Ugens prædiken

1. januar 2002

Nytårsdag

 

Dagens tekst

Jesus sagde: "Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er riget og magten og æren i evighed! Amen

Matt. kap.6 vers 5-13.

Prædiken

Fader Vor

I bjergprædiken, i Mattæusevangeliet kapitel 6 lærer Jesus disciplene at bede Fader Vor.
Du som er i himlene!
Det er en bøn, som har gjort kristendommens historie med op igennem de mange århundreder, og som stadig er kristenmenneskets mulighed for at udtrykke sig som kristen.
At bede sit Fader Vor i nød og fortvivlelse eller til andre tider i menneskelivet er - alt andet lige - en af de store ting, kristendommen skænker mennesket.
Intet er så håbløst, som ikke at vide, hvor man skal henvende sig, eller hvordan man nu skal få givet udtryk for sit inderste og få det sagt, det, der nu engang er én livet om at få sat i ord.

Her er Fader Vor den bedste bøn af alle ikke bare på grund af sin knappe og præcise form, men fordi den har været fælleseje i den kristne verden til alle tider samtidig med at den er en stærk personlig bøn.
Komme dit rige!
Ske din vilje!
Giv os i dag vort daglige brød!
Forlad os vor skyld!
Led os ikke i fristelse!
Fri os fra det onde!
Dit er riget!

Nytårsdag

En gammel jødisk bøn

I teologien er der dem, der har ment, at Fader Vor har sin oprindelse i den jødiske Attenbøn eller kommer fra den jødiske Helligbøn, og det skal nok passe, men selv om den har sin oprindelse her, så er den i den udformning, vi kender den i her i bjergprædiken et kort og præcist udtryk for menneskets bekendelse og forhåbning til Gud, og står som en grundpille i kristendommen.

Det er med Fader Vor, netop som det siges i teksten til i dag: "Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord". Det er så ikke heller de mange ord, men den korte henvendelse til Gud, der gør netop denne bøn til så skarp en kniv, så højt et råb, så stille en mumlen. Der er de ord, der er nødvendige - ikke flere.

Alvoren

Reformatoren Luther skriver om bønnen og det at holde andagt:
"Men hvor der skal være en ret bøn, må der også være alvor, så man føler sin nød og en sådan nød, som trykker os og driver os til at råbe og skrige. Så går bønnen af sig selv, som den skal gå, så man ikke behøver nogen lære om, hvorledes man skal forberede sig dertil eller skabe andagt."

Alvoren er en sikker bestemmelse af bønnens karakter.
Netop sådan har Fader Vor været brugt og bruges stadig ud over den kristne verden til at udtrykke alvoren.
Når livet bliver for tyngende og truer med at knuse, bliver de få og enkle ord i Fader Vor til det, der kan formulere et håb - ske din vilje som i himlen således også på jorden.
Alle led i Fader Vor er båret af denne stille alvor og udtrykker, at netop alvoren er nødvendig for at kunne bære de vanskeligheder, som mennesket kan komme ud for her i livet.
I det dagligt brød, i skyld og i fristelse finder vi den grundlæggende alvor vi lærer at kender som uundgåelige vilkår og betingelser i menneskelivet. Hertil kommer så alt det andet, der kan true og skabe frygt, og som kan samles og benævnes det onde.
Fri os fra det.
Fri os fra det onde.

Nytårsdag

En historie

Tillad mig her på den første dag i det nye år en lille historie.
I min barndom var der en gammel sømand, som hørte med til det galleri af helte, som barnesindet bygger op, og som fylder fantasien og gør verden stor og vidunderlig.
Han var fuld af fortællinger fra de store have og de fjerne steder, og det var ikke altid søndagsskoleberetninger, der kom fra hans mund.

I voksenverdenen havde man ikke den store interesse for de storslåede historier. Man blev hurtig træt af at høre om storme og forlis, og man mente ikke, at der var meget sandt i dem. Måske fordi man ikke selv havde set og oplevet, hvor store bølger kan være og ikke kendte til ensomheden på havet.
Det var nok derfor, de voksne aldrig fik lyttet sig ind i historierne og lærte deres alvor at kende.
De følte ikke alvoren i, hvad sømanden fortalte.
De troede, han fortalte løs for at gøre sig interessant eller for at prale med bedrifter og uudholdelige strabadser og lidelser.
For os børn var det anderledes.

Vi følte alvoren og angsten, som sømanden søgte at tale sig ud af.
Det var alvoren og fortvivlelsen han talte om, for den var han aldrig blevet færdig med. Han havde lært alvoren at kende, og det havde mærket ham.

Han havde overlevet hylende storme og havets voldsomme magt, men han havde aldrig overlevet den alvor, som hvis den tager magten fra en bliver til angst. Den sad stadig i ham - alvoren, og det var den, han måtte fortælle om på sin egen måde for at kunne leve med den.
Sådan noget har børn forstand på.
De kender til, hvordan historier og eventyr fortæller om angst og fortvivlelse. Voksne gør angsten og fortvivlelsen til deres egen oplevelse, eller knytter dem til hvad de selv har kendskab til. Børn kan iagttage på afstand og fornemme på en anden måde end voksne.

I sømandens fortællinger og billeder lærte vi børn, at Gud er stor og mennesket er lille, og at det er Guds hav og Guds storme, og at det er Gud, der redder fra det alt sammen.
Sømandens verden var dermed anderledes en den voksenverden, der søgte at opdrage os børn til at forstå at Gud er stor og mennesket er lille, og at man i øvrigt skal holde sig fra hav og storme.

Nytårsdag

Forliset

Den bedste af alle historierne var den om barkskibet, der gik i ballast til Australien efter korn og på hjemvejen til Europa rundede Kap Horn i en storm, der varede næsten fjorten dage.
Til sidst var vi så udmattede af mangel på søvn og tørt tøj, at vi var ved at opgive det hele.

Man holdt skibsråd ude agter, og skibsrådet sluttede med, at skipper foldede sine hænder og begyndte på Fader Vor.
I begyndelsen stod alle tavse og så ned ad det våde tøj, men da skipper nåede til "fri os fra det onde" var det blevet til et mumlende kor af dødtrætte, sultne og forkomne sømænd, der stod som en søndagsskole rund om deres skipper.
Historien sluttede her.
Ikke noget med at de kom frelst i havn.
Det, der skulle siges, var sagt.

Det gjorde indtryk på barnesindet.
Man begyndte at forstå, at Fader Vor var til for noget. At det kunne bruges til noget.
Man forstod alvoren i at være i den nød, så man må råbe og skrige, så finder man ud af hvordan den andagt skal holdes.
Der stod respekt om det Fader Vor, der blev bedt, dér en stormfuld dag syd for Kap Horn.

Ikke at det gav anledning til nogen sentimentalitet eller bragte vandet op i øjnene på børnene. Der var bare respekt for den bøn, der kunne få store våde mænd til at folde hænderne og udtrykke deres angst og fortvivlelse.

Det var et billede på fromhed, som satte sig i barnesindet.

Amen

Mads-Bjørn Jørgensen