"Nansensgade-Drabet"

Østre Landsrets Dom af 9. September 1948.
Den særlige Klagerets Kendelse af 18. Marts 1950.
Østre Landsrets Dom af 7. Juni 1950.

Om Besættelsestiden - og særlig Tiden fra 29. August 1943 til 5. Maj 1945 - kan det siges, at den var en Tid med omvendt Fortegn. Et stort Antal Personer med farlige forbryderiske Instinkter, sadistiske Lyster og Foragt for andres Liv og Lidelser blev indrulleret i forskellige Korps som "Frikorps Danmark", "Schalburgkorpset", "Hipokorps" osv. De blev iklædt stramtsiddende Uniformer med Bælte og Skraarem, og de trampede omkring i højskaftede Støvler. Og saaledes martialsk udstyret optraadte de - eller rettere foregav de at optræde - som Lovens og Ordenens Opretholdere. Og de, hvem disse Opgaver hidtil havde været betroet, var nu afklædt deres Uniformer. Tyskerne havde interneret Militæret og deporteret Politiet. Men i denne Tid, der var præget af Opløsning, blev der adskillige tilbage, som kæmpede for Danmarks Frihed. De kæmpede enkeltvis eller i Grupper som Tropper i Frihedsbevægelsen. De kæmpede under vanskelige - ja ofte fortvivlede Forhold med Fare for Liv og Helbred, og medens Tortur, Lemlæstelse og Død lurede fra alle Hold.

Det er ikke for meget sagt, at Kernen af den danske Frihedsbevægelse har bidraget til nogle af de smukkeste Kapitler i vort Lands Historie.
De, som ydede den virkelige Indsats, havde fortjent, at Frihedsbevægelsens Navn og Aktivitet ikke var blevet misbrugt. Men dette skete ikke desto mindre. I Frihedsbevægelsens Kølvand dukkede op en Skare Drabsmænd, Røvere og Tyve, der søgte til egen Fordel at udnytte de store Chancer for kriminel Aktivitet, som Tiderne bød dem. Dette skete især, efter at Tyskerne den 19. September 1944 havde opløst og i vidt Omfang deporteret det danske Politi.

Ethvert Samfund vil til enhver Tid have sine kriminelle. Men selvom man maatte være indstillet herpaa, var det dog beskæmmende at opleve, at mange betragtede Landets Nødsituation som en særlig Chance til at udfolde sig kriminelt til egen Fordel. "Nansensgade-Drabet" var et typisk Eksempel herpaa.

"Spareselskabet af 7. Februar 1925" talte ca. 2.000 Medlemmer - for Størstedelen smaa Arbejdere, som ved Indskud i Spareselskabet lagde Beløb op til at holde Jul for. Indskuddene blev indsat paa en Bankkonto. Man havde i en Aarrække fulgt den Praksis, naar Julen nærmede sig, at hæve den opsparede Kapital og bringe den til Kassererens Bopæl. Dette skete i Reglen en Lørdag et Par Uger før Jul, og Medlemmerne fik saa Meddelelse om, at de den følgende Søndag kunde møde hos Kassereren og hæve, hvad der tilkom dem.

Julen 1944 nærmede sig. Det var den politiløse Tid, og Spareselskabets Formand og Kasserer var klar over den Risiko, der vilde være forbundet med at bringe de mange Penge - ca. 93.000 Kroner - fra Banken til Kassererens Bopæl og opbevare dem der fra Lørdag til Søndag.
Man foretog derfor en Række Sikkerhedsforanstaltninger. Pengene skulde hentes Lørdag den 9. December i Arbejdernes Landsbank, Nørrebrogade 62, og noget før Bankens Lukketid indfandt sig i Banken Spareselskabets Formand den 44-aarige Vagtværnsmand Alfred Andersen, Kassereren Skorstensfejersvend Haldor Jørgensen og Sekretæren Skorstensfejersvend Arne Arnskov. Denne medbragte en Schæferhund, som han havde laant. Endvidere havde man ordnet, at to Kvinder, nemlig Kassererens Hustru og en Frøken G., ogsaa mødte i Banken for at deltage i Pengetransporten.

