skriftkloge og farisæernes opgave at holde øje med, at det ikke skete.

Tredie søndag efter trinitatis

Hyrden med lammet

Dagens tekst har sin helt specielle karakter, idet den indeholder det måske mest elskede af alle kristendommens billeder. Hyrden, der bærer sit genfundne lam over skuldrene.

Det har op igennem kristendommens historie været et motiv, som med udgangspunkt i teksten her, er kommet til at betyde Guds omsorg for den enkelte, gennem Kristus som frelseren.

Beretningen om den gode hyrde, der går ud for at lede efter det enkelte vildfarne får, handler ifølge teksten i dag ikke om den omsorg, Gud nærer for den enkelte. Det centrale tema ligger derimod i glæden. Den glæde der er i himlen over en synder, der omvender sig. En glæde, der er større end den, der er over de nioghalvfems retfærdige.

Glæden over det genfundne

Det er det samme svært forståelige synspunkt, som møder os i beretningen om den fortabte søn. "Her har jeg gået år ud og år ind og slidt og slæb, så gården kunne give føde til dig og mig og sikre din alderdom, og når så min døgenigt af en bror, der har fået sin arv udbetalt og soldet det hele op - brugt den på alt det, man ikke skal bruge penge på her i verden - når denne min bror kommer hjem, så glemmer du fuldstændig mig og al mit slid og slæb og ved ikke alt den fest og gilde, du skal holde for ham.

Den dovne rad.

Jeg er sur og fornærmet!”

Sådan sagde den hjemmegående bror i historien om den fortabte søn, og jeg forstår ham godt!

Historien er et billede på, hvor meget faderen glæder sig over at se den søn igen, han troede var død og borte. Ligesom med fåret, der er faret vild!
Det viser at beretningerne ikke peger på Guds omsorg, men på Guds glæde.
Den Guds glæde, der opstår i himmeriget, når den enkelte omvender sig.
Når den enkelte klare sit forhold af til Gud og næsten og livet.
Gør op med sig selv om hvad der er ret og rimeligt her i verden - og ikke lader sig styre af, hvad der er mest bekvemt, og hvad der i øvrigt bedst kan betale sig.
Når den enkelte for sig selv vælger, at gøre en indsats for de andre på trods af at det godt kan være besværligt og afstedkomme en hel del vanskeligheder.

Tredie søndag efter trinitatis

Kaos eller orden

Her kan vi vende tilbage til indledningen om, at enten accepterer man, at verden er modsigelsesfyldt, eller også kræver man, at den er en forståelig enhed.

Sådan tænkte grækerne og den filosofiske eftertid, men sådan tænker kristendommen ikke, for i kristendommen er det ikke et spørgsmål om bevægelse eller stilstand, om hvorvidt verden grundlæggende er kaos eller absolut ordnet, for kristendommen er det er spørgsmål om den proces, der hedder liv, og som i sig bær det forhold, der kaldes Gud. I dette forhold er der en glæde, når den enkelte findes i ødemarken og en glæde, når den enkelte vender tilbage til hjemmet. I kristendommen er der således en tro på, at der er glæde, ved at den enkelte klare sit liv af i forhold til sig selv og de andre.

Man står ikke alene med sit liv, der er nogen, der glæder sig, Gud – selv om vi synes at den tanke er absurd.

Det absurde

Det er Søren Kirkegaards fortjeneste, at han i sit skrift "Frygt og Bæven" fra 1843 har peget på, at kristendommen som tro ikke bare er en etisk norm, men at den i sin lidenskab forlader fornuften.

At troens lidenskab begynder, hvor fornuften kommer til kort. Ikke på den måde at troen er vilkårlig eller tåbelig, men på den måde at troen er absurd, paradoksal, uforståelig.

Det vidste allerede middelalderens teologer besked med, da de formulerede sætningen: jeg tror, fordi det er absurd. Fordi jeg ikke kan forklare eller forstå.

Det er dette forhold mellem at kunne forstå og ikke at kunne forstå, der er spændingen i dagens tekst.

På den ene side er billedet med hyrden, der henter sit fortabte får hjem, udtryk for en forståelse af trosforholdet, der skaber tryghed og tillid. På den anden side er den historie Jesus fortalte farisæerne og de skriftkloge uforståelig og absurd. Vi ved heller ikke, hvad de lyttende jøder sagde, da de havde hørt historien, men uforklarlig er den, og allerede i begyndelsen melder problemerne sig.

"Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet!" Det er troligt at tilhørerne allerede her gør indsigelse.

Man forlader ikke de nioghalvfems. Man overlader dem ikke til deres skæbne i ødemarken for at finde et enkelt. Og når man så kommer hjem med det ene og har mistet de nioghalvfems, så er der ingen glæde ved det.

I øvrigt går der ikke en synder på nioghalvfems retfærdige.

Det er ikke noget alment synspunkt.

Men i troen - i dens lidenskab i dens absurditet - er det troen indhold, at gudsforholdet, at kristendommen er så anderledes, at den nok lader sig beskrive i de smukke historie, men kun kan tros igennem absurditeten langt på den anden side forstanden.

På denne måde er troen andet og mere end god etik og moral.

Troen er, når der er glæde i himmerige, der hvor den enkelte har fået klaret sit liv af.

Man kan blive en glæde i himmerige!

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen