Hans Nansen

Hans Nansen blev født i Flensborg 28. november 1598, som søn af Evert Nansen og Maren Pedersdatter. Han gik i den lokale tyske skrive- og regneskole, og da han som 15-årig mistede sin far fulgte han med sin farbroder - som ligeledes hed Hans Nansen - på en handelsekspedition til Kolahalvøen i det nordlige Rusland.
Denne blev den første af adskillige rejser til kystområderne omkring Det Hvide Hav, hvorigennem han fik et så godt kendskab til det russiske sprog, skik og brug, at den danske regering senere brugte ham som tolk.

Sejlruter til Det Hvide Hav og Island

Nansens rejser blev anset for en bedrift og straks efter sin hjemkomst blev han tilbudt plads hos Københavns mest ansete storkøbmand og borgmester Mikkel Vibe, som var en af hovedmændene i det Islandske Kompagni. Mikkel Vibe sørgede for at Nansen kom i tjeneste i kompagniet, og fra 1621 til 1639 sejlede Nansen hver sommer til Island. Om vinteren stod han for salget af de produkter han have haft med hjem.

Nansen fik hurtigt en meget central position i det københavnske borgerskab. Han giftede sig 5. november 1626 med Sophie Hansdatter - datter af Borgmester Hans Pedersen fra Slangerup og niece til Mikkel Vibes hustru.
Derigennem fik han familiære relationer til en række af det københavnske borgerskabs spidser.

I årene 1639-1649 var han forvalter, d.v.s. direktør for Det Islandske Kompagni, og havde efterhånden erhvervet sig en betydelig formune. Det var derfor naturligt at han blev udnævnt som rådmand i København. 5 år senere blev han efter kongens (Frederik III ) og magistratens ønske, yngste borgmester i København.

Den 6. marts 1644 indsatte Rigshofmester Corfits Ulfeldt ham i hans nye værdighed på rådhuset. Det var denne post der gjorde Nansens navn til et af den tids mest fremtrædende. Det er skrevet om Nansen, at han “stod i sin bedste manddom”. Hans skikkelse var ærlig, og hans ansigtstræk vidnede om forening af energi og klogskab. Han var en type på det bedste i det daværende danske borgerskab, idet hverken stormændenes beskyttelse eller kongelig tjeneste havde båret ham frem. Det var udelukkende egen hæderlighed og dygtighed, han skyldte sin stilling.

Det var ikke udelukkende handelsrejser og politik der interesserede Nansen. Hans rejser havde givet ham lyst til geografiske og historiske studier, og i 1633 udgav han et Compendium Cosmografhicum - en håndbog over den astronomiske, fysiske og politiske geografi.
Skriftet der udkom i flere oplag, blev folkelæsning og udbredte kendskabet til hans navn.

I 1650 kom Nansen i modvind hos kongen da han sammen med den daværende 1. borgmester Hans Nickelsen Lund, forelagde rigsrådet en klage fra 144 københavnske borgere. Klagen vedrørte pålæg af en særlig afgift til flådens udrustning, samt tvungen indkvartering af unge adelsmænd ansat ved hoffet. Nansen fik en irettesættelse fra kongen og rigsrådet, idet klagen blev opfattet som et angreb på de adelige privilegier, og som et krav om ligestilling mellem borgerne og adlen.
Nansen og Lund skød i første omgang skylden på de 144 borgere men stod alligevel fast på at klagen var berettiget.

I de kritiske dage i 1658 da den svenske konge Karl Gustav stod foran Københavns porte, lovede regeringen de københavnske borgere privilegier der bl.a. ville ligestille dem med adlen, men da freden atter sænkede sig over København blev sagen syltet. Den blev dog genoptaget 6 måneder senere da krigen atter brød ud, og Karl Gustav igen stod foran Københavns porte.
Der blev afholdt møde mellem kongen og rigshofmester Joachim Gersdorff på den ene side, og repræsentanter for hovedstadens stænder på den anden side. Mødets formål var at opnå enighed om forholdsregler mod fjenden. På mødet førte Nansen ordet på borgerskabets vegne, og han har uden tvivl talt om løfter om forsvar til det yderste og troskab mod kongen.
Dagen efter mødet udstedtes privilegier i en foreløbig form der bl.a. sikrede borgerne den ønskede lighed med adlen. Herefter kunne man hellige sig kampen mod fjenden.

Under belejringen af København var det Nansen der i skikkelse af øverste borgmester for København, havde ansvaret for indkvartering og mønstring af tropperne, men først og fremmest var det ham som borgerskabet så op til som sin fører, og det var da også ham der under de daglige kampe formåede at holde modet oppe hos sine mænd.
Samtidig havde Nansen part i at bringe privilegierne i deres endelige skikkelse; herved fik borgerskabet repræsentation af 32 mænd - forgængeren for vor tids borgerrepræsentation. Disse mænd fik til formål sammen med Magistraten at vælge to fuldmægtige til at optræde på stadens vegne, dels hos rigsrådet, dels på stændermøderne.

På det store stændermøde i oktober 1660 optrådte Nansen igen som ordfører på borgerskabets vegne, men han var også sjælen i forhandlingerne med biskop Hans Svane, der ledte til arveregering.
På grund af krigene og tabet af Skåne, Halland og Blekinge fulgte en økonomisk og politisk krise. For at få København og hele riget på fode igen - både økonomisk og forfatningsmæssigt - blev repræsentanter for adel, borgere og gejstlige indkaldt til møde, der resulterede i at Københavns Magistrat samt de gejstlige tilbød kongen arveregering. Adlen og rigsrådet kapitulerede og overgav al magt til Kong Frederik III. Kongen skulle nu udarbejde en forfatning som han selv og siden hans efterfølgere, regerede efter de næste knap 200 år.

Under en fest til hyldest for arveretten på Københavns Slot den 18. oktober 1660, trak kongen Nansen hen i et hjørne og drak så længe og muntert med ham, at den gamle borgmester Nansen måtte bæres ned i sin vogn og køres hjem. Fra da af var hans politiske rolle endt. En rolle hvis formål havde været at det københavnske borgerskab fik politisk indflydelse i riget - en indflydelse den nyindstiftede enevælde snart satte en stopper for.

Hans Nansen døde den 12. november 1667 og blev begravet i Helligaands Kirke, som han var særligt knyttet til. Hans kone overlevede ham til 12. januar 1674. I 1679 brændte hans store gård i Snaregade og derved også den betydelige bogsamling han havde besiddet.

Helligaands Kirke og Snaregade idag Foto: Maj 2001