Man ventede, til alle Kunder var ekspederet og havde forladt Banklokalet, før man lod sig Pengene udbetale. Af Forsigtighedshensyn lagde man Pengene i de to Damers Indkøbstasker, medens der i de to Mapper, som Mændene bar, kun laa gamle Aviser.

I Banklokalet havde man observeret en Mand med en sort Skihue. Han sad og krøllede et Stykke Papir og havde tilsyneladende intet særligt Ærinde i Banken. Da Pengene blev udbetalt, var han gaaet, og man hæftede sig derfor ikke særlig ved ham. Pengetransporten satte sig saa i Gang - de to Damer forrest, og de tre Mænd og Schæferhunden lige efter. Da man kom udenfor Banken, stod Manden med Skihuen der atter, og Hunden knurrede ad ham. Han spurgte, om den var bidsk, hvilket man besvarede bekræftende.

Det var meget taaget - Sporvognene kunde knapt køre. Man gik til Fods ad Nørrebrogade over Dronning Louises Bro. Maalet var Kassererens Bopæl, Nansensgade 69, 2. Sal. Da man drejede om Hjørnet Frederiksborggade / Nansensgade, saa man et Par Mænd forsvinde ind i Opgangen til Nr. 69, og man besluttede, at Pengetransportens mandlige Deltagere først skulde gaa ind. Næppe var de kommet ind i Opgangen, før de af 2-3 pistol-bevæbnede Mænd blev "holdt op" og truet til at udlevere Mapperne.

Kvinderne var imidlertid kommet ind, og nu dukkede der flere Mandspersoner op med Pistoler - om de kom fra Gaden eller Kælderen, har ikke kunnet fastlægges. Der lyder Skud -Vidner forklarede, at der blev affyret ca. 8-10 Skud. Kvinderne kaster sig paa Gulvet henover deres Indkøbstasker. Formanden Alfred Andersen segner om saaret i Underlivet. Røverne flygter med Mapperne og raaber: "Stikkere - Stikkere". Endnu ude paa Gaden affyres der Skud. Den ene Mappe kastes - antagelig fordi Røveren har set, at den kun indeholdt Aviser. Den anden Mappe blev aldrig fundet. Ambulancen tilkaldes, og Alfred Andersen køres til Hospitalet, hvor han dør seks Dage senere efter at have gennem-gaaet frygtelige Lidelser.

Men Pengene var i Behold og blev udbetalt til Spareselskabets Medlemmer. Det var selvfølgelig ugørligt i den politiløse Tid at foretage Efterforskning eller søge paa anden Maade at opklare Sagen. Der skulde gaa helt til September 1947, før Opklaringen kom.

Og hermed forholdt det sig saaledes:
Paa det Tidspunkt afsonede en Mand ved Navn B. J. Straf for en Række Indbrudstyverier, og han kom med Udtalelser, der viste, at han havde et nøje Kendskab til Nansensgade-Affæren - kendte baade Handlingsforløbet og Navne paa Deltagerne. Han gav først vidtsvævende Forklaringer om, hvorfra han havde sin Viden, men maatte senere indrømme, at han havde faaet sin Viden fra sin Logiværtinde, hvis Mand, Knud J., havde fortalt hende alt om Drabet og Røveriforsøget.

B. J. refererede til Politiet, hvad han havde hørt saaledes:
Knud J., som i Juni 1947 var idømt 10 Aars Fængsel for Røveri og Manddrab, var Medlem af og havde tidligere været Inkassator i Spareselskabet. Som Medlem havde han faaet Underretning om, at Udbetaling vilde finde Sted Søndag den 10. December 1944, og med det Kendskab, han havde til Forretningsgangen, regnede han med at Pengene vilde blive hentet i Banken Lørdag den 9. December. Denne "Fidus" havde han givet til en Mand ved Navn H. H. kaldet "John", der havde bedt om en Fidus, saa han kunde faa Penge til at starte en illegal Gruppe. Samme "John" blev iøvrigt skudt under en Aktion den 22. December 1944. De Personer, der senere blev tiltalt for Nansensgade-Drabet, benyttede "John"s Død til at lægge mest muligt over paa ham.

Efter at "John" havde faaet Fidusen, havde han videregivet den til en Kørelærer L., som var Leder af en Gruppe under "Bopa". Der blev afholdt et Møde, hvori deltog foruden "John" nævnte L., Svend G. og Kaj K. samt - efter hvad de tiltalte senere forklarede - en Person ved Navn Oluf, som det dog aldrig lykkedes at identificere. Paa Mødet blev Slagplanen lagt.

Knud J., som var kendt af Spareselskabets Folk, maatte selvfølgelig holde sig i Baggrunden. Hans Hverv blev da at møde sammen med Kaj K. ved Banken Lørdag Morgen for overfor Kaj K. at udpege Spareselskabets Folk. Naar det var gjort, skulde han forsvinde. Det skulde saa være Kaj K.s Opgave, naar Pengetransporten havde sat sig i Bevægelse, at cykle til Hjørnet af Frede-riksborggade og rapportere dette til L. og Svend G., der saa skulde postere sig paa Trappeopgangen til Nansensgade 69 for at gaa til Aktion, naar Pengetransporten ankom.

Aktionen udviklede sig nogenlunde i Overensstemmelse med Slagplanen. Man sikrede sig Vaaben og foretog behørig Besigtigelse af Lokaliteter, aftalte Rollefordeling etc. Kaj K., som var identisk med Manden med Skihuen, mødte ved Banken om Morgenen Lørdag den 9. December, hvor han traf Knud J., "John" og muligvis den mystiske Oluf. Man slentrede frem og tilbage, gik paa Kaffebar, skiltes for ikke at vække Opsigt og mødtes saa igen.

Ca. 12,30 indfandt Spareselskabets Folk sig i Banken, og efter at Kaj K. havde faaet dem udpeget og i Banken haft Lejlighed til at se paa dem, kørte han til Frederiksborggade / Nansensgade for at rapportere, og man posterede sig saa paa Trappeopgangen - L. paa Reposen ved første Sal - de andre nedenfor. Da det varede temmelig længe, før Transporten ankom, var man mest stemt for at opgive, og L., der var Leder af Aktionen, skal da ogsaa have afblæst denne ved at give Ordren "Retræte". Men i det samme ankom Spareselskabets Folk, og Aktionen kom alligevel i Gang og forløb som beskrevet med det tragiske Udfald, at Alfred Andersen saaredes og døde seks Dage efter.

Da Politiet saaledes var kommet i Besiddelse af disse Oplysninger fængslede man i September 1947 Svend G. og Kaj K. som sigtet for Manddrab. L. var paa falsk Pas flygtet til Sverige, hvor han blev paagrebet i Goteborg i Januar 1948. "John" var som nævnt dræbt under en Aktion i December 1944, og "Oluf" lykkedes det aldrig at identificere.

De tre - L., Svend G. og Kaj K. - gav temmelig overensstemmende Forklaringer om det passerede. De vedgik at have deltaget i Aktionen, at Kaj K. havde rapporteret, og at de havde været posteret paa Trappegangen, at det her var kommet til et Haandgemæng med Spareselskabets Folk, og at den dræbte Alfred Andersen herunder havde taget om Svend G.'s Haandled, hvorved Pistolen var gaaet af og havde ramt Andersen i Underlivet. Men nu kom det overraskende i deres Forklaring - de havde ikke anet, at det drejede sig om en Pengetransport.

Fra "John" havde de faaet at vide, at et nazistisk Stikkerkartotek skulde flyttes fra et eller andet Sted paa Nørrebrogade til Nansensgade. "John" havde bedt L. skaffe bevæbnede Folk, saa man kunde foretage "hold up" overfor dem, der transporterede Stikkerkartoteket, og bemægtige sig dette. Hvis denne Forklaring havde været troværdig - havde kunnet holde - havde Aktionen været baade heroisk og patriotisk, og der vilde ikke kunne være rejst Tiltale. Men Usandsynlighederne i de Tiltaltes Forklaringer var mange og saa at sige raabte til Himlen.

Hvorfor skulde et Stikkerkartotek flyttes paa denne mærkelige Maade? Og fra en Bank? Og til en privat Bopæl? Tyskerne raadede jo baade over Vogne og Vaaben, og skulde der flyttes Stikkerkartoteker, havde de sikkert anvendt helt andre Metoder.

Hvorfor var Aktionen ikke blevet indberettet til Frihedsbevægelsen baade inden og efter dens Foretagelse? Det var fast Regel, at Indberetning i saadanne Tilfælde skulde ske. Til sit Forsvar paaberaabte L. sig, at han regnede med, at "John" eller "Oluf" havde indberettet. Men da han stod som Leder af Aktionen, paahvilede Indberetningspligten ham. Hertil kom, at L., da han i September 1947 faar at vide, at Politiet er begyndt at beskæftige sig med Sagen, truer Knud J.s Hustru med at "droppe" hende (en Udtalelse, som hun opfattede som Trusel paa Livet), hvis hun siger noget til Politiet. Endelig foretager han det højst mærkelige - da han mærker Jorden brænde under sine Fødder - at skaffe sig falsk Pas og flygte under falsk Navn. Som Forklaring paa dette anførte han, at det var hans Venner indenfor Frihedsbevægelsen (han oplyste ikke hvem), som havde raadet ham til at flygte, og han nægtede at oplyse, hvorledes han var kommet i Besiddelse af det falske Pas.

Iøvrigt var det et fældende Bevis, at Knud J. bestemt hævdede, at de tiltalte ikke havde kunnet undgaa at vide, at det drejede sig om en Pengetransport og ikke om en Transport af et Stikkerkartotek. "John" havde været sammen med alle Deltagerne om Morgenen den 9. December, og Drøftelserne den Morgen maatte have gjort det klart for dem - hvis de ikke vidste det før - at Aktionens Formaal var Røveri af Penge.

Ved Østre Landsrets Dom af 9. September 1948 blev de tre Tiltalte kendt skyldige i Røveri, og Nævningerne svarede "Ja" til, at Røveriet havde haft en særlig farlig Karakter. Derimod svarede Nævningerne "Nej" til Spørgsmaalet, om de Tiltalte var skyldige i Manddrab eller Meddelagtighed heri efter Straffelovens § 237, men "Ja" til, at Svend G. var skyldig i Legemskrænkelse med Døden som uagtsom Følge (Straffelovens § 244, Stk. 3), og at L. og Kaj K. var skyldige i Meddelagtighed heri.

Helt logisk forekom denne Afgørelse mig ikke, men den var i Overensstemmelse med adskillige andre Nævningeafgørelser i lignende Sager. For at dømme for Drab skal der have foreligget Forsæt - dvs. at man enten skal have villet Følgen af sin strafbare Handling (Døden), eller forudset denne Følge som nødvendig eller overvejende sandsynlig. Naar man bevæbner sig med en skarpladt Pistol, og man affyrer den, saa kan man - efter min Formening - ikke bagefter paastaa, at man ikke har villet dræbe, eller at Katastrofen er fremkaldt af Offerets Aktivitet. Men Nævninger er tilbøjelige til at vælge den mildeste Fortolkning.

L. og Svend G. idømtes Fængsel i 10 Aar og Kaj K. Fængsel i 8 Aar. De Tiltalte og deres Forsvarere vilde ikke slaa sig til Taals med denne Afgørelse. Efter at Strafafsoningen var paabegyndt, udfoldedes stor Aktivitet. Frihedsbevægelsen afgav rosende Erklæringer om L.s og G.s Indsats i den illegale Tid. Om Kaj K. forholdt man sig tavs. Han havde i 1947 været sigtet for landsskadelig Virksomhed (Hvervning af Arbejdere til Tyskland).

Knud J. var Strafafsoner, men der blev givet L.s Forsvarer Lejlighed til at samtale med ham i Fængslet, og han afgav nu Forklaringer, der afveg noget fra, hvad han tidligere havde forklaret. Saaledes oplyste han, at han den 9. December først havde set Svend G. og Kaj K. ved 12-13 Tiden, medens han under Domsforhandlingen i Landsretten havde forklaret, at han havde været sammen med alle Deltagerne fra Kl. 8 om Morgenen. Hvis hans sidste Forklaring var rigtig, forelaa den Mulighed, at Svend G. og Kaj K. ikke gennem indledende Samtaler var blevet informeret om Aktionens røveriske Karakter. Endvidere forklarede Knud J. nu, at Personen "Oluf", som han godt vidste hvem var, men hvis virkelige Navn han ikke vilde opgive, var med i Aktionen. I Landsretten under Domsforhandlingen havde han forklaret, at han aldrig havde hørt Navnet "Oluf" nævne i Forbindelse med Aktionen.

Sagen indbragtes for Den særlige Klageret, og da man her ikke mente at kunne se bort fra den Mulighed, at Svend G. og Kaj K. og muligvis ogsaa L. af "John" (eller eventuelt af "Oluf" eller andre) kunde være lokket til at foretage Aktionen i den Tro, at det drejede sig om Tilkæmpelse af et nazistisk Stikkerkartotek, saaledes som de til Stadighed havde hævdet, kasserede Den særlige Klageret ved Kendelse af 18. Marts 1950 den af Østre Landsret den 9. September 1948 afsagte Dom, og bestemte i Medfør af Retsplejelovens § 977, Stk. 1, Nr. 1, at ny Domsforhandling skulde finde Sted.

Der blev saa paany rejst Tiltale mod L., Svend G. og Kaj K. for Røveri af særlig farlig Karakter og for Svend G.s Vedkommende for Legemskrænkelse med Døden som uagtsom Følge og for L.s og Kaj K.s Vedkommende Meddelagtighed heri. Ifølge Loven kan der ved Genoptagelse af en Sag ikke paastaas Straf efter strengere Straffebestemmelser end dem, hvorefter der er dømt ved første Behandling. Der kunde herefter ikke rejses Tiltale for Manddrab og Meddelagtighed heri.

Klagerettens Afgørelse maatte forekomme alle, som havde Kendskab til Sagen, mærkelig. Hvorledes vilde det være muligt for "John", "Oluf" eller eventuelt andre at faa Frihedskæmpere til at medvirke til Røveri, uden at Aktionens sande Karakter før eller senere var blevet afsløret for dem? Ved den nye Domsforhandling, som fandt Sted i Juni 1950, blev de tre tiltalte da ogsaa kendt skyldige i Overensstemmelse med Anklageskriftet - dvs. de blev dømt for Røveri af særlig farlig Karakter og Svend G. for Legemskrænkelse med Døden som uagtsom Følge og L. og Kaj K. for Meddelagtighed i denne Forbrydelse.

Med andre Ord - Afgørelsen blev en Stadfæstelse af Landsrettens Dom af 9. September 1948 - dog at Straffen blev nedsat til Fængsel i 8 Aar for L.s Vedkommende og til 6 Aar for Svend G.s og Kaj K.s Vedkommende. Jeg formoder, at denne noget mildere Kurs skyldtes, at man havde faaet Besættelsestiden noget paa Afstand. Da Sagen var til anden Behandling i Landsretten, modtog jeg i en Pause en Henvendelse fra Knud J., der var fængslet som Strafafsoner, om en Samtale "under fire Øjne". Samtalen fandt Sted efter Tilladelse fra Nævningetingets Formand, og den foregik i en af Landsrettens Celler (de saakaldte Skabe), hvor Arrestanter, der skal fremstilles til Parts- eller Vidneforklaring, holdes afsondret.

Under denne Samtale bedyrede han veltalende og i heftige Vendinger, hvad han forøvrigt allerede havde forklaret som Vidne, at selvom han havde husket Fejl med Hensyn til visse Detailler, var det givet - og han vilde aflægge Ed herpaa, om det ønskedes - at Aktionen ikke var en Frihedsaktion, men et Røveri af Penge, og at de tre Tiltalte havde været ganske klar herover. Deres Deltagelse i Aktionen havde udelukkende haft det ene Maal at faa fat i Penge. Denne noget dramatiske Bedyrelse fra den nævnte Person burde man selvfølgelig tage med alt muligt Forbehold.

Det afgørende i Sagen var det faktiske - disse Tiltalte, som langtfra var Analfabeter, som kendte de Krav, der blev stillet af Frihedsbevægelsen med Hensyn til Tilladelse til Aktioners Foretagelse, Indberetning om disse, Vaabens Anvendelse osv., at de kunde tro, at disse skikkelige Borgere - tre Mænd, to Kvinder - samt en Schæferhund var ude for at flytte et Stikkerkartotek fra en Bank paa Nørrebro til en Lejlighed.